Der er et Sted, det er ej kjendt af mange.
Det har ej Skov, ej Dal, ej Kildevæld;
Der blandes aldrig Nattergalens Sange
Med Bækkens Rislen, i en Sommerkveld.
Men paa en udstrakt Slette seer man Hytter,
Hvor Brødet spises under Ansigts Sved.
En lille venlig Kirke hist beskytter
Det Sted, hvor mangen Stakkel først fandt Fred.
Hist staar et Kors af Træ, her et af Steen
Betegner, Gud veed hvilke trætte Been.
Paa Stien gaar en Vandrer, han faar Øje
Tilhøjre paa en enlig Klynge Træer,
Og gjennem dem, blandt Hyld og Popler høje
En venlig Bolig smiler til enhver. —
„Ja der boer Præsten” siger Byens Hyrde
Med røde Hue ydmygt i sin Haand;
„Gaa han kun ind, hvis efter Dagens Byrde
Han vil sin Tunge læske og sin Aand
Husvale; — Fa’r er god, det maa han tro, —
En Trøst for alle, her i Sognet bo.”
Et stille Par har her et halvt Aarhundred
Delt mangen Fryd, til Sorgerne kjendt lidt.
Ej hørte de, naar blodig Torden dundred.
Og Hjemmets Sysler savned dem ej tidt.
En Kreds af glade Børnebørn de skue.
Og naar de flokkes om de gamle Folk,
Med Ungdoms Ild da funkler Øjets Lue, —
En Taare perler, Glædens tavse Tolk.
Graahærdet Præst blir selv til Barn igjen,
Og jubler: „Christ var og en Børneven!”
Der svandt min Barndoms morgenrøde Dage,
Der lærte jeg Guds Frygt og Abc
Af Sjælehyrden og hans gamle Mage,
Som aanded kun for mig, mit Vel og Ve.
Opløst i Vemod skuer jeg tilbage
Paa Barnets trygge, sorgfri Faren om,
Da Romersproget var min værste Plage,
Og kun med Møje blev min Ejendom:
Nu gaar Latinen let, men Hjertets Fred,
Da jeg drog bort derfra, drog ikke med.
Der viste man mig Dydens snævre Bane,
Der hørte jeg det første Guddomsord,
Der lærte jeg i Blomstens Duft at ane,
I Himlens Dyb at see, hvor Gud er stor.
Og kunde jeg da nogentid forglemme
Det Sted, hvor Aanden saa det første Lys? —
Nej, altid fjærnt og nær de kjæres Stemme
Jeg hører klart, som om den toned nys.
Og Ynglingen vil stedse mindes ømt
Det Sted, hvor Barnet har saa salig drømt!