Søndagsdandsen
(la hora)
(la hora)
Hist under Egen gaaer Dandsen flink,
Det er mit Liv og min Lykke! —
Kom nu, min Elskede, stil dig hos mig,
At jeg din Haand kan trykke,
Ret som i Aftes, ved Kilden klar,
Da vi et Øieblik ene var,
Maria Mariutza!
Fiolen nu knib, Tamburinen sving,
Spar ei paa Strengen og Læ’ret!
Du Sækkepibe og du Klarinet,
Viis, I kan drage Veiret!
I min Pung er der Mønter, som dandse skal
For Eder, naar jeg fører til Bal
Maria Mariutza!
Spil op, og spil til den lyse Dag! —
Gid det vared den hele Uge!
Nu frem, mine Venner, træd Dandsen bravt,
Lad see, I kan Benene bruge!
Frygt ei — den Djævel, som driver mig her,
En smilende Rosenmund har — det er
Maria Mariuka.
Min Hat har jeg prydet med Blomster og Baand
Min elskede Brud til Ære;
Med Silke og Guld er, min Skjorte brodeert,
Mine Skuldre Riffelen bære.
Jeg blæser ad Verdens Nød og Fortræd,
Naar nær mig jeg skuer din Yndighed,
Maria Mariutza.
Jeg frygter ei Foged, ei Herre, ja selv
Ei Satan, den onde Fjende; —
Nu Venner, stamp flinkt, lad os gjøre en Larm,
Som kan høres til Verdens Ende, —
Saa Vorherre selv i hans himmelske Fred
Forbauses skal, naar jeg dandser med
Maria Mariutza!
Kjed jeg er af Spade og Plov,
Hoveri og Skatter og Tynger!
Idag er det Fest, med Smaapiger fyldt’,
Høit vippe de muntre Gynger:
Sandalen mig brænder, jeg styrer mig ei,
O, maatte jeg døe i Dandsen med dig,
Maria Mariutza!