Med lange Bøsser og uden Skoe
I Strunga-Skoven de Røvere boe,
Som tømme de Reisendes Lommer.
Forvildede Mødres fortabte Slægt,
Som skyde paa selve Maanen kjækt,
Og fløite med Fuglestemmer!
Fly christne Vandrer, fly dette Sted,
Hvis du vil ende din Reise i Fred,
Og redde din Rest af Dage!
Thi hist i en Tykning, fra Egens Top
De Vantro speide og passe dig op,
For dig at plyndre og myrde!
Hvor Uglen tuder sin triste Musik,
Sees otte Karle med vilde Blik,
Med Bøsser og opslagne Ærmer.
Tre af dem kysse det hellige Kors,
Tre andre slaae Terninger — de er tilaars
Een drikker, den Ottende synger:
„Holloi, du Kræmmer med Guld beladt,
Kom hid, og bekjend dine Synder inat,
To Kugler med Længsel dig vente!
„Holloi, smukke Pige, hvi kommer du ei
I Skumringen ad denne ensomme Vei?
Saa gjerne din Skjønhed jeg hylded!
„Min Flint med Kugler og Krudt er ladt,
Min Kølle er med Pigge besat, —
Af Begjær høit svulmer mit Hjerte!
„Holloi, du gamle Kjærlingers Skræk,
Som hist staaer paa Vagt bag den tætte Hæk,
Hvi støder du ikke i Piben? —
„Min gode Bøsse af Rust forgaaer.
Min Kølle sig kjeder, min Ganger staaer
Utaalmodig og stamper i Jorden.
„Hvad nytter en Riffel i Strunga-Skov,
Naar det mangler paa Reisende, mangler paa Rov
Med tunge spækkede Punge?”