„Mon coeur aimait à s’épancher pourvu
qu’il sentît, que e’etait dans un autre.”
I. I. Rousseau (Confessions).
Da jeg, Veninde! selv jo ej kan være
Dem Overbringer af en ønsket Bog,
Der, hvor de deres fjærne Sæde tog;
Jeg tænkte, jeg dem turde maaske dog,
(Hvis de mit Brev med Skaansel vil beære — )
Med nogle Linier om mig selv besvære
I Konvoluten, jeg om Bogen slog. —
Og sandt at sige, følte jeg en Trang
Til mig med dem, om ikke just i Sang
At underholde lidt, — saa dog
I rytmisk Sprog
Oprigtig at fortælle dem engang
Hvor tidt hos dem min Tankes Snekke havner.
Hvor smerter det mig, at jeg ganske savner,
En Underholdning, som mig kvæged tidt,
Naar jeg en føje Stund fortrolig, frit
For en, som hørte paa mig venlig — blidt,
Udøste af den Verdens Skatte lidt,
Som jeg med Sjælens Arme fast omfavner!
Og derfor greb jeg Lejligheden nu,
Og aabner dem med sønligt Sind min Hu; —
De veed, langt mere frit og dristigt, end
Ad Læbens Vej, udtaler Følelsen
Sig paa Papiret gjennem Blæk og Pen, —
At her langt lettere dens Aande strømmer.
Det gjør saa godt, ej altid at foragtes,
Ej altid lees ud, fordi man drømmer
Og sværmer noget meer, end det sig sømmer
Vel paa en Tid, hvor Modetonen dømmer
Om Skallen blot, og Kærnen ej betragtes.
Det gjør saa godt, dog stundom værd at agtes
Et Blik, som velment og oprigtigt var, —
Et kjærligt Haandtryks Minde,
Et Ord fra Hjertet, — et fornuftigt Svar.
Fornuftigt siger jeg, ti husk Veninde,
Fornuften og Forstanden ingensinde
Var eet; Forskjellen dog er let at finde:
„Forstand i Mængde ofte Mængden har;
Nemlig den højst almindelige Evne
Til simpel Tænkning og Begrebers Dannelse,
Til Skjelnen mellem sort og hvidt og stort og smaat,
Som vi af Gud har allesammen faa’t,
Som Dværgens Sjæl tidt giver slig Uddannelse,
At den ej Himlen vil det mindste levne.
Foragter alt, hvad Tungen ej kan nævne,
Tør alt for egen Visdoms Domstol stævne.
Mens Barmen lukt er for den dybe Anelse. —
Men hæver Aanden sig med Tankevinge,
Og kan den sig som Trækfugl stundum svinge
Mod Lyset over Støvets kvalme Luft; —
Og kan den sanse det uendelige,
Det uforanderlige, uforsvindelige.
Sit Slægtskab med et evigt Rige —
(Det er: hvad Tanken ej hos hver kan fatte) —
Og mægter den, ej altfor stærkt at skatte
Til Livets Smaahed; — dvæler Aandens Øje
Med hed Forlængsel ved det høje: —
Da vil den mærke til en himmelsk Duft,
Der sendes Støvets Sønner som en Gave
Fra Evighedens Tanke — Blomsterhave;
— Da siger man, at Aanden har Fornuft! —
Og det var denne, som jeg fandt hos dem —
I Pagt med ædle Følelser, som gjorde
Mig deres Selskab til et andet Hjem,
Hvor aaben og naturlig sand jeg torde
Med Hjerte, med Begejstring træde frem,
Og tage varmt om godt og skjønt til Orde:
Som gav mig Mod i denne Stund at raade
For dem lidt af mit ringe Væsens Gaade.
Som Barn hvor klart jeg mindes, at mit Hjerte
Var som et Lyn i Lue tændt, —
Et Rov for Kjærlighed, for Fryd og kvalfuld Smerte
Med et romantisk, anelsefuldt Øje
Selsomt berørt jeg saa fra Markens Høje
Det funklende, det stille Firmament;
Der lærte jeg, ej af en Bog paa Prent,
For Skaberaanden mig at bøje. —
Som Yngling ej til noget lidet stod
Min Hu, men higed hæftig mod det høje —
Snart et, snart andet herligt Maal for Øje.
Da fødtes stundom i mit Bryst et Mod
Til mine Drømmes Toner at gjentage,
Til al mit Hjertes Fylde ud at aande —
Dets Himmelglæde som dets bitre Vaande
I Barmen af en Sjæl, jeg kunde til mig drage;
Men sjelden nogen mig forstod.
Og da jeg saa mit Hjem, min Slægt forlod,
For udi Livet myndig selv at træde,
Og kjøbte mig den gyldne Friheds Glæde
For Tvangen under kjærlig Faderhaand,
For Barnelivets søde Ledebaand:
Da førtes jeg midt i en broget Vrimmel,
Hvor ingen mig, jeg ingen mere kjendte,
Hvor intet kjærligt Blik sig mod mig vendte,
Undtagen Stjernens fra den tavse Himmel.
Kuns een Veninde stod endnu mig bi,
Og naar jeg alt for Vemod kunde glemme,
Husvaled mig den trylleriske Stemme,
Som Grækerne, fordi den nærmest ligner
Den skabende Fornuft, den evige Velsigner,
I Skjønheds Modersmaal af Poesi
Gav Navn; — da følte jeg mig glad og fri.
En Stund jeg lytted; ej var lang Tid vegen;
Før fristende mig lokked Strengelegen.
Jeg sang, naar Vaaren kaldte Livet frem,
Naar Sæden spired i mit kjære Hjem;
Naar Træet grønnedes paa Sjællands Kyst,
Jeg blanded glad med Fuglens Sang min Røst; —
Naar sommerhede Vinde rejste Støvet,
Naar Høstens Storme rysted Bøgeløvet,
Ja selv naar Sneen laa saa rolig, hvid
Paa Jord — et evigt Billed af den Tid,
Hvor alt var livløst, ingen Guddomsaande
Endnu berørte det — selv da jeg sang
Af Hjertets fulde Liv. — En Gang,
Naar mat i Røg min Lampes skøre Taande
Gaar op, da vil maaske den svage Klang,
Der, mens jeg leved, stundum lød fra Læben,
Forkynde Verden, hvad der var min Stræben.
Men i den Kreds, der hidtil mig omringed.
Der lo, der spotted man kun, naar jeg kvad,
Naar mest vemodig mine Toner klinged,
Da lo man stærkest, saa jeg ofte gad
Henslænge Lyren; men da stod bevinget
En Sanggudinde hos mig atter; — glad
Da følte jeg, at just i Sangens Længsler
Er sødest Trøst for Verdens svare Trængsler.
Da lærte jeg at kjende dem, Veninde!
Og nærmed dristig mig ad Hjertets Sti.
Det aned mig saa vist i dem at finde
Et Væsen fuldt af Aand, af Sympati,
Saaledes som jeg gjemmer i mit Minde
Et Ideal fra Barndoms Fantasi, —
En Kvinde — men med ægte Sjæleadel,
Forstanden lys og Hjertet uden Dadel! —
Tilgiv Veninde, at en føje Tid
Vandt Hjertets Følelser, vandt Sjælens Fylde
En altfor afgjort Sejer i den Strid,
Jeg tidt forundret i mit Indre følte,
Naar hine varmed, mens et andet kølte.
Saa underlig de mægter at fortrylle
Den dødelige, naar et Spor, han fandt,
Erindrer ham om Glæder, som forsvandt,
Erindrer ham om Toner, som helt længe
Ej lød fra Aandens Æolsharpestrenge. —
Og nu lev vel Veninde! — skriv mig snart
Et venligt Brev; lad Vestenvindens Fart
En Due bringe mig fra Hjemmets Kyst,
Som aabner mig sit fulde Bryst!
O lad os skrive fittig, for at glemme,
For kjækt at byde Trods
Engang imellem dog det slemme
Afstandens Gab, som Skæbnens kolde Stemme
Bød aabne sig imellem os! —
O hviken skjøn og herlig Himlens Gave,
Og hvilken Trøst og Lise for vor Aand,
O hvilken yndig Blomst fra Sjælens Have
Er Bogstavtegn! — se gjennem denne Haand
Og denne Pen sig Tanken fast kan grave,
Og skabe dette Blad til synligt Baand,
Der slynger sig ustandset, uden Dvælen,
Fra Sjæl til Øje, gjennem det til Sjælen. —
Lev vel! — saavel, som det mit Hjerte
Dem ønsker, — som de det er værd! —
Bliv ved at nære — den, som de mig lærte, —
Min største Stolthed, at de har mig kjær!
Og lad blot halvt saa tidt mig finde
Mig selv bestraalt af deres varme Minde,
Som de ved det er hos min Tanke nær,
Som jeg i det omfavner dem, Veninde! —