Ak, uendelige, underlige
Dyb af Varmestraalers skjulte Væld,
Uomstyrtelige Ømhedsrige,
Strøm af dig, Naturens Skabersjæl!
Magt, som aldrig at forbande mægter,
Aldrig hader, aldrig koldt fornægter,
Elsker kun, i Smerte, Liv og Død,
Uforanderlig som Solens Glød,
Aldrig udtømt, som de store Floder, —
Klinger det ej alt i Navnet Moder?
Hvorfor daler du fra Lysets Egne
Uskyld, til de villieløse smaa?
Hvorfor skulle vi for Brøden blegne,
Naar den første Kraft i Tvivlen bæver,
Naar den første Villies Vinge hæver
Myndig frem sig af den snævre Vraa?
Hvorfor boer du end i Moders Hjerte,
Ej hos ham, for hvem saa varmt det slog
Er det for at lindre hendes Smerte,
Hvis han hendes skjønne Haab bedrog,
Eller for at han ej alt skal miste.
Den fortabte, at hans dunkle Kval
Dog eet jordisk Fristed eje skal,
Hvor han glemme kan, hvad han forliste?
Du, som gav mig Livet og dets Goder,
Gav mig alt engang, hvad jeg har mistet,
Du, som gav mig alt igjen, min Moder,
Elsked tro mig, naar alt andet bristed;
Hør et sønligt Ord, du gode Kvinde,
Bøj dit Øre venlig til min Sang! —
Du, min Barndoms ømmeste Veninde,
Du miskjender ikke Strengens Klang.
Det var dig, o milde Lysets Engel,
Som saa trolig ledte Barnets Fjed;
Dig, som freded om den spæde Stængel,
Plejed den med himmelsk Kjærlighed.
Veed du, hulde Moder, at din Aand,
Naar jeg længe langt fra dig var fjærnet,
Naar jeg sygned, knust i Smertens Baand,
Mig besøgte, om mit Hjerte værned,
Om min Tro, som en usynlig Haand?
At du i et stolt og trodsigt Sind
Gød velsignende din Blødhed ind,
Og fortalte, naar jeg ensom led
At i Skæbnens Nag og Bitterhed,
I de mørke Tungsindsøjeblikke
Glemte du din Kjærlighed dog ikke.
O, men laa jeg end paa Sygeleje,
Eller svimled svag paa Tankens Veje,
Snart som Ild, snart kold som Is,
Altid sang en gammel Streng din Pris.
Hvor jeg vendte hen mit indre Øje,
Famled jeg i Dybet, mod det høje,
Viste sig som Maalet for min Stræben
Himmelglæden eller Helveds Gru,
Eet stod fast, at gik jeg end tilgrunde
I det Mulm, hvor faa kun Udvej funde,
Skete det med sønlig Sang paa Læben,
Skete det med Sønlighed i Hu.
Naar jeg saa mig som skibbrudden Mand
Drives om paa Livets vilde Strømme,
— O jeg veed ej selv hvordan, —
Dog saa klarlig jeg det mindes kan —
Altid, Moder, Mindet om din ømme
Godhed blanded sig i mine Drømme.
Af, hvad under Solen yndigst lyser,
Gyder om et Hjerte venligst Duft,
Af, hvad sødest varmer, naar det fryser
Stærkest i den vinterkolde Luft;
Af, hvad helligt Ungdomshjertet kjender,
Af, hvad kjærlig aander, trofast brænder,
Af hvad Barnets Drømme har i Eje,
Intet kan et Moderbryst opveje.