Mørket alt nærmed sig sort
Som en truende Magt fra det fjærne;
Ensom vandred jeg fort
Uden Lys eller ledende Stjerne.
Sundet med hviskende Røst,
Som i Mulmet en bly Elskerinde,
Kvad om sin bævende Lyst
For den venlige Sommerkvelds Vinde.
Sælsomt vist er det at gaa
Som en fremmed i fremmede Lande;
Mest dog, naar Hilsen kan naa
Til vort Øre fra hjemlige Strande.
Drømte om Hjem jeg da kun?
Nej jeg vandred saa glad som i Hjemmet; —
Følte paa Sverriges Grund:
Her jeg aldrig meer bliver fremmed!
Lysene tændes saa smaat,
Mens for Natten sig Tusmørket fjærner,
Vinke til Dronningens Slot
Mig som skjelmske, jordiske Terner.
Snart hun kalder til Liv
Højt paa Kuplen de tusind Lampetter:
Skrider saa sortpyntet, stiv,
Over Hav, over Høj, over Sletter,
Her i den blindende Nats
Tavse Rige jeg ensom nu sværmer;
Duggen falder; min Hats
Lette Tag mod dens Kulde mig skjærmer.
Nordstjernen viser mig Vej;
Som en gammel Bekjendt jeg med Tanken
Følger den; — smiler den ej
Til mit Hjertes vemodige Banken? —
Der er en Landsby; jeg kun
Netop skimter de straatakte Huse.
Alt her slumrer; — en Hund
Gjør lidt Støj for min Stav og min Bluse.
Pilen ryster sit Blad;
Tys! paa Vejen jeg livlige Stemmer
Hører, og Drømmene glad
For de levende Toner jeg glemmer.