Den brede Alvej gik over Høj, over Bank;
De hævede sig sagte og atter de sank,
Men aldrig det syntes, den Vej fik Ende;
Det maatte jeg arme Vandrer bekjende. —
Mildt rødmer Aftensolen som en lykkelig Brud.
Der ledes bort med Krandsen did, hvor dens Løv gaar ud:
Fra første Sal til Stuen ad usete Veje,
Til Blund paa det bløde, det svulmende Leje.
Men Luna Ilithyia stiger nysgjerrig frem
Og titter glad til Elskovens natlige Hjem
Gjennem de gamle Piles sortgrønne Hække,
Som Vejen med et rystende Mørke bedække.
O her paa denne klassisk-romantiske Jord,
Hvor fylder du mit Hjerte, du kolde gamle Nord!
Jeg træder paa hellig-ærværdige Steder
Og mindes det svundne, din Magt og din Hæder.
Der red de rige Præster med Ærkebisp foran:
Hr. Rikvald, Eskild, Absalon, Erlandsen og Grand,
Paa Ganger hvid, med Krumstav, statelige Skue,
Og styred Norden under en trefoldig Hue. —
Her led fra Lundedomen den stærke Klokkeklang,
Naar Messen kaldte — Munkene Røgkarret svang;
Her stævned Bondeskarer, stolt Frøken og Ridder,
Med Guld for sine Synder, til Skriftestolens Gitter.
O St. Lavrens, end sidder du stiv paa Domens Tag
Og skuer tusind Slægter som en eneste Dag;
Men slukt for dig er Andagtens barnlige Luer, —
For dig ej længer lettes paa Hat eller Huer.
O St. Lavrens, jeg skuer dit Tempels stolte Pragt,
Hvor Sten paa Sten af Hænder til et Urfjæld er lagt:
Mod Vest i Spidser tvende dets Tinde sig kløfter,
Mod Østen sig den vældige Fjælderyg løfter.
Og Stormen arrig snøfter som Havets stærke Hval;
Men denne tavse Kæmpe staar ikke for Fald.
Om Issen sig usynlig et Tusindaar flokker:
I Dybet pusler Dværgen; ej Kirken han rokker.