P.L. Møller (1814–65)

    Stolte Stenblomst

Paa skaanske Slette!

Ildfaste Knokkel

Af Ymer Jætte!

Haarde Havvogter

Med Flamme-Hætte!

    Gamle Gubbe

Med Graastens Lokker,

Der ringe for Snekker

Som Dødningklokker,

Naar Ran dem rører, —

Dog aldrig rokker!

    Bølgen som trillende

Taare rinder —

Ad dine røde,

Runkne Kinder,

Mens Vrag opskylles

Og Stormen svinder. —

    Sorg sig da lægger

Sort dig ved Foden;

Hulerne hyle

Helsots-Oden;

Kløfterne klage

Fra Klipperoden.

    Atter, naar Morgen

Mild sig udbreder,

Hæver sig Ørn

Fra høje Reder,

Svinger Smaafugl sig

Fra skjulte Steder.

    Atter, naar smilende

Sol paa din Spidse

Straaler skjælvende

Over Svælg og Ridse,

Suser venlig den duftende

Skov paa din stenlagte Isse! —

O, hvis jeg kunde male

    Med Farvernes Ild,

    Og Penslen kunde tale,

    Hvad Pennen kun vil, —

    Med græsgrønne Flamme,

    Med Purpurets Smil,

Og Guldet mig tjente som Ramme:

Da skulde hjem jeg bringe

    Til Dannemarks Dal,

    Med Kunstens stærke Vinge

    Den lufthøje Hal,

    Hvor Fjældaanden sover

    I Vuggen saa sval,

Hvis Dun er de fraadende Vover; —

Hvor Kulledrotten knejser

    Ubøjet af Aar,

    Hvor sig i Uvejr rejser

    Som Børster hans Haar,

    Mens i Kinden den brune

    Dybt Furerne gaar

Som Stormlæ saa tætte, saa lune:

Hvor han i Stenslot troner

    Med Højhed og Magt,

    Mens Søens stærke Toner

    Lovsynge hans Pragt —

    Ej ny og moderne;

    I graa Folder lagt,

Saa gammel som Tiden, den fjærne:

Paa Slottets Tinde bygger,

    En Sangfuglehær,

    Som jubler under Skygger

    Af hvislende Træ’r,

    Naar Skovsletten spiller

    I Solstraaleskjær,

Højt baaren af ildfaste Piller.

Dog — Evnen er mig nægtet

    Til med tryllende Træk

    At fængsle, hvad jeg mægted

    I Livslængsel kjæk

    At skue, at leve

    Med Fryd og med Skræk:

I Mindet kun Billeder bæve.

Men I, som blev tilbage.

    Bland Farverne brav!

    I mørke, lyse Dage

    I skildre det af:

    De dødbratte Klipper,

    Det skummende Hav

Og Faaret, som Fjældgræsset nipper:

Den ranke, hvide Sejler,

    Som stryger saa let.

    Og Maanens Blik, som spejler

    Sig i Bølgernes Net,

    Som det vilde hensmelte

    To Kyster til et —

Steentaarne med Bøgenes Telte.

Et herligt Panorama

    I Tanken jeg seer,

    Hvor et idyllisk Drama

    I Forgrunden leer,

    Mens Kattegats Flade

    Fjærnt kruses, og nær

I Dybet sig Skjærene bade:

Til venstre Sjællandskysten

    Med Krat og med Høj,

            Sundets Selv mod Østen,

            Kronborgens Fløj;

    Hist udstrakt svenske Landet

    Med Landsbyers Røg: —

Det bringer I hjem over Vandet! —