Dybt ned, dybt i det bælmørke Dyb,
Mellem sorte Dværge og Underverdens Kryb,
Hvor Solen aldrig skinned og Luften er klam,
Hvor Blomsten ikke dufter i Farvespillets Bram,
Men kun Jordvandet risler og Hammeren gaar,
Hvor Stenkulsvæggen tavs under Stenloftet staar
Og perler med den iskolde, dryppende Sved,
Som blødte Jordens Hjerte for sin ødelagte Fred:
Der i Kurven sagte man hidsed os ned.
Tov og Tridser knaged og pebe derved.
Trofast omfavnet af den sorte Grubemand
Gled jeg gjennem Snævringen til Skyggernes Land,
Tred’ve Favne gik det saa lynende let,
Den lyse Himmel svandt til en lille blaa Plet.
Da ved Bunden vi landed og ud af Kurven stod,
Med for ukjendt Kæmpekraft sig hæved mit Mod.
Det drev mig heftig fremad med kogende Blod;
Som kolde, sorte Flammer det gnistred for min Fod.
Jeg tænkte, styrter Massen nu sammen om min Krop,
Og ej til Verden levende jeg meer kommer op,
Vil jeg dog forinden i rastløs Levelyst
Med Livets Ild beaande min Moders kolde Bryst,
Ransage alt paa den mulmklædte Strand,
Raade hver en Gaade i det hemmelige Land.
Ad Jernbanen gaar det forbi plaskende Vand
Trehundred Alen ud i den skumle Nat paa Stand.
Den lille, blinde Nordbagges susende Trav
Fører os afsted i den dybe, lange Grav.
Lyset knap kan brænde under skjærmende Haand,
Trindt om maa man føle sig for med en Vaand:
Trindt om færdes Drenge med Lynblikke, lig
Lurende Svartalfer med Lysets Børn i Krig.
Dybest i det indre der aabner sig en Vig,
Saa travlt et lille Værksted gjennem Hullet viser sig.
Der hugges og der skrabes, der gaar det lystigt til,
Hammeren slaar Takt til det støvende Spil,
Kullene gnistre, og Jærnet giver Ild.
Syklopen gjør en Bankoseddel venlig og mild. —
De lange, mørke Gange gjennemvandres paa ny,
Og Hjertet længes atter efter Dagskjærets Gry. —
Atter jeg forlader den nedsænkte By,
Atter maa til Oververdens Tummel jeg ty. —
Det var ej Herkulanum med dens fuldendte Kunst;
Det var en Plet af England med Taager og Dunst.
Fuldværd den er at skue, vist Nytten er stor,
Ej dog kan jeg elske den Aand, deri boer;
Op jeg maa fra Underverdens Drager og Kryb,
Op fra det kvælende, det feberkolde Dyb! —