Alkestis
Et græsk Sagn.
Et græsk Sagn.
I det thessaliske Land, hvor du skuer mod Vesten og Norden
Pindus’s takkede Fjæld og Olymps mangfoldige Toppe,
Sædet for Guder og Muser, og hele Jordskivens Midtpunkt,
Medens nedad mod Øst, mod ægæiske stormfulde Havsbred,
Sænker sig Tempes kløftede Dal, og utallige Marker,
Rige paa Korn og Skov af Oliven og duftende Figen, —
Hersked i Heltenes Old over Pherernes Stamme Admetos.
— Ikke han sad uden Hæder og Navn blandt de tappreste Konger,
Thi hans Ungdom var rig paa herlig berømmelig Idræt.
Med Meleager engang og den krigerske Mø Atalante,
Nestor, Kastor og Pollux han jog kalydoniske Vildsvin,
Som udspyede Ild og nedtraadte de herligste Marker.
Siden fulgte han med, da Jason i Spidsen for Hellas’
Tappreste Mænd over vildene Hav til Kolcherland foer paa
Argo, det skjønt tiltaklede Skib, og erobred det gyldne
Skind, og hin grumme Viv, den underskjønne Medea.
Ja, blandt Guderne selv han nød udødelig Hæder;
Thi da Phobos Apol, fordi han de snilde Kykloper
Harmopfyldt havde dræbt med de sikkert rammende Pile,
Var af Faderen Zeus fra Olympens Himmel forjaget,
Tog han venlig mod ham, og gav ham Oxne at vogte.
Derfor Admet var hædret af Mænd og evige Guder.
Herlig var han at see, naar han med den vidtstrakte Udsigt,
Hørende Bølgernes Drøn, som skylled mod Havbreddens Klipper,
Høit fra sin skinnende Borg med den dobbelte Egetræs Fløidør,
Medens han tømte i Mag den skjønt forarbeidede Vinskaal.
Inde ved Arnen, hvor Gulvet var dækt med prægtige Tæpper,
Sysled i Stilhed hans tugtige Viv, den ædle Alkestis,
Blaaøiet, hvidarmet, rank, som den blidt opskydende Palme:
Snart hun Purpurtraaden udspandt med de flittige Hænder,
Snart hun med kunstrige Naal baldyred hans Ungdoms Bedrifter.
Fader ved hende han var til blomstrende Sønner og Døttre,
Og hun elsked ham høit over Alt, selv elsket af Alle.
Høstens herlige Tid var forbi, og med sneehvide Fødder
Terner i vældige Trug havde presset de saftige Druer,
Gjemt den gjærede Vin i utallige kølige Krukker.
Men i Admetos’ Borg var taust, og ikke som forhen
Flød for Gjæster den perlende Most i blinkende Bægre;
Thi paa den velredte Seng med Fryndser af Guld og af Purpur
Hvilede Drotten henstrakt af ond, ulægelig Helsot.
Aften det var. Foran Leiets Forhøining den trofaste Hustru
Laa paa Knæ med de sorgfulde Smaa og henflød i Taarer.
See, da blinked et pludseligt Lys, og med sagte Susen
Stod i den dæmrende Hal Beskytteren Phobos Apollon,
Og med mildt bevægede Ord saalunde han talte:
„Døden, Admetos, var dig bestemt af Parcen, som styrer
„Guders og Menneskers Kaar med ubetvingelig Villie.
„Da til hende med Forbøn jeg gik; jeg priste dit Retsind
„Og din gjæstmilde Færd mod mig; nu det Budskab jeg bringer:
„Dersom Admetos er elsket saa høit i sit Fædrenerige,
„At en Anden for ham vil døe og nedstige til Hades,
„Skal han beholde sit Liv og længe herske i Landet!“
Saaledes talte den straalende Gud og forsvandt gjennem Luften.
Strax udgik der Bud til Alle i Landet, hvem Drotten
Havde gjort vel og i Ulykkens Dage som Fader beskjærmet;
Alle den bittre Lod bejamred, som trued Admetos,
Dog der fandtes ei Een, hvem det lysted til Frelse for ham at
Offre sit søde Liv og vandre til Skyggernes Rige.
Selv hans bedagede Fader og Moder nægted at skjenke
Ham det korte besværlige Liv, de havde tilbage.
See, da traadte Alkestis frem, hans tugtige Hustru,
Hun, som styred hans Huus og pryded hans natlige Leie,
Ned over Skulder og Barm de sorte Lokker sig løste,
Og hun Øiet slog op, som end var vædet af Taarer:
„Ikke spørges det skal i henrullende Sekler“, hun talte,
„At en Drot, saa hædret ved Mod, ved Manddom og Mildhed,
„Maatte i Døden gaae, fordi han lidet var elsket.
„Jeg, hans kaarede Viv, til hvem han beiled som Yngling,
„Fjernt i min Faders prægtige Borg med de vinrige Høie,
„Som omgikkes i Elskov ham tro, som fødte ham Sønner,
„Og hvem han stedse derfor har skjenket sømmelig Hæder,
„Jeg vil forlade den blomstrende Jord og bortvandre fra Solens
„Liflig straalende Lys, for Drotten at frelse fra Hades!“
— Derpaa hun gik til det bølgende Havs nedludende Strandbred
Steg i det kjølige Bad, for at vie sig Døden til Offer.
Pryded sig saa med sin festligste Dragt, som hun bar da engang hun
Under Strengenes Klang og Glands af blussende Fakler,
Gik til sit Bryllup med nedslagne Blik, den uskyldige Ungmø.
Ud af det indlagte Cedertræes Skab hun hentede Smykker,
Perler til Haaret og Ringe af Guld til de sneehvide Arme,
Myrrha og duftende Saft af de haveprydende Roser
Gød hun paa Pande og Bryst, og saaledes værdigen smykket,
Nærmed hun sig med langsomme Fjed det huslige Altar,
Knælede ned, og bad til den grumme Persephoneia.
Fulgt af Ternernes klagende Flok betraadte hun Tærsklen;
Favnede der sine Børn og sin Mand til høitidelig Afsked,
Hæved derpaa sin Røst og talte med lydelig Hulken:
„Da dit Liv, o min Drot, er mig mere dyrt end mit eget,
„Døer jeg gjerne for dig, skjøndt jeg staaer i min blomstrende Alder,
„Ei behøved jeg ensom at sidde som Enke i Borgen,
„Lettelig fandt jeg som anden Gemal en ædel Thessaler,
„Som mig kaared til Viv og omgikkes mig trolig i Elskov.
„Men ei Livet mig ønskeligt var, naar du Herre, forlod mig
„Og som Lam uden Vogter de Faderløse jeg skued,
„Savnende den, som lærte dem Piil og Kastespyd bruge,
„Tæmme den vælige Hest, og Fædrenes Guder at ære.
„Skammelig har dit Folk og din Fader og Moder forraadt dig,
„Vælgende Livet, endskjøndt langt mere Døden dem hædred.
„Ikke skulde da du din Fremtid ensom henlevet,
„Ikke seet dine Børn som moderløse opvore.
„Dog, da Guderne føied det saa, kun Eet du mig love, —
„At du min Kjærlighed kommer ihu og ei til de Spæde,
„Som jeg har elsket saa høit, indfører en Anden som Moder;
„Ak, thi en Stedmoder tidt er lig — den giftigste Drage.“
Saa hun talte; men Kongen udgjød mangfoldige Taarer,
Svor den helligste Ed, at som med ubrødelig Troskab
Her i Livet Alkestis, og alene hende han elsked,
Skulde og i sin Død hun kaldes hans eneste Hustru.
Derpaa de jamrende Børn hun overgav til Admetos,
Kyssed dem alle og ham tilsidst med Ømhed paa Munden,
Lagde paa Leiet sig ned, og ventede modig paa Døden.
Strax sprang Fløidøren op, og ind med slæbende Fodtrin
Dødens sorte Udsending skred og nærmed sig hende,
Lagde sin isnende Haand paa det hvælvede Bryst og paa Panden,
Og det yndige Liv forsvandt fra de blegnende Lemmer.
Gravmælet var opreist; ved Floden i Olielunden,
Prægtigt hæved det sig, af sneehvidt Marmor udhugget.
Derhen vandred hver Dag den bittert sørgende Konge,
Offred mangen en Lok af sit Haar til den elskede Hustru,
Mens i Borgen var taust og i Sorgdragt Alle sig klædte.
See, da vandred en Aftenstund en Mand imod Borgen,
Opad den bugtede Vei, mens blidt fremtindrende Stjerner
Kasted et dæmrende Lys over Floden og Olieskoven.
Sjælden saaes en Mand saa høi og kraftig som denne,
Vældig fra Issen frembrød det bustede Haar som et Tjørnkrat;
Hver en Muskel stod høi og fast som meislet af Stenen;
Over Skuldren til Benet ned ham en Løvehud dækked
Brandguul, med Hale og Mank, og en Kobberkølle hans Høire
Legende svang, som sædvanlige Mænd knap løfted fra Jorden,
Men af Aasyn han lignede mest en udødelig Guddom.
— Alt ved Borgen han stod, omringet af Tjenernes Skare,
Spurgte om Kongen var i sit Hjem, eller om i de fjerne
Skove han sendte sit Spyd for at fælde den streifende Raabuk,
Eller paa kantede Fjælde han jog høitklattrende Geder...
Selv Admetos kom til, og da Tjenerne vege tilside,
Kjendte hans sørgende Blik strax Ungdomsvennen Herakles.
Mildt omfavned han ham og ham bød velkommen at være.
— Ham nu spurgte med venlige Ord den høie Herakles:
„Dette du sige mig først, hvorfor du vandrer i Sorgdragt;
Thi ei sømmer det sig en Gjæst i Gammen at nyde
Hvilens og Maaltidets Lyst, før sømmelig først han udforsket
Har sin Gjæstevens Sind, og hvad lønlig tynger hans Hjerte.“
„Ei bekymre det dig,“ gjensvared Drotten Admetos,
„Nylig en Slægtning i fjerneste Led fra lydiske Kystland
„Kom til min velbygte Borg paa en bølgekløvende Snekke.
„Da betoges han brat af en vanheldbringende Sot, som
„Fjernt fra Hustru og elskede Børn ham sendte til Hades.
„Derfor vender jeg Blikket mod Jord og vandrer i Sorgdragt,
„Nu dog følge du mig til Hallen, hvor Maaltidet venter
„Og den kvægende Viin, og en Bænk for de modige Lemmer.“
— Da Herakles var steget af Bad og med Olie salvet,
Og havde Hungeren stilt med veltilberedede Retter,
Førte Kongen sin Gjæst til Sovekamret og lod ham
Bringe Skaalen med Viin og Krandse af duftende Roser,
Ønsked ham Søvnens styrkende Kraft og rolige Drømme.
Men ved Tærskelen stod en Tjener med kummerfuldt Aasyn.
Ham tiltalte med freidige Ord den høie Herakles:
„Hvorfor stander du stum i slidt nedhængende Sorgdragt?
„Fulgte du hid med den lydiske Gjæst, som er død her i Borgen?
„Livet er usselt for den, som kun gjemmer Tungsind i Hjertet;
„Døden er vis for kloge Mænd som for blomstrende Kvinder.
„Gaa! bekrands dig som jeg! drik mig til af et skummende Bæger,
„Og jeg vædder, hver Fold skal af din Pande forjages!“
Ham gjensvared med smertelig Røst den ydmyge Tjener:
„Ikke det sømmer sig her at skjemte og tømme den tunge
„Skaal med den brunlige Viin. Ei lydisk Gjæst har vi jordet,
„Fremmed var vel den Døde for dig, os var hun ei fremmed,
„Ligesaalidt som for diende Lam den kjærlige Moder,
„Som bevogter dets Skridt og med sin Melk det ernærer.
„Saadan var for os Alle Admets den herlige Hustru!“
— Saa han talte; men op fra Sædet Alciden sig hæved,
Slap den mægtige Skaal, som just til Læben han førte,
Saa at den funklende Viin paa Gulvet forsmaadelig spildtes.
„Dette jeg hører først nu, og Admet har ei Sandheden sagt mig, —
„Visselig mangen en Stund paa min vidtomflakkende Vandring
„Alt jeg Rygtet har hørt lovprise den ædle Alkestis,
„From, forstandig og skjøn som den rosenkindede Morgen;
„Dog ei mindre høiagte jeg maa den Ædle, som modtog
„Mig og beværted mig saa, skjøndt saa herlig en Viv han har mistet!“
Derpaa han skred af Kammeret ud og udenfor Borgen,
Hvor man skued det vinblaa Hav og de duftende Marker,
Som tilslørede laae i den tyst fremglidende Skumring,
Samt den sølvglindsende Flod, hvor i Olieskoven
Gravmælet skimtedes end af sneehvidt Marmor udhugget.
Her han dvæled, og talte i Løn til sit modige Hjerte: —
„Prøve, Herakles du maa, saasandt du er født som en Halvgud,
„Paa at forsone din Synd, at du, skjøndt uvidende, udgød
„Drikoffer her, og dig smykked med Krands af de festlige Roser.
„Skulde du vige i Daad for den thrakiske Sanger, som dristig
„Steg til Hades’s skumle Dyb, for at frelse sin Hustru
„Atter til Solens livsalige Lys og den huslige Arne?
„Vandre jeg vil til den stygiske Flod, som Charon beseiler,
„Kæmpe en Dyst med tretungede Hund, og prøve om ei den
„Vældige Kraft formaaer, hvad ei lykkedes Sangerens Toner.“
Saa han tænkte, og Helten forlod Palladset i Stilhed,
Vandred med Hast afsted til Underverdenens Nedgang. —
Kongen var gangen til Ro i det inderste Kammer; end sad han
Hos de forladte Børn, som inderlig længtes og spurgte
Efter den elskede Moder, og lig de bange Cicader
Klang den dæmpede Lyd af de Spædes klagende Stemmer
Ud i den ensomme Nat. Da hørtes mandige Fodtrin.
Undrende Drotten sprang op, og saae i den ensomme Nat ud.
Mørket blænded hans Syn. Hvo tør — saa tænkte han harmfuld,
Gjæste mit Slot i saa sildig en Stund og mig Uro forvolde?
See, da skjelned hans Blik en høi fremskridende Skabning:
Gjæstevennen Herakles det var, som nærmed sig Tærsklen, —
Ei alene; han førte ved Haand en tilsløret Kvinde.
Derpaa opløfted med Mildhed sin Røst den bolde Herakles:
„Ei var det Ret, o Drot! at dit Tab for mig du fordulgte,
Bød mig ind til dit Huus, skjøndt nys din elskede Viv paa
Dødsleiet laae og den nagende Sorg du ei har forvundet.
Ei vil jeg længer forstyrre din Ro. Nu drager paa Stand jeg
Bort at slynge min Kølle mod Thrakernes mægtige Konge.
Dog før jeg siger Farvel, du først en Bøn mig opfylde!
Denne rankvorne Jomfru, som her jeg fører ved Haanden,
Hvem som Seierens Pris jeg vandt i en drabelig Kampleg,
Beder jeg dig i dit Huus optage som hjælpende Terne,
Og bevare mig tro til engang jeg vender tilbage.“
Ham gjensvared med bævende Røst den Ædling Admetos:
„Ei af Mangel paa sømmelig Agt og Tiltro til Vennen
„Har jeg min Hustrues Død dig skjult, men for at du ikke
„Skulde af Sky for min Sorg til en anden Gjæsteven drage.
„Denne Kvinde dog beder jeg dig, o Herre, du føre
„Til en Anden blandt dem, som ved ægæiske Havsbred
„Boe i den velbygte Stad, og som talrige Hjorde besidde,
„Kunde jeg vel denne Mø uden Smerte syslende skue
„Her i Huset, hvor nys min blomstrende Hustru omvandred?
„Skulde hun færdes i Mændenes Lag? det sømmed sig ikke;
„Skulde hun boe i min Vivs de tomme Gemakker? det vakte
„Dadel blandt Pherernes Folk, og fornærmed den Afdødes Skygge.
„Derfor ved Phobos og Zeus, den skyforsamlende Hersker,
„Beder jeg dig, før bort fra mit Blik den tilslørede Jomfru, —
„Skjøndt med en underfuld Længsels Magt hun drager mig til sig,
„Thi af Høide og Væxt hun selsomt ligner Alkestis,
Saa at min Sorg fornyes og mit Øie fyldes med Taare.“
Med blidt fristende Røst da mælte Helten Herakles:
„Gid af evige Guder mig Magt var forundt til at føre
„Dig din høitelskede Viv tilbage fra Skyggernes Rige,
„At for din venlige Færd jeg værdigen kunde dig lønne
„Men da os dette er nægtet, den altudslettende Tid dog
„Lade du lindre din Sorg; den Døde lidet det baader,
„At du tilbringer dit Liv med umandige Klager. En anden
„Hustru du vælge paany, dig i kommende Aar at opmuntre:
„Nægt dog ikke min Bøn at beskjerme hiin tugtige Ungmø.“
Nølende kaldte Admet to alt sødtblundende Terner,
For den beslørede Mø til de fjerne Gemakker at føre.
Men da mælte igjen Herakles med bønlige Miner:
„Ikke saa, du min Drot, betro til Tjeneres Hænder
„Denne min Skat; Nei selv du hende til Tærskelen føre,
„See, jeg beder med milde Ord og dit Knæ jeg berører.“
Længe Kongen modstod. Han frygted det Løfte at krænke,
Han den blufærdige Mø Alkestis engang havde givet,
Frygted for Gudernes Hævn; dog tilsidst den levende Gjæst han
Føied, og rakte sin Haand til den tættilslørede Jomfru.
Da blev Herakles glad; som naar af sortladne Regnsky
Pludselig Solen gaaer frem og kaster i tusinde Straaler
Sit livsalige Lys, til Trøst for frygtsomme Hyrder
Over sødt duftende Eng: saa Heltens Aasyn opklartes,
Og med bevingede Ord han tiltalte den vaklende Høvding: —
„Tak, o ædleste Drot, at Vennen du Intet fornægter,
„Ikke dit Tag, dit Leie, og Vinens Purpur, og ei de
„Fede Bove af Lam, som det pheriske Kystland ernærer,
„Ikke hans ydmyge Bøn, skjøndt bittrest af Alt at opfylde.
„Nu saa beskyt da som Fader den tugtig ventende Ungmø,
„Aldrig hjembragtes en bedre Skat fra de rigeste Kyster
„Til en kongelig Borg, af gyldne Smykker og Perler.
„See dog paa hende ret, om hun virkelig ligner i Væxt og
„Anstand saa forunderlig din begrædte Alkestis,
„Hun som i Skjønhed og Dyd stod over helleniske Kvinder, ...
„Dette du sige mig end, — og din Sorg af Hjertet lad fare!“
Derpaa han traadte med hurtige Skridt, den gjæve Herakles
Hen til den bævende Mø, som rødmede stærkt gjennem Sløret.
Dette han dristig afrev, og see, da stod for Admetos
Mild og yndig med straalende Blik hans blomstrende Hustru.