P.L. Møller (1814–65)

Priis være Vandet, ja det klare Vand!

Dets Dyder ei vi her maae glemme, —

Dog ei fordi at man det drikke kan,

Og bade os deri her hjemme:

Nei, Viin som Drik vist præfereres bør,

Men Vandet saare megen Nytte gjør

        Derved at man

        Laver af Vand

En Damp, hvis Kraft kan drive Skibe.

Skjønt vifter Bøgeskoven i vort Hjem;

Hvo glemmer ikke Savn og Smerter,

Naar over Sundet Maanen glider frem,

Som Bro for Tanker og for Hjerter?

Paa Maaneskin man dog ei vandre kan,

Men Dampen trofast knytter Strand til Strand,

        Saa at hver Dag

        Kunne i Mag

Nu Haand og Mund med Hjertet følge.

Vi er som Brødre nu i samme By,

Og Øresundet er en Gade;

Naar Solen blinker fra den klare Sky,

De snævre Stuer vi forlade,

Naar Vandet paa Maskinen snurrer smukt,

Da standser Intet meer vor Længsels Flugt;

        Vi med vort Flag

        Hilse „Goddag!“

Og dampe over til hverandre.

Ja, Skaal for Dampens Aand, som Ven til Ven

Trygt bærer paa de mørke Vinger! —

Og dog, han er jo ret en flygtig Svend,

Som bort med Vindene sig svinger,

I svenske Piger med de Øine blaae,

O, lad os Eders Tanker tyde saa:

        Venskabet, som

        Med Dampen kom,