P.L. Møller (1814–65)

Cadix! ikke meer Halvmaanen staaer paa dine Spir og Kupler, —

Paaskesolens Morgenstraaler glimre kun paa Korsets Guld,

Christne Flag i Vinden vaie, hvor med tusind stolte Master

Langs den lange Alameda Floden glider høitidsfuld.

Festlig lyder Kirkens Orgel, Viraksskyer fylde Luften,

I det sidste Amen taber sig de unge Drenges Chor.

See! hist knæler Cadixstjernen, o, en Skjønhed uden Lige —

Nu hun reiser sig, — andægtig fæster Øiet hun mod Jord.

Øiet! — Marmorgulvet bæver, ramt af disse Lynildstraaler,

Hvilken rank og fyldig Blødhed, hvilken lille Englefod!

Hvilken Hals med barnlig Hvidhed bag den kjække sorte Fletning,

Hvilket bly Madonnahoved! hvilket fyrigt Ungdomsmod! —

Og andægtig Handsken drages af de fine Liliefingre, —

O, du lykkelige Vievand, hvori nu hun dypper dem!

Bag en Søile staaer en Ridder med Baret og Sværd og Kappe,

Dybt han Hattens Fjerbusk sænker, og han træder bøiet frem.

„Aldrig“, taler han, „o Donna, var jeg før saa stærkt fortryllet,

Saa beruust — af Andagt, fristet til paa Knæ at synke ned!

See mit Hjerte og min Ære, Sværd og Arm og Fremtidsdrømme,

Lægger jeg for Eders Fødder, Skjænk mig Eders Kjærlighed!“

„Misbrug ei, Hr. Ridder, disse Steder til vanhellig Tale,

Skaan min Dyd, og viid mit Hjerte alt forlængst er lovet bort!“

Derpaa hun sig fra ham vendte, og som Skyen skjuler Stjernen,

Trak hun for det hulde Aasyn hurtig Sløret tæt og sort.

„Eders Dyd, min skjønne Donna, staaer paa meget svage Fødder,

Naar den ved et Ord fra mine Læber kunde Skade faae.

Eders Elsker, hulde Donna, ei fortjente det at være,

Hvis blot flygtig at mistænke Jer han kunde falde paa.“

Men hun hørte kun det Halve, vifted ærbar med sin Vifte;

Dog han syntes, under Sløret lyned ikke Vredesild.

En vidunderstyg Duenna vakled efter. — Riddersmanden

Fulgte dristig. — Hvor den Skjønne har sit Hjem, han vide vil.

Fremad gaaer han og tilbage, sødtberuset, langsmed Huset,

Hvor bag viftende Gardiner skjuler sig hans Længsels Skat.

See, da falder en Jasmingren, — Haabets Tegn — med Blomst og Knopper,

Og han trykker den til Læben, og han — sov ei denne Nat.

Næste Dag derhen han vandrer, banker paa, — fra Døren hører

Han en Røst: „Ei, ei, Hr. Ridder, siig hvortil staaer Eders Sind?“

Og den arrige Duenna angst sig korser, da han siger:

„Før mig strax til Eders Herre!“ — og han træder dristig ind.

I en Krog sad Donna Strella — Cadixstjernen, og hun sendte

Ud af Vinduet Øiets Pile, bange for at møde hans.

Blomstervaser dufted mellem Ibenholts forgyldte Møbler,

I de store Speile straaled Herligheds og Rigdoms Glands.

Til den gamle corpulente Herre hist i Lænestolen,

Vendte Ridderen sin Tale: „Er I Husets Herre, siig?“

„Kongen iblandt Byens Kjøbmænd, Sancho Pablo de los Duros,

Velbekjendt paa alle Have, Husets Herre — det er mig!“

„Nu velan, Don Sancho Pablo de los Duros, jeg Jer hilser,

Spørger om I vil mig skjænke Eders hulde Datters Haand?“

Donna Strella skjælv og rødmed, atter sig Duenna korsed,

Husets Herre taug, som Slaget havde rørt hans Tungebaand.

Langt om længe han sig rømmed, og med værdig Mine talte:

„Først, Hr. Ridder, gad jeg vide, hvo mit Huus beæret har?“

„O, Don Pablo, ei Ubilligt fordrer I — jeg stedse hørte

Af min Amme, at fra Vuggen alt mit Navn Fernando var!“

„Don Fernando, vil jeg haabe.“ „Don Fernando, som Jer lyster,

Eller simpelvæk Fernando, — dertil veed jeg, har jeg Ret.“

„Som I vil, min Hr. Fernando, siig da, fra hvad Slægt I stammer,

Nævn mig Eders ædle Frænder, Eders Gods, — hvor ligger det?“

„Har min Fader eiet Godser, Tyvehaand dem vist har ranet.

Rang — jeg venter ei, før Kongen mig til sin Feltmarschal gjør!“

Atter sig Duenna korsed, men den skjønne Cadixstjerne,

Hendes Øines hulde Stjerner tindred mindre huldt end før.

„Ædle Don, jeg troer, I skjemter; siig dog,“ mældte nu Don Pablo,

„Hvad I har, hvorpaa I støtter Haabet om saa ædel Brud?“

Og Fernando svarte: „Denne — denne har jeg“, og som Lynet

Han en blank og sleben Klinge drog af Læderskeden ud.

„Hr. Fernando! det mig smerter — mældte atter nu Don Pablo,

„Alt min Datter har en Beiler, og hun er ham saare huld.

Vist I kjender Don Morisco, som har Godser i Granada,

Ogsaa han Kaarde bærer, men — men Skeden er af Guld!“

„Vel jeg kjender Don Morisco,“ saa Fernando tog til Orde,

„Og sit gyldne Sværd at maale med mig, vist han nægter ei, —

Ædle Don, jeg anbefaler mig, Levvel o skjønne Donna,“

Hastig sig Fernando bøied, og derpaa — han gik sin Vei.

Næste Dag Fernando mødte Don Morisco midt paa Gaden,

Løb saa ublidt ham paa Armen, at han nær var styrtet om. —

Don Morisco aldrig ynded Klammeri og Blod og Vaaben;

I den hele By var Ingen meer fredsommelig og from.

Dog, da Folket stimled sammen, og fra Vindver skjønne Damer

Saae paa ham og paa Fernando, — nødtes han at trække blank.

Og de lange Kaarder klirred, — men Fernando var hans Mester,

Snart et vældigt Stød han førte — i sit Blod Morisco sank.

Folket klapped ad Fernando, dog han rigtigst fandt, at flygte

Paa et Skib ombord i Havnen, og man saae ham ikke meer.

Men den Faldne kom tillive, blev forbunden, blev kureret,

Ak! hvor glæded sig Don Pablo! men hans Datter — ja hvad skeer?

Da han vel var restaureret, ægtede hun Don Morisco,

Kjedede sig overmaade i samfulde otte Aar;

„En af Helvedes Apostle,“ tidt han siger, „var Fernando,“ —

Dog for Donna Strellas Tanke lønlig end Fernando staaer. —

Paa en Foraarsdag Duenna styrter ind, og skriger: „Donna,

Donna! kom dog ned til Havnen, alle Folk forsamles der:

Munke, Riddere og Kjøbmænd, Haandværksfolk, Soldater, Bønder,

Damer, Drenge og Matroser, Byen heelt i Oprør er!“

Aandeløs nu Don Morisco hentede sin Svigerfader,

Tog sin Kone under Armen, og saa iled de derhen . . . .

Midt i Folkets Støi og Jubel, paa en prægtig smykket Ganger,

Rider en guldpandseret Kriger, fulgt af stolte Riddersmænd.

Fra hans Skjold og Kaardefæste tusind Diamanter straale

Klart i Solen — og fra Hjelmen underfulde Fjedres Pragt.

Men for Donna Strella drog han Kaarden af den gyldne Skede,

Hilsed ridderlig — hun segned: „Ak, Fernando!“ skreg hun svagt.

„Hil Fernando!“ jubled Folket, „Viva Spaniens Alexander!

Han, som med sit Sværd har høstet Kroner, Ære, Guld som Græs!

Han, som til vor Konge flere Kongeriger har erobret,

End han fordum eied Stæder — Hil Fernando de Cortez!“