Valdemar Adolph Thisted (1815–87)

Morgensolen havde overvundet Nattens Dunster, og kastede sine Straaler uhindret over det vide, i sin Mangfoldighed rige Landskab. Atmosphæren havde efterhaanden fortyndet sig; Taagerne havde forladt Kløfterne, og svævede i adspredte lette, hvide Smaaskyer hen over den blaa Himmel, hvor de lidt efter lidt tabte sig i de høiere Luftlag. Det var en herlig Sommermorgen efter en regnfuld Nat. Aarstiden var netop skredet saa vidt frem, at Naturen viste sig i sin høieste Fylde og Glands. Bjergsletterne havde iklædt sig deres friskeste Grønt; Fjeldurterne stode i fuld Blomsterpragt, og besvangrede den fine Luft med deres lette Aroma. Selv den kolde Klippe syntes at have iført sig en Høitidsdragt; thi hist og her overgroedes den af kraftige Slyngplanter, hist og her bølgede det lange Fjeldgræs frem af Revnerne; fra en og anden Skrænt, som Tilfældet havde begunstiget med et tyndt Jordlag, vaiede en vel vantreven, men dog grøn Busk ned over Dybet. Det var ganske stille i denne høie Region, hvor Menneskenes Tummel kun sjeldent og sparsomt høres, og hvor Mangelen paa Trævæxt holder Fuglenes vingede Chor borte. Den høitidelige Ro afbrødes alene ved Vaarbækkens Rislen, ved smaa Vandfald, som i zittrende Solstriber styrtede ned fra Fjeldskrænterne.

        Saa tom og forladt Naturen end er i denne Egn, er den dog meget tiltrækkende. Den er vel nøgen, men dog storartet, vel forvirret, men dog gribende. Klipperne ligge henkastede imellem hverandre, men levne dog Moder Natur hist og her en smal Jordstribe, hvor hun kan udbrede sit grønne, med Guld og Purpur baldyrede Teppe. I forunderlig vexlende Former danne de forvittrede Fjelde sig. Her peger Klippen ligesom med en udstrakt Kæmpefinger op mod det Blaa, hist bøier den sit mægtige Hoved fremad, ned mod Jorden, som om den var i Begreb med at styrte; her hæver den sig i Skikkelse af kæmpemæssige Bygninger fra en graa Oldtid, hist udvider den sig til lange takkede Mure, der ligesom synes bestemte til at indhegne en kostbar eller betydningsfuld Plet; hist og her viser Fjeldvæggen Indgangen til en Hule, som i dristige Buer fortaber sig i Bjergets ubekjendte Indre.

        Aander synes at have drevet deres Spil her, hvor der intet blivende Sted er for Mennesker, og isandhed, vi befinde os ogsaa indenfor Grændserne af en mægtig Aands Herredømme. Især denne Egn har Bjergets mægtige Herre valgt til sit Yndlingssted, naar han stundom, træt af at arbeide og af at herske i Jordens Indre besøger dens Overflade, for at aande athmosphærisk Luft og adspredes ved sublunariske Smaaligheder. Stilhed hersker der i denne Egn; thi den mægtige, den lunefulde Rübezahl udstrækker sin Arm over Fjelde og Kløfter.

        Umiddelbart op af en i Dybde uudgrundelig Kløft, som spalter Fjeldsletten, reiser sig næsten lodret en Klippemuur, oven paa hvilken optaarne sig Granitblokke af den anseeligste Størrelse, der rage høit op over Egnens øvrige Klippespidser. Fra den Side, der er modsat Skrænten, synes dette Klippeparti at være bestigeligt; fra det høie Standpunkt, det frembyder, seer Blikket ikke alene ud over de nærmere Bjergformer, men naaer ogsaa heelt ud over den sig i Terrasser nedsænkende Bjergkjæde, og overskuer i fjernt Perspektiv en Deel af Slettelandet. Intet kan tænkes yndigere og mere henrivende, end dette fjerne Billed. Forgrunden dannes af det vilde Bjergland selv i hele sin Mangfoldighed, Storhed og Adsplittelse; fjernere afmaler sig i klare, smilende Træk og i et lysende Grønt det flade Land med sine Landsbyer, sine Ruiner af Vagttaarne og enkeltliggende Gaarde, hvilke sidste for Øiet kun fremstille sig som smaa lysende Punkter. Den for slige Panoramaer fremmede Beskuer glemmer let, at han har et naturligt Landskab for Øie, og troer at staae foran et kunstigt Billed, skabt af en høi digterisk Fantasie, og gjengivet i lette, fine Træk af en kunstøvet Haand. Ved at opfatte den Ro, den Klarhed og Glands, som hviler over denne fjerne Verden, gribes man af en mægtig, uforklarlig Længsel efter at tilhøre den. Det er ei alene de fjerne blaa Bjerge, som formaae at vække denne uforklarlige, ubestemte Higen i Menneskehjertet, men ogsaa det idylliske Billed af Slettens rige, smilende Natur. Naar man seer ind i slig en Verden, geraader Følelsen i Kamp for at afkaste den Vished, at der, uagtet den lykkelige Ro og smilende Klarhed, dog hæfter saamegen Adsplittelse og Smuds ved den.

        Paa dette ophøiede Sted har Rübezahl sit Sæde, naar han skuer ud over sit Rige. Det høieste Klippelag omsvæves af en graalig Sky; maaskee er Skyen den Kappe, hvori Aanden indhyller sig for Menneskets uindviede Blik.

        Rübezahl hviler atter paa den Trone, som gjennem Aartusinder har staaet opreist for ham; kun eet Væsen synes at oplive denne storartede, vilde og øde Natur, og dette Væsen er han selv — Herren.

        Rübezahl har atter engang forladt Jordens Indre, for at see, hvorledes det staaer til paa dens frie luftige Overflade. Hvad der har foranlediget dette Besøg, kan alene udmidles ved Gisninger. Maaskee have Aanderne, hans Undersaatter, revolteret sig mod hans uindskrænkede Herredømme; maaskee har ogsaa han sporet konstitutionelle Bevægelser iblandt sine fra Arilds Tid ellers saa trofaste Gnomer. Aanden fornægter sig nemlig aldrig, den maa være ovenpaa eller nedenunder; den maa bevæge sig med vilkaarlig Frihed, eller —

        mirabile dictu

        — findes indespærret bag Laase og Slaaer, — fremad vil den, fremad!

        Rübezahl hviler i en tungsindig Stilling, det majestætiske Hoved støttet paa den vældige Haand; hans Øie skuer ud over den neden under ham liggende Verden. Men han seer intet; thi Blikket er mørkt og stirrende. Det er ikke vanskeligt at slutte sig til noget af det, som bevæger sig i hans Væsens Dyb. Han befinder sig atter paa et Sted, der maa vække mangfoldige Erindringer hos ham, ogsaa endeel vemodige. Han har stedse følt sig draget hen til Mennesket; han har med naiv Ubehjælpsomhed oftere spillet et Menneskes Rolle. Han har sporet mange velgjørende Følelser af disse Forbindelser med en forunderlig Slægt; men endnu oftere er han bleven grusomt skuffet. Og dog fristes hans bizarre, lunefulde Væsen idelig af Lyst til at lege Menneske. Han holder af at see sig selv anskueliggjort under bestemte sandselige Former; han finder Behag i at skaffe sig Bryderi med alle de Smaaligheder, hvoraf et Menneske er sammensat.

        Men det ærgrer ham, at han stedse er faldet ud af sin Rolle, at han stedse har maattet føle sin Ubehjælpsomhed, naar han optraadte under dette usle Døgnvæsens Skikkelse, som man har givet Navn af Menneske. Han grunder over, hvad der vel monne fattes ham for at kunne optræde imellem Menneskene under lige Betingelser, og uden at han stedse skal føle sig overlistet. I naiv Selvanskuelse troer han endelig at have opdaget, at hans Opdragelse i Grunden er skjændig forsømt, at hans propædeutiske Dannelse maa have høist væsentlige Mangler.

        Om han virkelig kan ønske sig til Lykke med det dybe Blik, han troer at have gjort i sig selv, er vanskeligt at bestemme, især da Rübezahl er bekjendt for at være en høist lunefuld Person, der stedse tænker, føler og handler efter flygtige, ubestemte Indskydelser. Rimeligviis har han kjedet sig i Underverdenen; Lunet har drevet ham op, og atter Lunet har nedsænket ham i en Række melankolske Betragtninger, har givet hans Øie hint mørke og stive Blik, hvormed han seer ud over vor skjønne og —

        sit venia verbo

        — muntre Verden.

        Rübezahl seer den ikke; han sukker dybt. Et uformodet Vindstød farer hen over Bjergene, opløser Vandfaldene i Støv, presser sig med hvinende Lyd gjennem Klipperifterne, og fortaber sig derpaa i Slettens uendelige vide Rum.

        Det samme Suk, eller det samme Vindpust rev Hatten af en Mand, der netop traadte ud af et lidet, beskedent Huus, — og kastede den i Øinene paa en aldrende Kone, som fulgte ham umiddelbart i Hælene, med den venstre Haand holdende fast i Mandens ene Kjoleskjød, hvilket hun en allant bearbeidede med Børsten, som hun holdt i den høire. Det lille beskedne Huus var Skolelærerboligen i Landsbyen Friedenau, beliggende lige ved Bjergkjædens Fod, netop en af de Byer, som tydeligst saaes fra Rübezahls Høie, hist oppe i Bjergene.

        Manden, der traadte ud af Døren, maatte være Skolemesteren selv, den fattige Skolemester; derom vidnede hans sorte, luvslidte Klædning, hans hvide Tørklæde med de langt nedhængende broderede Ender. Han var ikke ganske ung længer; hans ellers smukke, noget blege og magre Ansigt vidnede om et Liv, der ikke var uden Savn, der havde været kun altfor rigt paa Skuffelser, som efterhaanden havde lært ham at kvæle Tilliden til sig selv, og til sin gode Lykke.

        — Ei, Moder Brigitha, — yttrede den sortklædte Mand til Damen, der fulgte ham, idet han bukkede sig og tog sin Hat op, medens Damen selv, der nødtvungen ved Hattens uforskammede Indvirkning, havde maattet give slip paa Kjoleskjødet, bemægtigede sig sammes Tvillingbroder, og dygtig børstede løs paa det fornyede Klæde. — Ei, Moder Brigitha, I mishandler mig dog, som jeg ofte har sagt, ganske min gode Kjole, — min bedste, vilde jeg sige!

        Den unge Mand havde vendt sig, for med Forsigtighed at frigjøre sig af Moder Brigithas kjærlige Vold; han var altsaa vel inde i Forholdene til at han skulde prøve paa, med Magt at gjøre sig til Herre over sine Kjoleskjøder. Han greb om den Gamles Hænder, og tilintetgjorde ved en blid Anvendelse af sin overlegne Kraft, hendes velmeente Bestræbelser. — I er saare kleimodig, min Søn; — svarede Moder Brigitha; — I frygter ogsaa ved enhver mulig Ting stedse det Værste. Hvorfor skulde Kjolen ikke holde denne Dag endnu, efter at den har holdt i saa langsommelig Tid? Tvivler I paa, at Vorherre sætter Eder i Besiddelse af en ny Kjole, naar Eders nuværende ikke længer lader sig børste? — Jeg kan dog ikke sende Eder ud af Huset med Støv i alle Sømme, — tilmed paa Eders Bryllupsdag! Det er allerede galt nok, at I partout skal streife om paa denne Dag fra den tidligste Morgenstund, istedet for ærbart at sidde hjemme og tage mod Bryllupsskjænk fra Naboer og gode Venner, under altskens lærde og smukke Taksigelser.

        Den gode Matrone talte meget ivrigt. Hendes tynde, magre Person var i en næsten uafbrudt Bevægelse; hendes smaa glindrende Øine udtalte hendes Gemyts hele Ustadighed og sangvinske Livlighed.

        — Jeg forlader Eder kun ugjerne; — svarede den unge Mand; — men jeg føler mig tvungen dertil. Jeg skal imidlertid sørge for, at jeg er her tilbage igjen længe før Brudefølget indfinder sig. Hvor er Maria? —

        — Hvad veed jeg . . . ? — svarede Matronen, idet hun utaalmodig krusede det folderige hvide Forklæde mellem Fingrene: — I maa min Tro kun bryde Eder lidt om Maria, siden I kan forlade hende i slig en Stund. I har Hemmeligheder, Paulus! —

        — Hvad nytter det, — svarede Paulus med et underligt vemodigt Smiil, at jeg indvier Eder i min Hemmelighed? — Dog, I skal vide den, endskjøndt jeg havde ønsket, alene at lide under dens Tryk. —

        — Ret saa, min Søn! — opmuntrede den gamle Kone ham i nysgjerrig utaalmodig Tone, idet hun traadte ham nærmere og gav sig til at pille ved Halstørklædets Sløife og lange Flipper: — Ret saa; I vil gjøre vel mod Eder selv! —

        — I maa da vide, — begyndte Skolelæreren med et Suk: — at den rige Godseier i Tannen hinsides Bjergene for kort Tid siden havde givet mig et Vink om, at jeg muligviis kunde faae Kaldet i Langenfee, naar den gamle Præst sammesteds var nødt til at takke af. I kan tænke Eder, hvor lykkelig jeg blev. For et Par Dage siden hørte jeg, at den Gamle pludselig er død, og igaar fik jeg Bud fra min Patron om at møde hos ham i Formiddag. — — —

        — Ei, min Hr. Pastor! — afbrød Matronen ham med et Knix, paa hvilket hun strax lod følge en excentrisk Forundringsgebærde: — Min Gud! Og det siger I mig først nu! Og Maria veed intet derom, — det stakkels Barn . . . ! —

        Hun vendte sig og vaklede rask afsted hen imod Huset; men Paulus greb hendes Arm og bad hende blive.

        — Saa overiil Eder dog ikke! Veed I, hvad I gjør? — I maa vide, at jeg imidlertid har havt Anelser, der meget lade mig betvivle Muligheden af at jeg nogensinde bliver Pastor i Langenfee!

        — I er næsten værre end en Vantro — svarede den gamle Kone ærgerlig: — Seer I da ikke tydelig Guds Finger i denne Sag? Han lader den gamle Præst gaae ind til sin Herres Glæde netop nu, for at I og Maria ligesaa Brudeskatten kunne gaae ind i et sorgfrit Udkomme! —

        — Vorherre kjender sine Veie; — sukkede Paulus: — men jeg har saa godt som intet Haab om at blive velsignet med denne Lykke, eller med nogen anden lignende — føiede han til med sagtere Stemme.

        — Troe ikke det! — ivrede den Gamle, — og vedblev i trøstende Tone, da hun saae det modfaldne Udtryk i den tilkommende Svigersøns Ansigt: — Desuden, om I endog skulde blive nogle Aar endnu i Eders nuværende fattige Embed, var der dog ingen Ulykke skeet dermed. Skulde det skee, har jeg Udveie nok, maa I troe. Jeg forudseer, at alt vil gaae frem paa det bedste. I passer Eders Drenge; Maria kan undervise Byens Piger i altskens Færdigheder med Naalen, og jeg, — jeg spinder for Folk, — I kjender jo min Traad? — jeg laver Bryllupskager til hele Omegnen, — jeg vasker, stryger og bleger for de fornemme Folk vidt og bredt. — I skal see, at Mo’er Brigitha er hverken uden Hoved eller Hænder; jeg frygter saa Skam ikke for Fremtiden! —

        — Men, — vedblev den gamle Kone, medens hun geskjæftig løste og bandt sit Forklædebaand, løste og bandt det atter: — skynd Eder nu at komme afsted! Man kan dog aldrig vide, hvad der er En beskjært! —

        — Hvor er Maria? — spurgte Paulus nølende.

        — I Haven bag Huset. Jeg skal hilse hende fra Eder. — Nei, saa bi dog! — Han er allerede borte! — Unge Folk lære dog aldrig, hvor kostbar Tiden er! — Pastor i Langenfee! — Fru Pastorinde! — Ja, ja! — Jeg seer dem! — —

        Matronen forsvandt i Huusdøren.

        Men Paulus vandrede imidlertid ned gjennem den bedækkede Gang langs Hækken, med foldede Arme og sænket Hoved. Han bemærkede ikke sin Forlovede, førend han stod hende ganske nær, alene adskilt fra hende ved det gjennemsigtige Løvhang.

        Maria stod ubevægelig og drømmende midt i den af hende selv skabte Blomsterverden. Hendes Øie hvilede tankefuldt paa et rankt og frodigt Myrthetræ, som hun holdt i de smukke Hænder. I de klare, rene Træk afspeilede sig et uskyldigt og eenfoldigt Gemyts umiddelbare Ro, i Blikket en dyb Sjæls lykkelige Hvile i sig selv, en inderlig Kjærligheds stille, men mægtige Liv. Øiet er blaat, Huden lysende hvid, Haaret blondt og lokket; en simpel hvid Kjole fremhæver hendes ranke, jomfruelige Skikkelse. — Det er Marias Bryllupsdag!

        Paulus betragtede hende en Stund, medens hun tankeløs i statueagtig Ro stod hensjunken i det lille Træes Beskuelse. Endelig traadte han frem fra Løvets Skjul, og nævnede hende ved Navn.

        Den unge Pige vendte sig langsomt om mod den Kommende; det var ligesom et Solglimt opklarede det rolige, blege Ansigt, hvori ingen Lidenskab endnu havde ristet sine Runer.

        — Paulus, er det Dig? —

        Paulus trykkede et let Kys paa hendes hvide Pande, og greb hendes Haand, idet han bevæget sagde:

        — Maria! Gud velsigne Dig paa denne Din Høitidsdag! —

        — Han vil velsigne mig i Dig, nu og altid. —

        Brud og Brudgom vexlede et Blik, der ligesom satte Seglet paa dette Ønske, denne Fortrøstning; det vidnede ikke om den Kjærlighed der fortærer og byder, men om den, der opvarmer og levendegjør for Tid og Evighed.

        — Du var tankefuld; hvad tænkte Du paa? — spurgte Paulus.

        — Jeg tænkte paa min tilbagelagte Ungdom; jeg tænkte paa en Fremtid, hvis Støtter Du skal blive; — jeg tænkte paa — ak, Paulus! — paa denne Dags Lykke, der skal sætte Grændseskjellet mellem min fattige Fortid og min rige Fremtid. —

        — Og Myrthen var det ledende Middel for din Tanke? —

        — Myrthen syntes ligesom at fortælle mig en lang og tro Historie om de sidste syv Aar af mit Liv, at gjøre mig Regnskab for alle de Begivenheder, som indeholdes i hele vor Forlovelsestid. Erindrer Du Paulus, da Du bragte mig Myrthen? Du ledsagede Din Foræring med Ord, som jeg bevarede dybt i mit Hjerte: — Af denne Myrthe skulde min Brudekrands bindes, hvis Gud vilde give Planten og vor Lykke Fremkomst. — Den var kun et lille Skud, da jeg modtog den, og med Brudekrandsen havde det lange Udsigter. Min Hu var knyttet til det lille Træ, — Du havde jo givet mig det, — og vor Fremtid var, saa at sige, i samme Grad knyttet dertil. Jeg iagttog dets Opvæxt Maaned for Maaned og Aar for Aar. Frodig skjød det frem, og udbredte sig med Smaagrene til alle Sider. Men til hvert nyt Skud, til hver lille Green knytter sig en eller anden lille Begivenhed af mit stille Liv; ved at betragte Træet kan jeg ligesom læse mig til alt, uafbrudt forfølge Traaden i al min Glæde og Sorg, fra den Tid af at jeg lovede at tænke paa Dig alene. —

        — Seer Du, hvor stor og frodig den lille Myrtheqvist er bleven! Nu er det Øieblik kommen, som Du dengang saa kjærligt henpegede til. Du har plantet Træet, Paulus, Du skal skjære det af! Jeg selv prøvede derpaa; men mit Hjerte bankede saa voldsomt, da jeg satte Kniven paa Stammen, og min Haand kom til at skjælve. Det er maaskee Barnagtighed; men Paulus, — der ligger dog syv lange Aar og to Menneskers Historie skjult i dette Planteliv. Kom, vi ville sætte os; Du afskjærer Kvistene, og jeg binder Krandsen! —

        I Pigens rolige, milde Bevægelser, i hendes udtryksfulde, men kun lidet foranderlige Minespil, i de med blød og langsom Stemme udtalte Ord, endelig i hendes stille, stadige Syslen, da hun ved Paulus’s Side dannede sit Væsens sande Symbol af de i hendes Skjød liggende grønne Kviste, laa der noget velgjørende og forsonende, som i ethvert Bryst maatte have vakt Glæde over Livet og den ofte miskjendte Menneskenatur.

        — Ja, Myrthen har havt Fremvæxt; — yttrede Paulus efter en længere Pause, hvori han forgjæves havde ledt om Ord: — men — vor Lykke desværre ikke. Maria, gruer Du ikke for en Fremtid, tilbragt i Fattigdom og Savn? Har Du betænkt, hvad jeg har at byde Dig? —

        — Hvad Du har at byde mig? — Jo, jeg veed det: Du har budet mig Alt, hvad Du har: Er da ikke Alt uendelig meget? Fattige ville vi vel blive, savne ville vi vel ogsaa nu og da; men vi ville dele vor Fattigdom, og hjelpe hinanden at bære vore Savn. Jeg har bragt alt sligt ind i Beregningen over min Fremtidslykke, og faaer endda et stort Overskud. — Tro mig, Paulus, vi blive ikke saa fattige, som Verden vil troe! —

        Brudgommens Ansigt opklaredes; han greb hendes Haand og holdt den længe og fast indsluttet i begge sine.

        Men han erindrede nu at han maatte gaae; han reiste sig.

        — Gaa med Gud, min Brudgom, — var Marias Afsked, idet hun rakte ham Kinden til Kys: — Du vil ikke glemme, at der er En, der længes efter Dig! —

        Paulus fjernede sig ilsomt, saae sig ved Enden af Havegangen endnu engang om, og forsvandt.

        Men Maria smilede stille uden at see op fra Skjødet; med let og omhyggelig Haand ordnede hun Kvist ved Kvist i den Krands, der sidste Gang skulde smykke hendes jomfruelige Lokker.

        Paulus skred rask fremad Stien, der i uregelmæssige, vide Bugter efterhaanden hævede ham over Sletten, og ledede ham gjennem Bjergenes Kløfter op mod Passet, der fører ned mod de hinsides

        liggende Dale, mod det forjættede Langenfee, og Herresædet Tannenberg, hvor den ydmyge Kandidats fornemme Patron boede.

        Sammenkomsten med Maria havde opmuntret den lidettroende Sollicitant; men ligefuldt vare hans Tanker beskyggede.

        Ofte var han bleven skuffet; ofte nok havde Skjæbnen og Verden tilrettesat ham paa en Maade, der maatte gjøre hans naturlige Beskedenhed og Ydmyghed til en total Kleinmodighed, og give ham Mistillid til egne Kræfter. Han frygtede alt, og haabede intet. Snarere Tilfældet end hans eget Ønske havde kastet ham ind i en Skolelærers Stilling; han maatte have Brød, og det var allerede i hine Tider vanskeligt nok for unge Lærde uden høie Velyndere at opnaae passende Ansættelser. Paulus Mæding hørte desuden til de Karakterer, der kun i ringe Grad forstaae at gjøre endogsaa billige Fordringer gjeldende, og som næsten uden Modstand lade sig støde tilbage i Forglemmelsens Mørke.

        Under disse Omstændigheder havde han aldrig tænkt paa at gifte sig, førend Nødvendigheden gjorde ham det til en næsten uomgjængelig Pligt. Syvaarskrigen rasede i Tydskland. Hans Forlovedes Fader, en underordnet Forster, havde af indre Kald fulgt det almindelige Opraab til Landets Værn, og saaledes betalt sin Gjeld til Fædrelandet med sit Liv. Under de herskende forvirrede Forhold tænkte ingen paa hans hjelpeløse Enke. Uagtet alle sine Færdigheder, al sin rastløse Virksomhed og sine sangvinske Forhaabninger formaaede Moder Brigitha dog ikke at skaffe sig og Datteren Brødet. Paulus havde hentet dem over til sig for at dele sine egne sparsomme Kaar med dem, — og saaledes var han, før han vidste det, bleven Brudgom og Familieforsørger.

        Den raske Gang, de herlige Omgivelser, hvori Ynde og Simpelhed uafbrudt afvexlede med Storhed og Pragt, Bjergsletternes glimrende Grønt og friske Duft, den lyse, glandsfulde Himmel og den styrkende Bjergluft havde lidt efter lidt farvet Kandidatens Kinder med en frisk og livlig Rødme. Ogsaa hans Hjerte bankede friere, endskjøndt en kun halv forstaaet Følelse tilhviskede ham, at hans Gang vilde være forgjæves. Mandens naturlige Kraft, Mod og Værdighed begyndte at træde frem af Taagen og Mørket i hans Indre. Han besluttede at kvæle enhver svag Ængstlighed, enhver nedværdigende Ydmyghed, og træde frem for Patronen som et Menneske, der er sig sit Liv og sin Bestemmelse kraftig bevidst.

        Da han havde taget denne Beslutning, blev hans Trin uvilkaarlig fastere; hans Hoved hævede sig, og hans Øie udsendte klare, trøstende Blik.

        Alt som han steg opad gjennem Kløfterne og Granskovene, bestyrkedes dette Forsæt i hans Sjæl; hans Holdning, Gang og Blik bleve stedse freidigere. Da Stien kulminerede, kulminerede ogsaa hans Mod og Freidighed. Fra Passet kunde han oversee en Deel af den flade Egn, hvor hans Bestemmelsessted var beliggende. En vis underlig Bevægelse rørte sig i hans Indre ved denne foreløbige Hilsen; men han vendte Øiet rask bort, og skred med stadige og hastige Skridt nedad. Dog efterhaanden sagtnedes hans Trin. Han begyndte at maale Veien, at beregne Afstanden, og kunde tilsidst ikke skjule for sig selv, at hans friske og frie Mod gik ned ad Bakke ligesom han selv. Inden han havde naaet Forbjergene, som løbe ud i Sletten, var han i Mod og mandig Uforsagthed den samme Symper, som han altid havde været; inden han havde naaet Landsbyens første Huse, havde han dertil endogsaa kastet sin sædvanlige knappe Ballast af Selvtillid og Fasthed over Bord. Med Tyvepunds-Lodder ved Fødderne listede han sig igjennem Byen; med bankende Hjerte, besværet Aandedrag og sky nedslagne Øine betraadte han Herregaarden.

        Herskabets Vogn holdt forspændt for Døren; den høivelbaarne Mand var altsaa i Begreb med at kjøre ud. Et Glimt af Lys foer gjennem Sollicitantens mørke Sjæl; han saae endnu een Udvei til Frelse, uden ganske at bryde overtvært med sin mandige Fasthed. Det forekom ham som om han havde en glimrende Idee. — —

        Han var i Begreb med at vende om, da en anseelig Dame viste sig i den aabne Dør. Hun var lidet over de bedste Aar, hendes Skjønhed var unægtelig noget overmoden, hendes Figur var vistnok noget for trivelig; men hendes Person savnede iøvrigt ikke en vis fyldig Friskhed, en vis imponerende Karakteer; hendes mørkebrune Øine havde endnu ikke mistet deres Glands, hendes Kinder deres lokkende Rødme.

        Med mere end tydelig Stemme lod hun „Hr. Mæding“ vide, at Herren var hjemme, og ledsagede sine Ord med de venligste Smiil og meest indbydende Blik, idet hun førte den hartad bedøvede Kandidat ind i — sit eget Værelse, for at, som hun sagde, „Hr. Mæding“ ved en Smule Kage, Frugt og Viin kunde løse Tungen fra den støvede Gane, inden han traadte ind til den naadige Herre for at tale sin Sag. Paulus var i Sirenens Vold; med Hjerteangst fortærede han de tilbudte Lækkerier i rundelige Portioner, uden at smage noget, hørte ikke de venskabelige Ord, forstod ikke de halv skjulte Hentydninger, saae ikke de smidskende Gebærder.

        Han kom ikke til sig selv igjen, førend han, af Mademoiselle Rosalie skudt ind gjennem den til hendes Værelse stødende Kabinetsdør, stod foran den frygtelige Kaldsherre, — — — —

        — — der, kastet tilbage i en vid, udstoppet Lænestol, under megen Pusten og med megen Besvær var i Begreb med

        „hochselbsthändig“

        at trække en rigt galoneret Støvle paa.

        Ved Paulus’s Indtrædelse lod han Benet falde og reiste sig fra sin nedladende Beskjæftigelse, med gloende rødt Ansigt, kastende et stift, intetsigende Blik paa den Indtrædende.

        — Hvem er han? — spurgte han med oppustede Kjæver.

        — Ah, — vedblev han, da han i det samme over Kandidatens Skulder opfangede et Glimt af Mademoiselle Rosalies Ansigt, førend det trak sig tilbage gjennem Døren, der med Lempe lukkedes: — Ah, nu kjender jeg ham! Han pardonerer, at han finder mig sysselsat med mit Toilette; jeg er overmaade presseret, og skal strax kjøre ud. — Dog, — vedblev han med et indbydende Smiil, der skulde udtrykke en høi Grad af nedladende Velvillie: — dog giver jeg ham Permission til at fremsætte og proponere sit Ærinde, min gode Monsør — — — min gode Monsieur — —

        Og det andet Been gik tilveirs med den anden Støvle; den store Mands Overdeel forsvandt atter i Lænestolens Puder.

        Kandidaten begyndte at stamme.

        — Bevares! — vedblev Tydskeren, idet han atter viste sit Fuldmaaneansigt: — Jeg admirerer hans udsøgte og modeste Talemaader. Han skal have Kaldet i Langenfee! —

        I Paulus gav det et Sæt; han foer iveiret med et vel ikke talende, men dog veltalende Udraab.

        Kammertjeneren traadte ind med den bremmede Kjole. Herren gav ham et Vink at fjerne sig, og stak egenhændig Armen i det ene Ærme, medens han vedblev:

        — Jovist, han kan vel begaae sig deri; 700 Thaler ere ikke fundne paa Gaden, og kunne vel soutenere en Huusholdning under en god Huusmoders Hænder. Apropos, jeg gratulerer og lykønsker ham til hans exquisite Smag i denne Henseende: Mademoiselle Rosalie er i Besiddelse af altskens skjønne, baade nyttige og behagelige Kvaliteter, som ville komme ham vel tilpas. Hun er ligesom af Naturen destineret til Præstekone. Jeg ønsker, at han maa prosperere saavel med Kaldet, som med Konen. —

        Og Hs. Høivelbaarenhed trak i det andet Ærme. Men Paulus var som lynslagen. Hans for et Øieblik siden af glædelig Overraskelse høirøde Kinder vare blevne liigblege. Skrækken og Harmen gave for et Øieblik hans Tunge Bevægelighed, og han yttrede med bævende Stemme:

        — Jeg tillader mig, ydmygeligst at bemærke, at der intetsomhelst Forhold bestaaer mellem mig og den høiagtede Jomfru Rosalie.

        — Ah, jeg forstaaer ham; — svarede Patronen halv bortvendt, idet han trak i Mansketterne: — han vil exkusere sig. Det gjør

        han vel i, og jeg lover ham at see igjennem Fingre med det som passerede i Regard af det næstpaafølgende.

        — Intet er passeret imellem os, Deres Høivelbaarenhed, — og intet skal passere! — svarede Paulus ivrig, da Vreden gav hans forsagte Væsen en usædvanlig Dosis Heftighed.

        Den ædelbaarne Herre stod endnu halv bortvendt og legede med den kostbare Tabatiere, idet han skjødesløst yttrede:

        — Hvis jeg forstaaer ham ret, nærer han nogen Frygt for Udstyret, Mademoiselle Rosalie er ikke blottet; hans Opinion er aldeles falsk. —

        — 700 gode Gylden i gamle Kroner! — lød det i Ryggen paa Paulus gjennem Dørsprækken.

        — Jeg selv vil ingenlunde forglemme ni Aars tro Tjeneste, læg han sig det paa Sinde! — vedblev Kaldsherren.

        Paulus var stillet imellem en dobbelt Ild, angreben baade i Ryggen og i Fronten. Han indsaae vel det fortvivlede i sin Stilling, og ønskede sig blot vel derfra, endskjøndt han kun med Bitterhed i Hjertet ganske kunde opgive sine Forhaabninger.

        — Jeg maa da, for at ende vor Samtale, sige Deres Høivelbaarenhed, at jeg er forlovet, — — —

        — Nok, nok! — raabte Patronen: — Jeg nærer ikke den Ambition at blive hans Konfident; det er nok, at han tilstaaer. En Forbindelse i Tugt og Ære kan vel pardonneres, naar man bliver istand til at forsørge sin

        bien-aimée. Tag han kun Mademoisellen og Kaldet; det skal glæde mig at see ham lykkelig! —

        — Uldent og Linned i Kiste og Skuffe; Huusgeraad ude og inde! — lød den hviskende Stemme i Ryggen paa Kandidaten.

        Han var bragt Fortvivlelsen nær; han slog Hænderne sammen og traadte den korpulente Herre et Skridt nærmere.

        — Alt godt, alt godt! — talte denne tilbagevigende, førend Paulus kunde komme tilorde: — Jeg er persuaderet om hans Taknemlighed. Jeg gav ugjerne en Anden Kaldet; jeg har nu engang fattet Godhed for ham, især paa Demoiselle Rosalies Intercession. Det er, for at tale kuriøst og skjønsomt, ligesom hende, der giver Kaldet bort. —

        — Tilligemed 700 gode Gylden, Uldent og Linned, Huusgeraad ude og inde, og fem mecklenborgske Racekøer; — De elsker hende dog bestemt? — hviskede Stemmen bag Paulus i halv bønlig Tone.

        Da brast Taalmodigheden for den arme Sollicitant. Alt Haab var ude; det viste sig kun altfor tydelig, at Kaldet ene var en Accidens ved Jomfru Rosalies Person. Harme, Skuffelse og Ydmygelse gjærede i ham; en Explosion var uundgaaelig:

        — Saa behold De baade Jomfru Rosalie og hendes Kald, siden de ikke kunne skilles ad! — raabte han i en for hans Gemyt usædvanlig Affekt, lod den diplomatiske Kaldsherre ene med sin Forbauselse, og ilede ud af Værelset.

        Men hinsides den paa Klem aabnede Dør knælede Jomfru Rosalie, med Øiet op mod Sprækken. Den med Heftighed opstødte Dør kastede hende overende; den ulykkelige Sollicitant undgik med Nød og Neppe at rives med i Faldet. Over den virkelig eller forstilt besvimede Dame styrtede han ud gjennem det jomfruelige Allerhelligste, den eneste Udgang, han kjendte, og søgte det Fri.

        Med Stormskridt forlod han Herresædet og Landsbyen. Et usædvanlig kraftigt Liv havde nu virkelig gjennemstrømmet ham; men dette Liv var Smertens. Byrden bar han ikke længer i Benene, men i Hjertet, og derfor gik det rask fremad over Stok og Steen. Men Livsaanderne begyndte snart at beroliges, eller rettere, at slappes; den uvante Energi kunde ikke længe vare ved, og maatte i et Gemyt som hans afløses af den dybeste Nedslagenhed. Før havde alt viist sig for ham i graat; nu viste det sig i sorte Farver. Før havde han seet sin Fremtid belyst af et Slags dæmrende Lys; nu laa den begravet i et fuldkomment Mørke. Før havde han dog troet paa et i hans Sjæls lunligste Vraa hvilende ubestemt Haab; nu var Pladsen øde og tom, og han havde intet andet at nedlægge

        i det tomme Rum, end Fortvivlelsen. Men heller ikke til at fortvivle havde han Kraft nok.

        Han forlod den sig op gjennem Kløften bugtende Vei, og satte sig afsides paa et nedrullet Klippestykke, med Hænderne for Øinene. Hvor længe han havde siddet, hvad han egentlig havde grublet over, vidste han vel neppe, da han atter hævede Hovedet.

        En midaldrende Mand af et underligt Udseende stod for ham. Han var udrustet som en af hine Fodvandrere, der for Lyst gjennemstreife Bjergene med en let Bagage og et let Sind. Hans Klædning bestod i en Støvfrakke og en bredskygget Hue; paa Ryggen bar han en let Randsel, i Haanden en Knortestav, ved Beltet en rummelig Reisetaske og en liden Hammer, sandsynligviis bestemt til at afhugge Kanter af alleslags Steenarter og Ertser. Paa Næsen havde han et Par vidunderlig store Briller. Med denne Mandens Udrustning kontrasterede paa en overraskende Maade hans egentlige Personlighed. Han var lav og undersætsig, af en uhyre Brede og Knokkelbygning, forenet med et anseeligt Embonpoint. Hans Arme vare meget lange, og hans Been meget korte; det ene Been var desuden vel et halvt Kvarteer kortere end det andet. Hvorledes denne Skikkelse kunde optræde under Karakteer af Fodgjænger, af Tourist, var visselig ubegribeligt. Mandens temmelig store Hoved var bedækket af et stærkt børstet Haar; hans grove Ansigt bar paa samme Tid Præget af Eenfoldighed og Godmodighed, som det udtrykte en vis skjult Spot, et Lune, der ikke var at stole paa, og en Dybskab, som under givne Betingelser let lod sig vække. I hans Blik laa der noget ustadigt og flammende, noget ubestemmeligt, som gjorde, at man ikke vovede at fixe det.

        — Det er en daarlig Vandringsmand, der sætter sig til Hvile saa tidlig paa Dagen. Kom Kammerad, lad os følges ad; en lystig Passiar paa en Landevei har altid gaaet mig over alt. —

        — Lystig Passiar! — gjentog Paulus, idet han langsomt reiste sig: — da har I henvendt Eder til den urette. — Men følges ad kunne vi jo, — tilføiede han med et Blik paa Touristens halte Been: — hvis I ikke gaaer mig for langsomt. —

        — Det har vel ingen Nød — svarede den Fremmede med en Latter, som ikke behagede Paulus.

        Imidlertid udviklede Kammeraten dog noget saa forunderlig tiltrækkende, at den modfaldne Kandidat, førend han selv vidste det, havde gjort ham fortrolig med alle de Sorger, han leed under. Ordene tvang sig uimodstaaeligt frem paa hans Læber, og Hjertet blev let derved. —

        — I har baaret Eder galt ad med at sikre Eder Præstekald, min Ven, — sagde endelig den Fremmede: — I skulde itide have søgt en Informatorpost hos et Herskab, som til Belønning for nogle Aars nyttige Tjeneste kunde have forsørget Eder. Det forekommer mig, som om det ikke er for silde endnu. Ønsker I det, vil jeg gjerne tjene Eder; jeg er ikke ganske uden Indflydelse i denne Egn. —.

        Paulus betragtede den Talende. Et underligt Smiil spillede om den Fremmedes Læber.

        Men den gamle Kandidat, der var i Begreb med at træde for Brudeskamlen, fandt ingen Anvendelse for dette Raad og kunde ikke benytte den tilbudte Protection.

        Om denne Gjenstand dreiede Talen sig i længere Tid. Men uagtet al den Interesse, Paulus fandt i sin Kammerad, blev han dog efterhaanden ret uhyggelig tilmode i hans Selskab. Den Omstændighed, at Touristen, uagtet han kun havde halvandet Been, med Lethed holdt Skridt med den raske Fodgjænger, var i sig selv foruroligende nok. Ofte forekom det Paulus, som om hans Ledsager gled hen over Jorden, som om han med Stokken mellem Benene svævede frem uden at berøre Veien; men saa ofte han saae nærmere til, for at undersøge, hvorledes det egentlig forholdt sig, viste det sig, som rimeligt var, at det kun var en taabelig Skuffelse.

        — Kan De see Taarnene af Schmiedeburg hist ude? — spurgte den Fremmede engang efter en længere Pause.

        — Nei, jeg seer intet. —

        — De kan laane mine Briller; maaskee de passe til Deres Øine. —

        Paulus holdt Brillerne for Øinene; men foer strax igjen tilbage med et dæmpet Udraab. Han saae ikke gjennem Glassene, men stirrede ind i to Speilflader, af hvilke den ene fremviste ham Jomfru Rosalies forhadte Billed, den anden det yndige Billed af hans elskede Maria.

        Stum gav han Brillerne tilbage.

        Den Fremmede trak sin Tobaksdaase frem og tog sig med betænksom Mine en Priis.

        — Snuser De? — spurgte han Paulus.

        — Nei, jeg gjør ikke, — svarede denne. Men i samme Øieblik fore hans Fingre ned i den frembudte Tobaksdaase og toge en forsvarlig Dosis. Han holdt et glindsende, gyldent Støv mellem Fingrene. Da han saae nærere til, bemærkede han, hvorledes Partiklerne bevægede sig mellem hans Fingerspidser i en rastløs Hvirvel, og førend han fik ret Tid til at undre sig, laa der et blankt Guldstykke i hans Haand.

        Her kunde ingen Skuffelse finde Sted. Den uhyggelige Fremmede maatte være enten den Onde selv, eller hans betroede Fuldmægtig. Den arme Kandidat korsede sig, og skottede angst til sin farlige Ledsager.

        Det samme Spil med Daasen gjentoges ofte. Hvergang den Fremmede rakte Daasen frem, fore Kandidatens Fingre uimodstaaeligt deri, og hvergang blev han et Guldstykke rigere.

        Men den Fremmede selv lod som ingen Ting; han snakkede om Veir og Vind, og opførte sig forresten høist adstadig og ærbart.

        Paulus blev stedse mere ilde tilmode. En Vogn kom rask rullende bag ved dem. Paulus vendte sig, og saae til sin Ærgrelse, at Equipagen var hans falske Velynders, og at denne høie Person selv befandt sig paa Vognen. Kudsken knaldede, for at Fodgjængerne skulde gaae tilside. Paulus vilde adlyde; men hans Ledsager greb ham i Skulderen og tvang ham til at blive gaaende i Vognsporet. Kudsken knaldede atter, og raabte Vandringsmændene an. Paulus vilde springe tilside; men strax havde den Fremmede atter fat i hans Skulder, idet han yttrede:

        — Hestene have fire Been; De har to, og jeg kun halvandet, det er billigt, at Hestene gaae afveien.

        Paulus skjælvede af Frygt. Ved Siden af sig havde han en Mørkets Gesandt, og bag sig et Par fnysende Heste. Allerede mærkede han deres varme, dampende Aande i sin Nakke.

        Da raabte Herren selv ud af Vognen: — Afveien, eller vi kjøre til! —

        — Lad ham kjøre! — hviskede den Fremmede idet han klemte Paulus’s Arm.

        Det sortnede for hans Øine. Som ved et Lynglimt saae han de vilde, steilende Heste fare frem over sig; han iagttog ligesom igjennem en Taage, hvorledes den Fremmede udvidede sig og reiste sig til en frygtelig, truende Skikkelse; han hørte et rædsomt Brag — og tabte Bevidstheden.

        Da han atter kom til sig selv, fandt han sig liggende paa en Steen-Leibænk, i et Rum, hvis Karakteer og Udstrekning han i de første Øieblikke forgjæves søgte at fatte. Han reiste sig endelig, gned tilsavns Øinene, og maalte sine Omgivelser. Han befandt sig i en uhyre, uregelmæssig bygget eller snarere udhugget Hvælving med vældige Pillarer, og dristig buede Hvælvinger, der gjennem adspredte Aabninger af ulige Størrelse og Form indlode et sparsomt Dagslys, hvilket snarere tjente til at fremhæve det umaadelige, fantastiske og uhyggelige ved Rummet, end til at fremstille det i sin sande Forhold og sin virkelige Karakteer.

        Han fik ikke lang Tid til at orientere sig; thi ligesom fremvoxet af Hallens Klippegulv stod en Skikkelse for ham, der paa

        samme Tid bragte hans Hjerte til at bæve, som den gav ham en klar og fuld Oplysning om, hvor han befandt sig.

        Bjergets Herre stod foran ham!

        Men det var ikke længer den ubehjælpelige, næsten snurrige Gestalt i menneskelig Skikkelse; han var atter paa sit eget Gebeet, var atter sig selv, og optraadte i hele Aandens frygtelige Majestæt og Ærværdighed.

        — Kjender Du mig? — spurgte Aanden huult.

        Og Hvælvingerne gjentoge Ordene: — Kjender Du mig? — den ene Gang efter den anden, i lang Række, indtil den svage Lyd hendøde i det Fjerne.

        Den arme Skolelærer var ikke sin Tunge mægtig; han nøiedes med at nikke.

        — Jeg har isinde at sørge for Dig, selv mod Din egen Villie; — vedblev Aanden: — Jeg har en Søn; Du skal undervise ham i menneskelig Viden. Hvis Du udretter Dit Hverv tro, skal Din Fremtid være sikkret. — Ogsaa jeg har Kald at give bort, — tilføiede Bjergets Herre med et Smiil, der skulde være venligt og opmuntrende, men som bragte Haarene til at reise sig paa Paulus’s Hoved.

        Rübezahl var forsvunden. Men i hans Sted stod et lidet dvergagtigt, misgestaltet Væsen foran Skolemesteren, og skjar de besynderligste Grimasser, medens det med de smaa gnistrende Øine ligesom gjennemborede det i Skræk og Smerte fortabte Menneskebarn.

        Men Smerten overvandt dog snart Skrækken. Han var lænket til Klippen, fængslet til Dybet, — ak, hvorlænge, — og Maria! — Det var til at blive vanvittig over!

        Men han maatte finde sig i det uundgaaelige; saa meget blev ham snart indlysende. Med Suk og Taarer, Angst og Bæven, gik han til sin anviiste Beskjæftigelse, at lære det lille afskyelige, troldagtige Væsen med de sære Fagter de ulykkelige fire og tyve Bogstaver.

        Men dette var ikke let. Dvergen var af en høist ustadig og lunefuld Karakteer, og vidste aldrig, om han vilde staae paa Hovedet eller Benene; begge Stillinger vare ham lige naturlige. Det var vanskeligt at faae Lyd af ham; men naar han endelig engang aabnede Munden, opfyldtes Hvælvingerne af en afskyelig Mislyd, der bragte den arme Lærer til at fare sammen af Rædsel. Længe varede det, inden denne i saadan Grad blev fortrolig med sin Elevs Personlighed, at han turde nærme sig ham, og da han endelig havde overvundet denne Hindring for Underviisningen, fandt han, at Knægten i moralsk Forstand var ligesaa stort et Tyshoved som i fysisk, at han ei alene var tungnem i høieste Grad, men ogsaa doven, ustadig, og —, hvad der var det værste, — oftest viste en afgjort slet Villie.

        Et Reiseschatol, hentet, Gud veed hvorfra, var bleven stillet til Informatorens Raadighed; dette leverede Bøger og Skrivmaterialier. Men Informatoren var nærved at blive afsindig over denne Bogstavlæren. Saasnart Dvergen kastede sit skjæve, luende Blik i Bogen, begyndte Bogstaverne at strække og række sig, ja endogsaa at bevæge sig og spadsere om mellem hverandre. Hvad der var endnu galere, — snart blev et A til et D, snart et Æ til et U, saa at Underviisningen i egentligste Forstand ganske manglede Basis.

        Saaledes gik en Tid. Paulus manglede intet uden Friheden; usynlige Hænder betjente ham. I det svage Haab, at han ved Lydighed mod Aanden og Iver i hans Tjeneste maaskee kunde afkorte sit Fangenskabs Tid, varetog han ufortrøden sin Bestilling, uagtet alt det Besvær og den Galskab, han havde at kæmpe imod.

        En Dag stod Rübezahl atter for ham.

        — Nu, er Knægten flittig? —

        Informatoren tog Mod til sig og beklagede sig over hans slette Villie.

        — I maa jo vel vide Midler derimod; — svarede Rübezahl efter en Pause, idet han forlegen kløede sig i Nakken: — I kjender vel Eders Kunst fra Grunden af? —

        — Min Indflydelse paa Drengen er desværre ikke tilstrækkelig; — svarede Informatoren ydmyg: — hvis I derimod selv, I, hans Fader, vilde tage ham for Eder, formane eller irettesætte ham, vilde det maaskee vise en heldig Virkning. —

        — I veed ikke, hvad I forlanger af mig! — raabte Rübezahl i naiv Forvirring: — Jeg er jo selv min egen Fader, hvad jeg vilde sige, min egen Søn, — ja baade min egen Søn og Fader. Jeg er saavel min Søns Fader, som min Faders Søn, — forstaaer I mig? — Den Udvei duer ikke, seer I! —

        Rübezahl fortabte sig i Grublerier.

        Skolemesteren svarede ikke; han gjorde store Øine og forbausedes i sit stille Sind over det underlige Slægtskab.

        — Knægten staaer i Eders Haand. I maa selv hitte paa Midler, og det kan I, hvis I er en rigtig Skolemester, — begyndte Rübezahl atter efter en Pause.

        Informatoren vovede en Antydning af, at man mellem Menneskene benyttede sig af et vist Instrument, et Riis eller en Rotting for at lære smaa Drenge at læse.

        — Fortræffeligt! — raabte Rübezahl, saa det lød som en Torden gjennem Klippens Huler: — Fortræffeligt! Ja, I har Ret! Indret Jer kun paa menneskelig Viis, og giv Knægten kun dygtig, — dygtig, siger jeg Jer! —

        Saaledes begyndte da Underviisningen igjen, og Rottingen blev sat i Bevægelse. Informatoren tænkte som saa: — Skal Knægten absolut lære jordiske Fuldkommenheder, saa lad ham ogsaa faae en Smag af de jordiske Lidelser; han lagde derfor ikke Fingrene imellem. Men Dvergen syntes blot at have ventet paa denne Exercis, for at faae Leilighed til at udvise sit Mesterskab i de allerselsomste og vildeste Kaprioler. Jo stærkere Pryglene regnede ned, desto lystigere og mere excentriske bleve hans Bevægelser; snart var han oppe, snart nede, snart sprællede han under Loftet, snart slog han Kolbøtter hen over Gulvets glatte Flade. Hans Anger ville vi lade staae ved sit Værd; men græde gjorde han, og det dygtig. Hans Taarer fløde i rigt Maal, og rullede liig Ærter hen ad Gulvet; men pludselig forvandlede de sig til lutter Fiirbeen, der jagede efter hinanden hen gjennem den vide Hal. Og see — det ene slugte det andet, eller rettere, eet slugte efterhaanden alle de andre, hvorved det selv lidt efter lidt voxede op til en heel Krokodil, der med ynkelige Klagetoner forsvandt i Baggrundens Mørke.

        Men Paulus var efterhaanden bleven stærk mod slige troldomsagtige Anfægtelser; han forfulgte sit Maal med Rottingen i Haanden og en stille nagende Kummer i Hjertet.

        En Tid var gaaet; Rübezahl stod atter for ham. — Aaret er omme; — sagde han: — her er Eders Løn! Jeg er fornøiet med Eders Iver; Knægten begynder at faae Skik. —

        — Giv mig Frihed istedetfor Guld! — sukkede Paulus. Men denne Gang maatte han nøies med Guldet.

        — I er en brav Mand, — vedblev Rübezahl: — jeg vil gjøre noget for at opmuntre Eder. I skal herefter have Adgang til min Have eengang om Aaret ved denne Tid, for at I kan forfriske Eders Legeme ved Luften og Solskinnet, Eders Sjæl ved Synet af den, — den usle Verden, I beklager, og som I allerede burde have faaet nok af. —

        Rübezahl slog med sin Stav paa Klippemuren; den skiltes ad, og den lyse, grønne, fri Verden straalede Paulus imøde, første Gang efter et heelt Aars Forløb.

        Denne Dag var en Feriedag, men ogsaa en Smertensdag; Paulus indviede den til en Sorgefest over en tabt Lykke. Han sad paa en Granitblok og skuede ufravendt ud over Fjeldtoppene, hen over Afgrundene, ned i den yndige, lykkelige Slette. — Han saae sin egen Landsby, sit eget Hjem, — den arme Marias forladte Hjem!

        De møisommelige Læretimer begynde igjen; men Eleven viser det samme lunefulde, forstokkede Sind. Snart bliver han saa lille,

        at Hanen i det store A er en Kæmpe mod ham; snart puster han sig op til en uhyre formløs Masse. Snart kan Bogen ikke lukkes op, og snart smækker den, som en Rævesax, sammen om Informatorens Fingre.

        Man begyndte at stave B—a, ba, B—o, bo, B—u, bu. Dvergen udtalte Stavelsen snart som et Brøl og snart som et Hviin; et Chor af Stemmer brølede og hylede Stavelsen efter fra alle Klippegangene. Endelig kom Eleven saavidt, at han kunde stave og samle hele Ord. Men dette greb han an paa en egen, for Læreren høist overraskende, ja skræksom Maade. Skulde han stave til —Hest—, plukkede han behændig de fire Bogstaver ud af Alfabetet, — de fulgte villigt hans krumme Fingre —, rullede dem sammen mellem Hænderne, og smed dem derpaa ud paa Gulvet; i samme Øieblik galopperede en vælig Hest i Miniaturgestalt hen over Granitfladen. Skulde han stave til —Vugge—, stod Vuggen strax ved Siden af Lærerens Sæde; ei engang det skrigende Barn manglede, saa naturligt gik det til. Informatoren maatte bitterlig fortryde, at han en Dag lod sin Elev stave til —Ild—; i samme Øieblik fyldtes Hallen af høie Flammer og kvælende Røg. Imidlertid havde han dog Aandsnærværelse nok til øieblikkelig at lade Trolden stave til —Vand; — en Vandflod gjennemstrømmede i samme Nu Hvælvingen, og slukkede i Hast Ilden, saa at Informatoren slap derfra med Skrækken.

        Nu skulde Knægten ogsaa til at skrive. Han vilde ikke skrive, naar han ikke maatte skrive med luende Bogstaver. Af Blækhuset stak hvert Øieblik en lille Djævel sit vanskabte Hoved frem, aabnede Svælget, der lignede et lille Ildkrater, og lod Eleven dyppe. Nu malede han da Bogstaver rask væk; men de vare af en ligesaa flygtig som fyrig Natur. De toge hinanden ligesom i Hænderne, forlode Tavlen og opførte underlige, indviklede Dandse henover Bordets Steenplade. Modsigelse hjalp ikke; Pryglene syntes alene at være et Kryderi paa Underviisningen. Alt maatte derfor have sin skjæve Gang. Knægten fulgte sin egen Maneer, og lærte saaledes efterhaanden virkelig baade at læse og skrive.

        Flere Lønningsdage vare imidlertid forløbne, følgelig ogsaa flere Aar. Paulus var efter sine Begreber en meget rig Mand, men ogsaa en meget ulykkelig. Hvo kan vel glemme et forspildt Liv! Een Gang om Aaret var det ham tilladt at overskue Hjemmets Paradiis fra det fjerne, ligesom Jøderne i Adsplittelsen deres hellige Stad. Han græd sine modige Taarer. Men hvad hjalp det! — Han var jo lænket til Klippen; den fjerne yndige Dalgrund var for ham ikke stort andet end et skuffende Blændværk, som han forgjæves udstrakte Armene efter.

        Imidlertid havde Dvergen i sit Ydre forandret sig paafaldende, og kunde snart ansees for voxen. Han havde dertil i den sidste Tid antaget en vis komisk Ærbarhed i sin Person, som for enhver anden Beskuer end Paulus vilde have givet Anledning til største Moro. Paulus vidste ikke hvad det var at glæde sig.

        Saaledes gik det ene Aar efter det andet; saaledes vare vel allerede ti Aar gaaede. Informatorens Haar begyndte at graae; hans Skikkelse havde bøiet sig under Tidens og Lidelsernes Tryk.

        Atter havde han forøget sin dyrkjøbte Skat med en ny Rulle af gyldne blanke Frederiksd’orer; atter stod han i den forunderlige Indhegning, som Rübezahl kaldte sin Have; atter stirrede hans vemodige Øie sig træt og blind paa det lille hvide Punkt, som betegnede hans gamle Hjem. Hvad var der bleven af Maria og hendes Moder? — Hvad skulde der blive af ham selv, naar han gammel og nedbøiet engang atter traadte ud i Verden for at vandre mellem Fremmede, — han, hvis Livs inderste Nødvendighed det var at betragtes af kjærlige og milde Øine?

        Han kastede sig ned paa den Plet, hvor han stod; Fortvivlelsen var i Begreb med at drage ind i hans Hjerte.

        Da følte han sin Skulder berørt af en tung Haand. Det var Rübezahl. Men Udtrykket i hans Aasyn var idag meget for

        skjelligt fra det sædvanlige; et mildt, gemytligt Præg blandede sig i Trækkenes vante Majestæt og Vildhed.

        — Ven, — sagde han: — vi maae nu skilles. Knægten er voxet Eder over Hovedet, og har lært, hvad han kan hjelpe sig med. I har redelig opfyldt Eders Forpligtelser; for Eders Skyld skal jeg fatte en bedre Tro til Menneskene. —

        — Her har jeg skrevet Eder et Vidnesbyrd, som Skik og Brug er mellem Menneskesønnerne, — vedblev han, idet han tog et sammenlagt Papiir frem af Barmen og rakte ham: — det kan maaskee hjelpe Eder videre frem. Jeg skal tænke paa Eder; glem ikke Bjergets Herre! — Farvel! —

        Paulus var ene med sin Overraskelse. — Fri, — fri! — Ak, under hvilke Betingelser! —

        Han vilde gaae, ile, styrte afsted! — Men hvor var Veien, hvor den ledende Sti gjennem dette Labyrinth?

        Hans Elev traadte i samme Øieblik frem med sælsomt fordreiede Øine, der skulde forestille en dyb Rørelse; han tilkjendegav sin Hensigt at følge sin Lærer paa Veien. Han skred altsaa forud, men vendte sig hvert Øieblik om, for at vise Paulus et Ansigt, der rigtignok var badet i Graad og fortrukket paa det Ynksomste, men som paa samme Tid havde en hjertelig Latter i Baggrunden. Da de nærmede sig Landeveien, som fører over Bjergene, tog den unge Herre saa voldsomt afsted, at Paulus maatte holde for Ørerne derved. Men da de havde naaet Skilsmissestedet, holdt den bedrøvede Yngling pludselig op med sin Lamenteren, idet han for sig selv mumlede noget om, at det nu vel kunde være nok. Han overrakte med ærbar, sørgmodig Mine sin Lærer et i en lille Ramme indsluttet afskyeligt Billed, der skulde forestille ham selv, bad ham ikke glemme sin elskede Elev, slog et Par Kolbøtter, og var forsvunden. Paulus’s Afskedsord — Farvel, min Søn! — fore upaaagtede ud i det tomme Rum. — —

        Det var atter Sommer. Himlen var ligesaa blaa som den Dag, der skulde have været Paulus’s Bryllupsdag, Luften ligesaa klar, Græsset ligesaa frisk og grønt; Bjergplanterne duftede ligesaa balsamisk, Vandfaldets Straale rislede ligesaa melodisk, Fjeldene laae i den samme maleriske, varme Belysning som dengang. Men af alt dette var intet, slet intet til for Paulus. Hans Bestemmelse stod ham altfor tydelig for Øie, den, at valfarte til hiint Sted, der engang var ham saa kjært, og derpaa at vandre ud i den vide Verden for at søge sig en Afkrog, hvor man for Guld vilde tillade ham i Ro at ende et af ham selv opgivet Liv.

        Aftenen begyndte at falde paa, da han naaede de yderste Forbjerge, fra hvis Skrænt han kunde lade sit Øie glide hen over den vide Slette; han skjælvede, da han saae den fredelige lille Landsby saa nær ved, den samme, som han saa mangen en Aarsdag havde sukket imod fra det Fjerne.

        Solen var gaaet ned, da han fortabt i Hu listede sig gjennem Lunden, for gjennem en Bagdør at betræde det lille Huus, der engang for længe siden var hans, og som nu skulde modtage hans sidste Farvel.

        Han mødte ingen paa sin Vei. Med Bæven skred han over Dørtærskelen af det lidet eller intet forandrede Hjem. Gjennem det halvmørke Kjøkken kom han ind i det lille Forværelse, der stødte til Dagligstuen. Lyden af Stemmer slog ham imøde, — af fremmede Stemmer! Han kunde ikke bære mere; Lidelsen havde ganske opløst hans indre Væsen og knækket hans legemlige Kraft. Med et dybt, stønnende Aandedrag sank han om i en Stol, skjulte sit Ansigt i Hænderne, og græd som et Barn. — —

        Hvorlænge han havde siddet saaledes, vidste han ikke; Smerten tæller ikke sine Timer. Han ønskede at kunne dø; men der var kun altfor meget, der mindede ham om at han levede. — —

        Da følte han sin Hals omslynget af bløde Arme; et Kys af varme Læber berørte hans kolde blege Pande. Han foer

        op, men sank atter ligesom lynslagen tilbage med Udraabet: — Maria! —

        Og det var Maria, Maria i den hvide Brudedragt, med Myrthekrandsen i de blonde Lokker. Hun stod foran ham i Skjønhedens og Reenhedens Glands, med Brudens skjønne Rødme paa den fine Kind, med den vordende Hustroes hengivende Kjærlighed i det klare Blik.

        I samme Øieblik gik Døren til Dagligstuen op, og det lille Værelse fyldtes med Mennesker. Moder Brigitha i egen uforandrede Person trængte sig frem imellem den næsten bevidstløse Paulus og det skjønne Billed, som hans Øie stivnende hang ved.

        — Skjænd burde I have, at I saaledes kunde glemme, hvem der ventede Eder og hvad der ventede Eder. I seer mig ud som en net Brudgom, saa støvet og forreven I er! Klokkeren var her nys og sagde, at han nu maatte tænde Lysene, hvis I vilde vies endnu idag; det bliver Eder en bekostelig Stads. Præsten havde nylig Bud. — — —

        — Moder, — bad Maria bønligt, idet hun greb Paulus’s Haand: — Moder, det er vor Bryllupsdag! — Paulus, hvad feiler Dig? —

        — I er træt af den lange Gang; — yttrede Mølleren, idet han skjød sit anseelige Korpus frem gjennem det nysgjerrige Brudefølge: — min Vogn holder for Døren, I veed, Chaisen. — I kommer pent afsted, veed I! Men see nu til at komme i Tøiet! —

        — Det er aldrig rigtig fat, — sagde den betænkelige Landsbylæge hovedrystende, idet han under Møllerens opløftede Arm smuttede frem for at føle Paulus’s Puls.

        — Aldrig rigtig fat! — gjentoge i Chor de tilstedeværende Matroner.

        — Hvor han bliver rød og bleg! — hviskede Brudepigerne til hinanden.

        — Ja, kom nu og klæd Eder paa! — opmuntrede Moder Brigitha. — Men I maa dog først have noget at styrke Eder paa; I synes mig grumme medtaget, min Søn. I skal saamænd have et Glas Viin og et Stykke af min Kage, som jeg har skaaret Hul paa. maa nemlig vide, at der er bleven sendt Eder en stor og kostbar Bryllupskage i Huset, Gud veed fra hvem; jeg har derfor gjort min egen til Priis. Kan I tænke Eder, fra hvem den kommer? —

        Maria sagde Intet; hun holdt Brudgommens Haand inden i sine, og saae ham forskende og bekymret i Øiet.

        Da sprang Paulus op. Han foer med Haanden i Lommen; det første han fik fat paa, var Dvergens Portrait. Han tog det frem, og stirrede derpaa. Han saae ind i en blank Speilflade, istedet for at møde de hæslige Træk, og — o, Under! — Rynkerne vare vegne fra hans Pande og Kinder; Haaret var ikke længer isprængt med Graat; hans Ansigt havde atter antaget Ungdommens friske Farve!

        Et Glædes- og Forundringsudraab undslap hans arbeidende Bryst.

        Et nyt Blik i Speilet opfattede i hvide Træk paa mørk Grund følgende Ord:

        — Hilsen fra Din Ven i Bjerget! — Brug hans Gaver uden Sky, vær fornuftig og lykkelig! —

        Det svimlede for ham. Han kunde, han vilde ikke troe sig selv. Han rev det Papiir frem, Vidnesbyrdet eller Anbefalingen, som Rübezahl havde givet ham ved Afskeden. Han aabnede det. —

        Han holdt sit Kaldsbrev i Haanden; — han var kaldet til Præst i det skjønne Langenfee!!

        Da tvivlede han ikke længer; Alt det utrolige maatte troes. Henrykkelsen banede sig med Magt en Vei til hans forkuede Hjerte og bragte ham til at zittre af ukjendt, salig Fornemmelse. Han sprang op og kastede sig i Armene paa de ham omgivende kjære Mennesker. Med høirøstet Hjertelighed toge de Deel i hans Lykke. Men Maria saae taus og smilende hen for sig; hun fortabte sig i den stille Beskuelse af Fremtidens yndige Billed.

        Det var imidlertid bleven mørkt; men i Brudefolkenes Sjæle var der lyst som ingensinde før.

        Og de droge til Kirken. Deres Hænder lagdes i hinanden; af tvende Liv blev der gjort eet.

        Paa det af Moder Brigitha vel ordnede og rigelig forsynede Bord prangede den uhyre Bryllupskage, den samme, om hvilken Matronen gjerne vilde vide, hvorfra den kom. Mod Slutningen af Maaltidet blev der med stor Høitidelighed skaaret Hul paa den.

        Men da Kniven aabnede den, — hvilken Forbauselse betog da ikke alle Bryllupsgjæsterne! — Ud af dens Indre væltede i broget Blanding en Mængde Reqvisiter, som efter ingen velstuderet Huusmoders Skjøn høre med til en appetitlig Kage. ABC’er og Læsebøger, Tavler og Skrivebøger, Grifler og Penne; — — men allersidst kom Rottingen, knækket paa mangfoldige Steder. Nu kjendte Paulus den skjulte Giver; han tilgav ham i sit Hjerte dette lunefulde Drilleri, som syntes at skulle antyde det tomme i Menneskets Viden, paa en satirisk Maade at sige — Tak for sidst! —

        Bryllupsfesten kom altsaa til at mangle Kagen; men det var ikke desto mindre en meget lykkelig Dag.

        Rübezahls Patronat bar gode Frugter, hans Guld bragte Velsignelse med sig; Præsten i Langenfee blev i en lang Række af Aar anseet for den lykkeligste Mand. Men hans største Lykke var dog hans Maria.