Frederiksborg
Et Digt
Et Digt
af
af
P. L. Møller.
P. L. Møller.
Jeg vandred denne Morgen ud;
Jeg vilde flye fra Gadestøvet
Og dyrke Poesiens Gud
I friske Luft, ved Bakken, under Løvet.
I Hjertet var min Harpe stemt,
Med selsom Magt det fremad drog mig stedse.
Hver gammel Smerte var som glemt:
Hid kom jeg — hildet fast i Tryllekredse.
Hvad seer jeg? hvor forunderligt
Berører dette Syn mit Indre.
Er det et mystisk Ridderdigt,
Hvis Billeder for mig i Drømme tindre?
Er jeg paa en fortryllet Ø,
Som de, jeg læste om i gamle Skrifter? —
Jeg seer en stille speilklar Sø
Og Skove, hvor det friske Mailøv vifter.
Men af de stille Bølger, see,
Hvad hæver sig med Spir og Tinde?
Er det et Luftslot, af en Fee
Fremtryllet, for i næste Stund at svinde?
Er det et let Morganaspil,
Hvis Glands mig til en flygtig Undren vækker?
Er det en Drage, giftig vild,
Som sine Hoveder af Dybet strækker?
O nei, en Aand langt mere huld
Og mild, i denne Kreds har Sæde.
See, venlig funkler Solens Guld,
Naturen aander i uskyldig Glæde.
Her lurer ei den skumle Død,
Nei, Borgen, som sin Rod i Dybet slynger,
Er som en Lotosblomme rød,
Der let og tillidsfuld paa Vandet gynger.
O Borg, Du Danmarks Land er lig;
Det svømmer og som Blomst paa Vove,
Mens Kæmpehøien hæver sig,
I Skyggen af romantisk dunkle Skove.
Om Dagen smiler Sø og Krat,
I Aftendæmring tause Gjenfærd spøge,
Men i den stjerneklare Nat
Der blundes sødt i Ly af lune Bøge.
Der hviler Du, som født igaar,
Du Heros blandt de danske Slotte.
Du kneiser end som i din Vaar,
Mens mangen Fod er Støv, som dig betraadte.
Og mangt et Blik er lukt, som her
Har bævet sødt i Vemod og i Glæde;
Og mangen Taare sporløs er
Forsvunden i de Bølger, som dig væde.
— Men naar en Aftenstund i Vaar
Du vandrer gjennem Havens Gange,
Som strække sig fra fjerne Aar
Med skaarne Hækker og Alleer lange,
Og naar Du med andagtigt Sind
Til Jægerbakkens Fod din Kind vil hælde,
Da skal den svale Foraarsvind
Om svundne Tiders Gjerning Dig fortælle.
Hist fra den dybe grønne Skov
Der toner Liv og festlig Glæde,
Der høres Tramp af Hestehov,
Og Larm af Jægerne, som Vildet lede,
Og Hundeglam i høien Sky,
Og Vaabengny og Sang af unge Kvinder, —
Indtil i Nattens sorte Ly
Den sidste Klang af Hornene forsvinder.
Da voxer, som det fjerne Havs
Koraller, Borgen frem af Øen,
Og hæver sine Taarne taus,
Og speiler — som i Drømme — sig i Søen;
Da piber Spirets gyldne Fløi,
Da rasler det ved Broens rustne Vinde,
Da hører Du en luftig Støi,
Da færdes Kongeskyggerne derinde.
Det er mig, som jeg skjælne kan
Dig, stærke Styrer for vort Rige,
Som her i det skovsmykte Land
De stolte Mure lod af Bølgen stige.
Dig, Christian, Kæmpe uden Svig,
Født under Tjørnen her blandt Skovens Høie, —
Du som, den gamle Odin lig,
Pantsatte for dit Land dit ene Øie.
Jeg seer den travle Færd og Flid,
De nederlandske Mestres Møie,
Da Borgen i din Manddomstid
Sig reiste for dit kongelige Øie.
Jeg seer dens unge lyse Glands,
Og dig, som stoltelig i Hallen troner,
Og Adelsmøer, som træde Dands
Med Junkerne til Kæmpevisens Toner.
Men udenfor, hvor Lyset flyer
I Mulm fra Riddersalens Kjerter,
Hvor mangt et Elskovseventyr
Sit Net har slynget tæt om kjælne Hjerter,
Der hvisker det fra hver en Krog
Som ungdomshede Suk ved lønligt Møde,
Der klinger et vemodigt Sprog
Om Mennesker, som elskede og døde.
Jeg seer — omtaaget er mit Syn —
De spidse Taarnes Celler trange,
Og Alfer, flyvende som Lyn
I Labyrinthen af talløse Gange.
Som støbt af Sølvets hvide Snee
De røre sig saa skinnende, saa kolde;
De gyldne Kroner prøve de
Og lege med de gyldne Ridderskjolde.
De nærme sig, det er som om
De ynkes, at jeg staaer herude.
De vise mig hver Helligdom,
Hvert Navn, — en dunkel Indskrift paa en Rude.
De vinke mig, en magisk Strøm,
En Aandekreds mig griber og fortryller ...
Hvor er jeg? — er det kun en Drøm,
Som saa vidunderlig min Sjæl opfylder? . .
(En Skare Bønder drage forbi, syngende:)
„Høstens Tid er kommen,
Høit er Engens Græs.
Snart i Skovens Skygge
Staae de friske Hæs.
Der, naar Græsset falder
Under Leens Klang,
Der skal vore Piger
Lytte til vor Sang.
„Men, er Høsten omme,
Bindes Gildekrands;
Til Fiolens Strenge
Gaaer den raske Dands.
Da skal hver, som længes,
Sig en Kjærest faae,
Og til Vintertide
Mangt et Bryllup staae.“
Ak, dette Chor skal snart forgaae,
Som nu saa frisk og freidig klinger.
Snart skal det Bryst ei længer slaae,
Hvis Tone som bevinget Fugl sig svinger.
Ja, denne Slægt, og jeg og du,
Og tusind Liv skal døe, som end ei bleve,
Men Fredriksborg, Du skal endnu
En Hær af Sekler herlig overleve.
Hvergang med Harpen i sit Bryst
En Fremtids Skjald din Kreds betræder,
Gyd da Begeistring i hans Røst
For Danmarks Kraft, for Danmarks Glands og Hæder!
O, men hvis fjendtlig Overmagt
Engang betvang mit Fædreland det kjære,
Sænk da i Dybet ned din Pragt,
At du ei Vidne til vor Skam skal være!