Af Venskab og af Venner har du nok,
Som denne Bog og hvert dens Blad beviser,
Og frygtsom kun forøger jeg den Flok,
Som Venskab her begejstret priser.
Dog, da maaske vi sees ej meer paa Jord,
Kun til Farvel et kjærligt Afskedsord.
Der er en Stand, som hidtil ene stod,
I hele Staten der kun Frihed troner.
For nogle Mønter liar den, hvad Nationer
End ej tilkæmped sig med Strømme Blod.
Studentens Kaar er misundt, som bekjendt:
Den Fugl, der kløver Skyen, Fiskens Meder,
Den Jæger, som hver usel Hare beder,
Den Drot, som mest monarkisk Trone klæder,
Er ej saa fri, som en Student.
I dette Lag er mangen Tønde Puns
Og mangt et Anker Snapse rent tilbunds
Tilintetgjort i liberal Forening.
Alt aander ædel Almenaand og Fred,
Lav Egoisme der har intet Sted:
Samfundets Stræben een er, een dets Mening,
At destillere Munterhed; —
Et Liv, som de udødelige Guder
Misunde maatte, hvis de kjendte det.
Af Broderskabets fyldte Bæger spruder;
En Fryd, hvoraf man aldrig bliver mæt.
Dog alt en Ende faar, alt jo i Tiden
Er underlagt Forgængelighed. Siden
Man føler snart Forandring til det værre.
Man sig forlover, faar en Herre,
Og mangen nobel, ægte Livets Mand
Udskikkes vidt om Land som Kapellan,
Præst, Doktor, Skriver, ja en enkelt vel som Degn
Til mangen tør, ukultiveret Egn.
En slig velsignet blev med dig som Kapellan,
Og det maa tilstaaes, du vor høje Stand
Har ej fornedret blandt de vilde Vender.
Sær prises bør den Vennehaand, hvormed
Du leded mig paa dette simple Sted,
Mig yngre, du den ældre Kunstens Kjender.
Men naar engang du blir som rigtig Præst begravet,
Og tæller Kyllinger paa Møddingen, da husker
Maaske du næppe Soldemesterlavet,
Hvori du selv engang var meer end Fusker.
Dog, naar du blader saa i denne Bog,
Og Fortids Minder frem for Blikket drage,
Da drømmer du maaske hin Tid tilbage,
Og gaar i Tanken over Sø paa Tog:
Du jager med mig gjennem Bøgeskoven,
Og trækker op og ned i Kjøbenhavn,
Og styrer atter derfra over Voven —
Højt mod Nordvest, hvor Lyngens brune Hær
Beleirer Dag og Nat det lave Kjær.
Og, hvis ej der al Forlids Glands er svundet,
Hvert gammelt Baand, som venlig os har bundet,
Da glemme her vi Aars og Embeds Vægt
Ved Saften af en „dobbelt Tevandsknægt”.
Og først, naar Østen rødmer, Hanen galer
Alt tredie Gang, sig Fatter anbefaler.
Saa passiare vi en Stund endnu
Til Søvnens Gud bemestrer sig vor Hu,
Og, vigende for Kjødets usle Trang,
I samme Seng vi begge søge Lindring.
Saa staa vi op ved Middagsklokkens Klang,
Og skilles atter ad som denne Gang
I Haab om Gjensyn eller glad Erindring.