Der jeg koger intet Ord,
Kammeraterne sluge dem raae.
Baggesen.
I kjender allesammen jo nok den røde Gaard,
Hvor de lystige Studenter lidt under Pisken staar,
Hvor sjælden stærkt man sørger, men som oftest er glad,
Hvor alt kan faas paa Kroen, uden Brændevin og Mad,
Hvor Krediten florerer og skjenker alle Liv,
Hvor Rykkervisitter er daglig Tidsfordriv,
Hvor nogle læse flittig, medens andre drive om —
Heldige Kopier af Lazaronerne i Rom, —
Hvor krybende Hulhed hos Ungdoms Frisind boer,
Som Snylteplanten selv paa de bedste Træer groer —
Hvor somme dog endnu gide samles ved et Glas
Og synge og klinke med godmodig Spas.
Træd ind, I see min værdige Hr. Kontubernal,
Han sidder og fordyber sig i en Pandeskal.
Dens Studium skal hjælpe ham Examen at faa,
Som Lysestage den ham tillige tjene maa.
I Krogen staar Skelettet hans Videnskabs Norm,
Iført Gehæng og Sabel og Studenteruniform.
Og jeg, som skal traktere, vel kaldes Teolog,
Men ej hos mig I finder en teologisk Bog.
I Sovekamret seer I det Vindve, som paa Klem
Staar altid hele Natten, en Tilflugtshavn for dem,
Der komme hjem forsilde, med et forvildet Sind;
Og — Venner eller Fjender, jeg la’r dem slippe ind.
De første næste Morgen for Bistanden god
Frembære Puns og Kaffe; de sidste derimod,
For at gjøre sig fra hver en Forpligtelse fri,
Betale med Bagvaskelse og Angiveri.
Nu sæt jer hist paa Kassen; Snaps og Brød skal I faa,
Og Piber, saa at Dampen kan op mod Loftet slaa. —
„Vi blir her hele Natten!” nej det gaar aldrig an,
Saa napper jer Udsmitteren, den skrækkelige Mand.