Inden det en Ende tager
Med den grønne Sommergud,
Før det varme Liv bortdrager,
Vil jeg styrte mig derud.
Svøbt i Sundheds stærke Klæder
Nyde stormende dets Glæder, —
Vil jeg mig endnu engang
Knuge til en græsrig Vang
Kvæge mig med luftigt Læ
Hos det tætte Bøgetræ,
Med en Elskers vilde Varme
Presse mig i Livets Arme,
Om saa Hjertets Aarer sprang.
Herligt, at jeg just idag er
Bedt til Kjøretur og Bal,
Samt til andre rare Sager,
Som man paastaar, kun ved Vovens
Pladsken og i Ly af Skovens
Høje, grønne Sommerhal,
Kjøbstedfolket rigtig smager. —
Der skal staa et lystigt Skrald,
Der skal høres Nattergal;
Og de brusende Kaskader,
Skal der dandses med Dryader,
Alfer, Nymfer uden Tal.
Som i Ellekrattet sværmer
Med moderne snævre Ærmer;
En sig fjærner, en sig nærmer,
En os Blomsterkrandse fletter,
Mens kun Himlen gir Lampetter
Til vor dunkle Dandsesal.
Der skal sejles, der skal roes
Henad Søens blanke Flader,
Hvor Undiner og Najader
Lege, medens Baaden bader
Sig i deres bløde Lokker,
Svulmende med grønne Siv;
Der skal bygges, der skal boes
I en Verden, i et Liv,
Hvor paa Glædens Gud kun troes,
Hvor til Nyden alt sig flokker,
Suger tørstig Livets Lyst
Af Naturens fulde Bryst. —