Søde Sommer, er du borte,
Er dit Liv forbi, Avgust?
Dræbes nu de lette korte
Glæder alt af kolde Pust?
Saadan tænkte jeg og listed
Hjemad mig; thi Dagens Luft
Lugted nordlig, havde mistet
Sommerens særegne Duft.
Fast Humøret rent forlod mig;
Men da kom med korte Skjørt,
Smilende, September mod mig,
Vinløvkrandset, ikke snørt.
Om de luerøde Kinder
Faldt som Lokker grønne, blaa,
Klare Druer; — søde Minder
Dæmred, da jeg disse saa.
Og paa Armen trind, som svulmed
Under Byrden, bar hun stolt —
Hvilken Attraa hos mig ulmed
Efter det, som Armen holdt! —
Bar et Fad hun; Aprikoser,
Æbler, Ferskner gløded der
Mellem Georgineroser,
Reseda og Astersskjær.
Sødt hun vinked, hen hun gav mig
Fadet. Alt jeg fyrig nød,
Glemte Klagen, bad: „begrav mig
Før Oktober ej, o Død!”
Krandsen vandt hun om mit Hoved,
Favned, kyssed mig dernæst,
Gav mig sine Lokker, loved
Mig ad Aare samme Fest.
Og jeg glemte Blomsterduften
I den runde, bløde Arm,
Og jeg glemte Sommerluften
Ved Septembers fulde Barm.