En Professor, meget lærd,
Med et Skjæg, saa langt og svært,
Sad en Aften ved sin Bog,
Og saa fandt han dette Sprog:
„Langt Skjæg tidt man finde kan
Hos en Nar og Dumrian!”
Længe tænkte efter han, —
Da udbrød den lærde Mand:
For hin Sandhed ret at kjende,
Vil jeg halvt mit Skjæg afbrænde,
Paa mig selv jeg prøve kan
Da, om jeg faaer meer Forstand.
Strax en Fyrrespaan han tændte,
Og sit Skjæg fra neden brændte;
Men af Skjægget, fyldt med Salve,
Brændte ikke blot det Halve,
Nei, det Hele Flammen sved,
Og en Stump af Hagen med.
Da indsaae han, at det Sprog,
Som han lærte af sin Bog,
„Langt Skjæg ofte Narren har,”
At det meget rigtigt var;
Thi skjøndt Skjægget fløiten gik,
Var ei mere klart hans Blik,
Skjøndt hans Hage nu var bar,
Derfor lige dum han var,
Lige klog og høilærd, som
Før der Ild i Skjægget kom.