Paa Grevepladsen tæt sig Folket flokker
Hvor Guillotinen staar bestænkt med Blod,
Og under Storm af Trommeslag og Klokker
En Olding slæbes frem. Svag er hans Fod.
Da skilles Massen, se, med løste Lokker
En dejlig Pige paa Skafottet stod.
Paa Knæ, med blottet Arm, med Kinder vaade,
Hun skriger, Naade for min Fader, Naade!
Rødhueskaren sender lystne Blikke;
Halvnøgne Bødler trænge nær sig til.
Mens alt der raabes: „hører hende ikke!”
En Røst sig hæver: „Borgerinde, vil
En Skaal aristokratisk Blod du drikke,
Da skal du vinde dette frække Spil,
Da skal ved Marat og min Borgerære,
Du og den gamle Usling frelste være!”
Først staar hun vaklende, som om hun drømmer,
Et rædsomt Smil gaar over Kinden hen.
Da suser Guillotinen, Blodet strømmer
I Skaalen rygende; hun griber den,
Og indtil sidste Draabe hun den tømmer.
Hun segner, dog hun rejser sig igjen.
Og stolt og herlig favner hun sin Fader,
Og med ham hurtig Sværmen hun forlader.
Af ingen hun berørtes frækt. Man hørte
Kun Dødens Tavshed her en føje Tid.
Det var som selv i Dyrene sig rørte
En Følelse, med Handlingen i Strid.
Dog snart det lyder om den nys bortførte;
„Ad Aare kommer vel igjen han hid.”
Da røres Trommen, alle bedre Drømme
Forjager Jernets Hvin og Blodets Strømme.