En Elsker sidder i Hallen. Omkring
Ham sluttes en tæt, tavs jublende Ring.
Den stirrer, den lytter. Hans graanende Haar
Som Lavrbærkrands op om Issen staar.
Hans Kinder blusse med dunkel Glød;
Et Væsen vugger sig paa hans Skjød.
Nu gnistrer hans Blik som en Lynstraale hed,
Nu daler det ømt paa den elskede ned.
Han stryger hendes lange, lyse Lokker.
Saa selsomt han frem og tilbage rokker.
Han bøjer sig heftig mod hendes Mund;
Han lever en salig, henrykkende Stund.
Han synes saa meget i hendes Øre
At hviske; det vistnok var værdt at høre.
Han kryster hende kjælent i sine Arme:
Hun bæver, hun svulmer fast ved hans Varme.
Og alt som hun favnes og klappes paa Kind,
Saa bølger som Luer det slumrende Sind.
Det er som hun vaagned til Liv ved hans Haand,
Som løstes fra Tungen et tvingende Baand.
Det ulmer, det ruller, det knittrer som Lyn,
Naar Luftguder rynke de skumlende Bryn.
Da gaar gjennem Hallen en underlig Klang;
Det flammer med Toner, det smelter med Sang.
Det er som sin højeste Fryd og Vaande
En Verden skulde paa Stand udaande.
Hun raser, hun hviler, hun sprudler, hun leer;
Hun segner, hun tier. Han trindtom sig seer.
Hun sukker, hun hulker af Hjertets Vunde;
Det er som hun talte med tusinde Munde.
Hun synes at tolke sin Barndoms Minder,
De Glæder, man taber og aldrig gjenfinder,
Hun fører os ud paa det vildene Hav,
Og viser os den uhyre, gabende Grav.
Hun ruller os med sig til Indiens Strande.
Vi skue de yppig frugtavulmende Lande, —
De store Pagoder og Strømme af Guld,
Og Gruber med demantskinnende Muld.
Hun gløder som Solen ved Ganges’s Bred;
Hun svæver som Tigerens lette Fjed.
Hun hvisler som Slanger bag Blomsterblad,
Som Feberen den gule, som Helvedes Bad.
Hun sygner, hun gisper, lig en Olding ved Stav,
Som ønsker blot i sin Hjemstavn en Grav.
Dog atter hun vaagner med Kraft og Ild:
Med Bølgerne brydes Orkanen vild:
I Brændingen splintres en kongelig Snekke;
Som Liglagen Dannebrogs Flige sig lægge. —
Dog, mens det lyder som Død rundtomkring,
Høres et sejrende „God save the King”.
Hun synger om Afrikas sydlige Kyst;
Han trykker hende varmt op til sit Bryst.
Hun synger om kulsorte Øjne og Haar,
Og et Hjerte, som højt af Elskov slaar.
Maa vige for Smile, som næsten funkle.
Da gaar det som Bølger og Kuling igjen,
Som en skjærende Kjøl over Dybet hen:
Man skjelner en levende Sørøverkamp,
Med Entring og Plyndring og Skud og Damp. —
Saa let nu det glider med Sejl og med Ror
(Thi Lasten er borte) — mod Nord, mod Nord.
Det glider ad Nordsøens blaanende Vande;
Det lander ved evig grønnende Strande.
Det suser som Bækkenes stille Rislen
Hos danske Rugmarkers sagte Hvislen.
Det klinger som Stød i den skingrende Lur,
Naar Bjørnen jages i Sveas Natur.
Det tordner som Larm af den skummende Fos,
Hvis Graad bedugger en Stenkolos.
Det ender, som Kunstens skjønneste Krone
Med en jublende, nordisk Treklangstone. —
Nu bliver der en Pavse; — til alle Sider
En Bifaldsmumlen fra Læberne glider.
Han bøjer over hende sit Bryst, sin Mund;
Han lytter med Tavshed en tankefuld Stund.
Han klapper hende blidelig, han knuger hende fast:
Et Under, at ej hendes Hjerte brast.
Lig Ekko fra det fjærne nu sagte lyder
En Klang, som Længsel og Hjemve tyder:
Hun vil over Fjæld, over Dal, over Vand,
Til Danmark, til det elskede, fædrene Land. —
Men ak, det er nægtet, — som Disharmonier
Hensvinde de smeltende Melodier. —
Hun tier, hun slumrer, hun aander ei meer.
Han stirrer som forklaret paa det livløse Leer.
Han rejser sig, bærer til Lejet hende hen,
Han sysler som en kjærlig, omhyggelig Ven.
Han slutter hende inde med Laas og med Lukke;
Hun hviles blødt og lunt som i Dødens Vugge.
Han staar midt i Hallen; man takker, man klapper;
Han bukker; efter Vejret ængstelig snapper:
Over Kinden blinker en Taare ned;
Han styrter derfra med Stormens Fjed.