Gudruns Hævn
af P. L. Møller.
af P. L. Møller.
I.
„Nu hør min gode Terne, gak ud af Borgeport,
Ned til Egelunden, hvor Budles Høi blev gjort,
Der dvæle Du ved Stenen; alt paa den lave Strand,
Og meld mig, om Du Snekker seer, som stevne hid til dette Land.“
Det var den unge Terne, bandt op de gule Haar,
Alt ned til Stranden klare saa skyndelig hun gaaer.
Hvor over den gamle Konge de reiste vældige Steen,
Der speider hun i Havet ud, bag Bøg og knortet Egegreen.
Da Gudrun var alene, hun sagde: „I Frankeland
Bedre var mig Livet, da Sigurd var min Mand,
Den første blandt alle Kæmper, og Ormen Fafners Bane,
Som eied Gram, det bedste Sværd, og gjennem Ilden red paa Grane.
„Ei skal hans Navn forgjættes saalænge Verden staaer.
Som Løg alle Urter, som Guldet Jernet overgaaer,
Saa med sin bolde Reisning og hvasse Ørneblik,
Forstand og mandelig Bedrift, han alle Mænd langt overgik.
„Forbandet være den Time, jeg Atles Villie lod,
Den gjerrige Drot, som voldte min Moder Hungersdød.
Og mine gjæve Brødre, som gav mig ham til Viv,
Dem han misunder Sigurds Guld og svige vil for deres Liv.“
Gudruns Øine fyldtes alt med den klare Graad;
Da kvalte hun Taarekilden, saa Kinden ei blev vaad.
Det stolte Hjerte gløded som Nastronds Flamme stærk,
Dog Barmens høie Snee betvang det lig en iskold Pantserserk.
Hun sad i Fruerburet, ud over Eng hun saae.
Med Spyd og Bue leged der hendes Sønner smaa.
Da mørknedes hendes Pande, det var jo Atles Børn,
Hun tænkte paa sin og Sigurds Søn, den unge dræbte Kongeørn.
Da kom igjen den Terne, „o Dronning, Snekker to,
Jeg skued, med Mænd i Plade, som lange Aarer roe.
Og Konning Atle stander speidende paa Strand,
Mænd med Spyd og Sverde i Lunden tyst forsamler han.“
Da Gudrun dette hørte, fra Hyndet op hun stod:
„Forvist I rige Guder, snart offres ædelt Blod,
Ha, mine gjæve Brødre, stander nu mandelig,
At Thors den ærlige Hammer maa spilde Atles Jettesvig!“
II.
Og det var Gunnar og Høgne, de baade Kæmper to
Med deres lange Snekker saa hart de monne roe;
Men der de naaede Landet, steg de paa grønne Bred,
Og paa deres stolte Hingste op ad den dunkle Skov de red.
Vel hundred Mænd saa drabelige fulgte de Herrers Spor.
Herligt funkled Solen, alt da de steg fra Bord,
Paa Hjelm og Brynieplader, Øxer og lange Spjud.
Som naar Einherier ride paa Bifrostbroen, saae det ud.
Men der de udaf Skoven hen over Marken jog,
Fremsprang den Svend, som havde dem lokket paa dette Tog.
„Vel ridt I gode Drotter“, saa listelig han loe,
„Nu seer I plat for Jer den Borg, hvor Konning Atle monne boe.
„Han loved Eder Hæder og Hjelme og blanke Sværd,
Gyldne Brynieplader, Heste og rustet Hær,
Samt Riget i Arv og Fæste; nu Tak I have skal,
Jeg vil nu søge det Galgetræ, som vorder Eders Høiloftssal.“
Da vilde han undløbe hjem til sin onde Drot;
En Mand ham greb i Nakken, da endtes Svendens Spot.
Med faste Ørehamre de ham tildøde slog;
Derpaa med dragne Sværde heel freidig de mod Borgen drog.
Der møder dem Kong Atle; alt graaligt er hans Haar,
Med lumske Øie, af Brynet halvskjult, han fremad gaaer.
„Vel mødt, I gode Svogre, og bringer mig nu brat
Gudruns Arv, som Sigurd fra Dragen vandt, den gyldne Skat!
„Det Guld“, da Gunnar mælte fra stolten Gangers Ryg,
„Det fanger Du aldrig Konning, saa svigefuld som styg.
Før skal vi lade Livet og glæde Ulv og Ravn,
End saa vanæres skulde Gjukungers høie Heltenavn.“
Da sortned Atles Aasyn, der stødtes stærkt i Luur,
Vinden førte Lyden heelt op til Gudruns Buur.
Fra Skovens dunkle Baghold pantsrede Mænd fremsprang
En talrig Hær omringed Gjukungerne paa jævne Vang.
Nu fløi de tunge Spyde og Pilene fra Streng.
Af dybe Vunder Blodet flød paa den grønne Eng
Tidende kom til Gudrun om svare Vaabengny,
Strax skred hun ud af Borgeport, sorgfyldt men uden Qvindebly.
Midt gjennem Pilesværmen den høie Dronning gik,
Med flyvende gyldne Lokker, stærke flammende Blik.
Strax kjendte hun sine Brødre, favned og kyssed dem:
„Hvi lod I dog ei de Runer, jeg skikked til vort Fædrehjem?“
„Vanskelig vil det vorde at seire i denne Strid.“
Da raabte hun til Svenden: „giv Hjelm og Brynie hid!“
Snart stod hun i blanke Plader, og Skjold og Sværd med Magt
Hun svang ved Brødrenes Side, den djærve Qvinde uforsagt.
Saa gik hun frem som Skjoldmø i Slagets haarde Gjald.
Sjelden saages i Norden et større Mandefald.
Atle blev trængt tilbage til Borgemurens Ring.
Halvparten af hans Kæmper laa spredt paa Sletten rundt omkring.
Det var de bolde Gjukunger, de ginge mod Muren hen,
Høgne alene fældte vel tyve stærke Mænd.
Det var langt over Middag, ene stod Drotterne to,
Da klemtes de blandt Skjolde, og bundne blev paa snævre Bro.
Høit loe da Konning Atle alt af sit onde Sind:
„Nu Svende, bringer de Fangne hel brat i Hallen ind!“
Bagefter de gjæve Brødre Gudrun urørt fremgik.
Hvo, som sig nærmed hende, nedlynte hendes hvasse Blik.
Det mælte Konning Atle: „Lad Høgnes Bane blive,
At Hjertet I ham udskjære af Bryst med skarpe Knive,
Hvis ikke han forinden saa blid vorder stemt,
At han med Iil bekjender, hvor Gnytahedes Guld er gjemt.
Men Høgne taug. Da straaled for Kniven Kæmpens Blod.
Gudrun stod ved Siden og priste hans høie Mod.
Saa mandig var da Høgne, han lo med høien Røst,
Dengang det rygende Hjerte blev revet af hans laadne Bryst.
Atle gik til Gunnar, som bastet laa paa Bræt:
„Siig, kjender du dette Hjerte?“ — „Fuld vel jeg kjender det;
Høgne hin Modiges Hjerte udskarst du svarten Alf.
Saa lider nu det bæver, dog i hans Barm det mindre skjalv.
„Nu gjerrige Atle, aldrig Du Fafners Guld faaer fat;
Kun Rhinen, hin stærke Drage, skal raade den rige Skat.“
Da blev af usle Trælle Gunnar i Ormegaard
Nedsat. De fule Orme sig vikled i hans rætte Haar.
Gudrun min Søster kjære, Guldharpen nu mig giv,
At jeg med Mod og Ære forlade kan mit Liv.
Frem Ternen gik med Harpen; da Strengene med Taa
(Thi Hænderne var bundne) han saare kunstig monne slaae.
Han qvad en Sang saa liflig alt til det Strengespil,
At Ormene strakte Halse og lyttede dertil.
Han legede saa deilig, at Ormene sov ind,
Og alle Qvinder havde, undtagen Gudrun, Graad paa Kind.
Dog een ei var indslumret ved Guldharpens Klang,
Alt med sin Braad saa giftig den ham i Hjertet stang.
Da døde Konning Gunnar, da hørtes Gudruns Skrig,
Fra Borgen gjennem Skoven, til Snekkerne i dyben Vig.
Af hele Gjukungsætten, som Egen prud og skjøn,
Kun Niflung var nu tilbage, Høgnes den liden Søn,
Ham Dronning Gudrun vogted, at hævne Frændernes Blod;
Hos Hyrden høit i Landet hun lønlig ham opfostre lod.
III.
Treaarsdagen var kommen efter hin Udaad stor.
Aldrig mælte Gudrun i denne Tid et Ord.
Som en alvorlig Norne hun streng i Buret gik,
Tidt kasted hun til Atle saa hvast og hadefuldt et Blik.
Ind Kongen treen i Buret: „O Gudrun harmes ikke,
Tag Bod for dine Brødre, lad os et Gravøl drikke!“
Da gik der som en Lysning hen over Gudruns Kind.
En grum, blodgjerrig Tanke steg op i hendes mørke Sind.
„Alt til saa dyrt et Gilde, Du Huset nu bered!“
Hel sælsomt Gudrun nikked og smilte saa derved.
„Paa Brød der ei skal spares og ei paa goden Mjød!“
Da stod hun op og kasted Baldyrerammen fra sit Skjød.
Stod hun op og skued ud over den grønne Vang.
Og det var hendes smaa Sønner, saa lystelig de sprang.
Sin Skosvend Atle kaldte: „Byd Gildesgjæster hid!“
Gudrun gik i Stegers og sleb en Kniv med megen Flid.
Hvidtornen stod i Blomster og bugned under Snee,
De blanke grønne Blade man kunde fast ei see;
De skjulte sig bag Blomster. Det var saa mild en Vaar.
Den stolte Dronning Gudrun, hun gik sig i den Abildgaard.
Hun hører det suse fra høie Abildtræer,
Det er saa travl en Bisværm, som leirer sig der.
Snart vugger hver et Blomster i Skjød en flittig Bi;
Lig Bjergmand i Grube med Brum den farer om deri.
Og Lyden i den rene, let zittrende Luft,
Saa sødelig sig blander med Abildblomstens Duft.
Forunderligt, hun tøver, og Hjertet hørligt slaaer:
Hun og vil Honning søde jo suge for sit bittre Saar.
Ret som naar Aftensolen i kolde Vintertid
Med røde Læber kysser den Snee, som ligger hvid
Paa Marker og paa Enge, paa Huus og Skovens Træer:
Saa rødmed Gudrun, da hun stod sine unge Sønner nær.
„Kom hid, I Ulveunger, der er ei Tid at spilde!“ —
Hvad vil Du os, kjære Moder? hvi stirrer Du saa ilde?
„Jer Fader drikker Arveøl med Pragt og Harpespil,
Dog Eet ved Gildet mangler, — jeg Eder begge dræbe vil.“
„Kjær Moder, Du kan raade; dog nænner Du med vort Blod
At plette Vaarens Blommer? — Den Daad vist ei er god.“
De sank paa Knæ i Græsset, de bad for deres Liv;
Stærkt rysted de lyse Lokker, da tabte hun den blanke Kniv.
Hun gav dem Bondeklæder, hun Runer for dem skrev,
Og sendte dem til Hyrden, hvor Niflung fostret blev.
Han hentet blev til Borgen; dybt i en lønlig Vraa
Hun skjulte ham. Men Ingen de Kongesønner mere saae.
IV.
I Hallen, hvor Fyrrekerter flød tusind Straaler ud,
Holdt Konning Atle med sine Mænd saa rigt et Gjæstebud.
Der var der slagtet og Kalve og unge Svin,
I dreiede Horn med Guldrand flød søden Mjød og Humleviin.
De Kæmper med stor Gammen fortærte Brøden god.
Hos Konningen paa Sølvfad en Ret saa lækker stod.
De dybe Horn tidt tømtes, de væded den trætte Tand;
Af Filsbeensskaaler drak Kongen med gylden Fod og takket Rand.
Alt gjenlød hele Borgen af Støi og Munterhed,
Da mælte den drukne Konning, som det mod Natten led:
„Bring ind nu mine Sønner, de Mjøden og skal smage!“ — —
De fandtes ei paa Borgen, og Svenden ene kom tilbage.
Ind traadte stolten Gudrun, den Qvinde prud og stor:
„For dine Kæmper alle Du høre nu mit Ord:
Længe mig lysted at volde stor Qvide Dig og Skam,
Altfor mod mine Frænder Du var saa svigefuld og gram.
„Siig, vil Du dine Sønner ei bringe Gildetak?
Af deres Hjerneskaller i Mjøden Blod Du drak. —
Siig Konning Atle, hvorlunde forlysted Dig den Brad?
Det var dine baade Sønner, Du aad af dette Sølverfad.“
Da blev han som Kalken hvid og alle Gjæsterne med.
„Siig, Qvinde, at Du lyver, og gak herfra med Fred.
Men, hvis Du talte Sandhed, da est Du mere grum,
End nogen anden Qvinde paa Midgaards vidtudstrakte Rum.“
Men taus og kold skred Gudrun til Kammerset igjen.
Brat Kongen lod til Hvile sig bringe af sin Svend.
Rundt blandt de vilde Gjæster end længe Hornet gik.
Snart sank de alle paa Bænke med døsigt og omtaaget Blik.
Det Midnat var, da lønlig hun kaldte Niflung hid,
Og mælte: „nu vore Frænder at hævne det er Tid.“
Det var den liden Niflung, opslog han glad sit Blik,
Det luede som Flammer; men rolig Gudrun foran gik.
Hun svang den klare Kerte, dertil saa skarpt et Sværd.
Om Drottens Læber leged en Drøm hel styg og sær.
Niflung ham stak med Sværdet, hans Haand hun styred selv.
Da sprang af store Vunder den varme, røde Dødens Elv.
Hid kaldte hun sine troe Svende, som fra Burgunderland
Fulgte, da stolten Gudrun hun Atle tog til Mand.
De toge den døde Konge, i fagre Lin ham klædte.
Høi over ham at reise hun bød, og ham en Bauta sætte.
Saa gik hun til Gildeshallen, hvor Atles Hofsinder laae.
Og slynged Kerten mod Taget; høit monne Luen slaae.
Det knaged i Væg og Bjælker. Da sprang de op af Huus,
Men hvor de hen sig vendte, i Flammer stod det ganske Huus.
Da greb de Skjold og Sværde, de satte Fod mod Fod,
Og under brændende Bjælker udøste de deres Blod.
Høit Gudrun lo paa Marken, det qvæged hendes Sorg,
Da brat i Grus og Aske sank Atles høie Kæmpeborg.
Da havde Dronning Gudrun forvundet sin meste Harm,
Og Hjertet atter roligt slog under Svanebarm.
„Nu hent mig, Sigurd,“ kvad hun, og sprang i dyben Flod.
Men Niflung drog til Rhinen og blev en Kæmpe stærk og god.