Poul Møller
† 1838
† 1838
Rosen blusser snart i Danas Have,
Liflig fløiter snart den sorte Stær.
Snart vil Bi sin brune Nektar lave,
Hingsten græsse stolt paa gamle Grave,
Drengen plukke af de røde Bær. —
Men, naar Vaaren gaar ved Danmarks Sunde
I „Charlottes Bøgelund” igjen,
For at aabne sine tusind Munde,
Vække Hjerterne af Vinterblunde,
Møder hun ej meer sin Hjertensven; —
Ham, hvis Sang hun tiere begjerte.
End den lød, — en høj, en sjelden Aand, —
Ham med Tanken som en hellig Kærte,
Og med evigt Foraar i sit Hjerte,
Kjærlighed og Trofasthed i Haand.
Hun vil sende Rosen ud at lede,
Lade Bien flyve over Land,
Stæren flagre fra dens høje Rede;
Med de lyse Blikke vil hun bede
Dem at gjennemsøge Mark og Strand.
Stær og Bi den snelle Vinge breder,
Rosen flyver med sit grønne Blad.
Dette Svar den smukke Vaar, som græder,
Bringe de: „ak ingen, ingen Steder
Saa vi ham, som du os finde bad.”
Rosen siger: „mine Blik ej svigte;
Han, hvis Ord var som min egen Duft,
Han, hvis Tanker vare skjønne Digte,
Som mod Evigheder monne sigte,
Aander ej i denne Verdens Luft.
Mig en nøgen Taarepil fortalte,
Med en lille Høj de dækked ham;
Og mens Blæsten mine Kinder svalte,
Dufted jeg saa stærkt og paa ham kaldte;
Men jeg troer ej, at han det fornam.”
Bien svarer: „Læbens Honninggave,
Før saa sød, jeg fandt ej paa mit Tog.
Sælsomt kun — i Dødens stille Have
En iblandt de melankolske Grave
Mig med friske Blomster til sig drog.”
Sidst vil Stæren træde frem for Vaaren:
„Mere hurtig paa dit Bud fløj jeg;
Navnet hørte jeg og skued Taaren,
Som de mange fældede ved Baaren,
Men hans hulde Aasyn saa jeg ej.
Da jeg længe, længe havde fløjet,
Saa jeg Jorden øjned næppe meer,
Lyse Væsner mildt sig mod mig bøjed,
Som de kunde læse mig i Øjet, —
Fleer end dine Børn, ja mange fleer.
„„Tankens Alfer er vi,”” saa de talte,
„„Vide vel, til hvad din Attraa staar.
Nylig vi til Jordens Mørke dalte,
Til vort Allerhelligste ham kaldte,
Hvor ej denne Verdens Blik ham naar, —
Til en anden Verden, lysomsnoet
Af Uendeligheds Straaleflod,
Kun af Aandens klare Slægt beboet:
Dens Udødelighed varmt han troed,
Og Udødelighed blev hans Lod.
Himmelsk Harmoni som Enheds Kærte
Gyder i hans Væsen evig Fred.
Sympati af Tankeflugt og Hjerte
Alt han ejed; — Tidens svundne Smerte, —
Jorden mindes han med Kjærlighed.
Der stadfæstes hans — langt meer end Drømme, —
Nej, hans rige, klare, sikre Haab;
Han kan paa den Æters Bølger svømme,
Der som evig Morgenrødes Strømme
Døbe Rummet tavst med Tankens Daab.””
„Atter dalede jeg ned til Jorden,
Og jeg hørte, da jeg svæved nær,
Klagesange med Basunetorden,
Unge, gamle gik i langsom Orden,
Mest af unge dog en talløs Hær.
Og det lød som een, som alles Stemme:
Tak for dine Tankers Blomsterbed!
Ven og Lærer, aldrig dem vi glemme!
Tak dog først og sidst af os her hjemme
For din inderlige Kjærlighed! —
Barnlig Fromhed, søde, milde Bikke!
For vort Øje slukt er eders Lys;
Men den Aand, I spejled, glemmes ikke,
Og ad Tankens skjulte Vej vi skikke
Jer det sidste, lange Afskedskys.
Ven og Lærer! Kraft kun avler Daaden;
Kraft var og din klare Tænknings Sjæl.
Stærk som faa du kæmpede med Gaaden,
Saa med kristent Øje Charonsbaaden,
Sagde rolig denne Luft Farvel.
Ingen Svagheds Hulken derfor saare
Skal din fri, din tillidsfulde Sjæl.
Taaren flyder, det er Glædens Taare,
Som vi ofre ved din Larves Bare,
Glædens, — thi din Psyche har det vel! —”
Men om Vaarens Blik en Sky sig flokker,
Om det smukke, milde Pigeblik;
Smerten ryster hendes unge Lokker,
Hendes Taarer falde som Sneklokker
Ned til Jorden med vemodig Skik.
Og hun sukker med sin Røst, den bløde:
„Sørger med mig, Rose, Bi og Stær! —
Saare sjelden var den Blomst, som døde,
Og jeg kjender ej den Morgenrøde,
Hvori nu den spiller med sit Skjær.
„Men naar første Bitterhed er svunden,
Naar for Graad Guds Sol min Kind gjør fri,
Skal jeg vandre sagte gjennem Lunden,
Vække mine smaa med Kys paa Munden,
Vække Nattergalens Melodi.
„Og Urania, min høje Frænke
Skal, til Ære for sin ædle Gjæst,
Al sin Glands, sin Renheds Fylde sænke
Gjennem Natten, og enhver skal tænke,
Der er Fest! — dog det er Sorgens Fest,
Sig med østerlandske Teppers Bram, —
At, hvis han fra det ukjendte Sæde
Kaster Blikket paa sin Ungdoms Glæde,
Han kan see, hvor højt jeg elsked ham!
„Og som Gjenklang af hans egne Sange
Skal, til efterladte Hjerters Trøst,
Gjennem Duft af danske Kløvervange
Høres Mindehymner fra saa mange,