Et Smertens Budskab bæres over Vande:
Han, hvem til Afsked nys vi favned ømt,
Regensens Rahbek, han, som om det sande
Studenterliv har sunget skjønt og drømt,
Han, ak, hvem Skæbnen fjærnt fra os lod strande,
Med hvem han Glædens Bæger tidt har tømt;
Hans Ord vi vel skal høre mange Gange,
Men aldrig ham, der kvad de gode Sange.
Hvo sørger ej, som blot engang har prøvet
Hans Sanges Magt? Kun denne Trøst vi fik,
At hist „med Ild, som ingen Afstand sløved,
Revue passerer for hans vakte Blik,
Hver lystig Spas og dristig Streg, vi øved,
Hver varig Venskabspagt, han her indgik,”
Da „fri med fri og lystige Kumpaner”
Han svang sit Vids, sin Ungdoms lyse Banner.
Du jydske Hede, dæmp din barske Kulde,
Husk paa, du gjemmer nu et Sangerbryst!
Et Hjerte, rigt og ungt, som ak ej skulde
Os meer omspænde med sin søde Lyst:
Og vore Taarer ej, de hede, fulde
Hans Aske væde paa den fjærne Kyst!
Og ej engang hans Gravsten skal vi skue —
Jo den er rejst — her under Barmens Bue.