Rakar
poetisk Fortælling.
poetisk Fortælling.
Lad os favnes medens vi er unge,
Mens vort Blod af Længsel efter Mødet
Svulmer høit og stormende, som Floden
Hist fra Bjerget sig i Havet kaster.
Snart ei meer os Palmeskoven dølger,
Snart den onde Aand os vil adskille,
Og os begge venter Marterdøden.
Han, som talte var en ringe Slave,
Hun, som rev sig hurtig af hans Arme,
Var en mørk og deilig Pige, Datter
Af en mægtig Madagaskarhøvding.
Da hun flygted gjennem Bambuskrattet
Langs den store Flod i Nattens Stilhed,
Krokodilen, som ved Bredden lured,
Hørte hendes Hjertes stærke Banken,
Hendes Trin dog kunde den ei mærke:
Sexten Aar bevinged hendes Fødder.
Men forborgent i den høie Riismark
Et Par onde Øine hende fulgte.
Naar hun løb, da rasled det i Kornet,
Naar hun standsed, var det atter stille,
Og et Hoved mørkt og skummelt hæved
Speidende sig over Axevrimlen.
Havde hun det seet, da var hun ilet
Strax til Palmeskovens Mulm tilbage,
Havde med en Lyd, den velbekjendte,
Givet Tegnet til den Mand, hun elsked.
Og de havde samlet Riis og Dadler,
Flygtet bort til Bjergene for stedse,
Bygget blandt de vilde Dyr i Huler.
Da hun nærmed Byen sig og vendte
Sig mod hendes Moders høie Hytte,
Mødte hun det lystne Blik af Frænden,
Som hun tvende Gange alt gav Afslag.
Og han traadte frem og sagde: „Pige,
Vil Du, jeg skal tie, saa følg med mig,
Deel mit Leie denne Nat; før Morgen
Følger jeg Dig til Din Moders Hytte.“
„Gaa Forhadte, gaa og deel dit Leie
Med din Lige, med en giftig Slange.
Intet har Du seet og Intet veed Du,
Som jeg jo tør nægte høit. Din Taushed
Sælg til Andre, jeg den ei vil kjøbe.“
Om det smækkre nøgne Liv da slynged
Han sin Arm og løfted hende hurtig.
Men som en Løvinde, der er fangen,
Bed hun ham i Armen, dybt og kraftig,
Snoed let sig af hans Favn, og flygted.
Smerten bandt ham end en Stund til Stedet;
Og han skreg med hæs og hæslig Latter
I den stille Nat: Naar Maanens Skive
Fyldes næste Gang, vi mødes atter!“
Høit paa Himlen stod den fulde Maane,
Og den hele Stamme var forsamlet
Paa en sumpig Slette nær ved Floden,
Hvor det vrimlede af Krokodiler.
Midt i Kredsen stod den unge Pige
Blid og yndig, med beskedne Lader.
Og paa Dommersædet sad en Høvding
Med en Fjerbusk vaiende fra Issen.
Ved hans Fod med ydmyg bøiet Hoved
Stod Anklageren, den onde Frænde.
Dommeren oplod sin Røst og talte:
„Vore Fædre Lovens Ord holdt helligt
Landets gamle Skikke høit de hædred;
Aldrig spurgtes det blandt dem, at Nogen
Saa sig selv og al sin Slægt vanæred,
Og af Elskov eller anden Attraa
Nedsteg til en lav og ussel Kaste.
Ak, men siden disse hvide Præster
Kom til os fra Vesten med saamegen
Løgn og falske Taler, synes ogsaa
Denne Lov at glemmes meer og mere.
Pige! denne Mand, hvem Alle kjende
Som en ivrig Lovens Overholder,
Fremstaaer mod Dig med en vægtig Klage:
At i Nattens Stund i Palmeskoven,
Du, en Datter af en mægtig Høvding
Pleied Elskov med en ringe Slave.
Siig, vil selv Du tilstaae, eller vælge
Prøven, som de skjulte Ting afslører?“
Rakar, thi saa hed den unge Pige,
Rakar hævede sit klare Øie,
Blodet funkled i de mørke Kinder;
Og med fast og modig Røst hun talte:
„Ei med Ord det sømmer mig at svare,
Fører mig til Floden, hvor i Røret
Hundred Krokodiler snige lønlig;
Deres Dom skal Sandheden opklare
Ikke frygter jeg at vælge Prøven —
Hvorfor tøver I? jeg er jo rede.“
Frem af Skaren treen en Europæer,
Og han tilbød alle sine Varer
Stammens Høvdinger til fælles Deling,
For den unge Piges Liv at redde.
Dommeren blev taus og smilte haanlig,
Og han hævede sin Arm og vinked.
Tvende mørke Præster da fremtraadte,
Førte Rakar hurtig ned til Bredden,
Hæved Armene og talte begge:
„Krokodiler, som i Dybet herske,
I, som dømmer over Skyld og Uskyld,
Eder vi paa Fædres Viis besværge:
Hvis den Pige, som for Eders Guddoms
Domstol her fremstiller sig, er skyldig,
Aabner Eders hellige Svælg og griber
Hende da med Eders skarpe Tænder,
At hun aldrig mere Dagen skuer!“
Derpaa vendte Rakar sig til sine
Legesøstre, som med Graad og Klager
Fulgte hende Alle ned til Floden.
Og for deres Kjærlighed hun takked,
Bad dem om et Baand, som sidste Gave,
Til de lange Lokker at opbinde;
Bad dem tæt om hende Kreds at slutte
Mens hun blotted’ sine skjønne Lemmer.
Og da Maanen bag en Sky sig skjulte,
Styrted hun sig i de dybe Bølger.
Som en Søvind, der med Et sig reiser,
Gjennem Skaren gik en sagte Mumlen:
Hendes Ungdom, Mod og Skjønhed fyldte
Dem med Frygt og Medynk og Beundring.
Lig en Svane skjød hun gjennem Floden,
Og fra deres Skjul ved Vandets Pladsken
Samledes de vilde Krokodiler,
Aabned graadig deres Gab mod hende.
Men ved mangen snild og smidig Vending
Snoed hun sig uskadt gjennem Vrimlen.
Og hun svømmed rastløs frem som Pilen
Hvislende fra Buestrengen glider.
Midt i Floden laa en Ø, bedækket
Af en tæt og skummel Rørskov. Ingen
Aabning var der, som tilstedte Indgang,
Ingen Sti, hvor Foden kunde træde.
Aldrig den af Mennesker besteges,
I dens Skygger og Moradser havde
Slanger deres hemmelige Reder;
Men især de store Krokodiler
Flokkedes i Skarer ved dens Bredder.
Der var Maalet for den store Prøve.
Alt var taust i nogle Øieblikke —
Ei en Lyd — det var som selv Naturen
Lytted, og af Skræk sin Aande dæmped.
Tvende Gange dukkede hun under,
Anden Gang hun atter kom tilsyne;
Men den tredie Gang, ak, blev hun længe —
Længe borte. Fjenden smilte listig,
Og han hvisked: „Seer I, hun var skyldig.“
Hendes Moder og de andre Kvinder
Alt et Klagehyl istemme vilde;
Men da hæved hun det skjønne Hoved,
Og med sikkre Blik til alle Sider
Gled hun atter over Vandets Flade
Hen, — og i et Nu hun stod paa Bredden.
Da udbrød den hele mørke Skare
I et Jubelskrig, da blev den onde
Klager greben, og til Dommersædet
Med Forbandelser og Haan han slæbtes;
Dømtes til at bøde Meer, end Nogen
Af de Rigeste i Stammen eied.
See, da traadte frem den unge Pige,
Blid og yndig, med beskedne Lader.
Vandet af de lange Lokker drypped,
Barmen, som med Armene hun dækked,
Hurtig sank og hæved sig med dobbelt
Fylde af Anstrengelsen og Glæden.
Og hun sagde disse Ord: „o Dommer,
Alt jeg skjænker ham, lad ham beholde
Alt sit Gods og alle sine Hjorder;
Ei min Moder mangler Rigdom, hendes
Kvæg jo græsser uden Tal paa Engen.
Og selv om hun fattig var, dog Intet
Af, hvad ham tilhørte, jeg vil eie.“
Derpaa vandred Alle hjem til Byen;
Men da Alt var roligt, og da Maanen
Sagtelig bag Fjældene var sunket,
Og i Nattens Mulm den søde Slummer
Havde lukket alle trætte Øine; —
Da stod Rakar op, og lytted længe
Længselsfuld og ængstelig til Vinden
Fra den Kant, hvor Sukkerørsplantagen
Susende sig strakte hen imod Byen.
Taus hun stod, Gazellen lig, der frygtsom
Speider, om sig ingen Fjende nærmer,
Indtil hendes skarpe Øre skjelned
Tegnet, som kun hørligt var for hende.
Lønlig og forsigtig og med lette
Fjed hun da forlod sin Moders Hytte,
Og i Sukkerskovens tætte Mørke
Favnede hun glad den ringe Slave.