C.N. Rosenkilde (1786–1861)

Det¹ er vel en 3—44 Aar siden, at det — virkelig — passerede i min Fødeby, som jeg her vil fortælle. Der boede i vor Gade, skraaes over for mine Forældres Huus, en Skomager, som var bekjendt i hele Byen og Egnen under Navn af Mester Morten Bosse. Hans Kone hed Stine. Det var et Par skikkelige Folk, som Alle i Grunden godt kunde lide. Mester Morten havde et lidet, daarligt Huus, straatækt, hvor det regnede ned allevegne, undtagen der, hvor han sad og arbeidede, og saa over Sengen. Han saae, at han aldrig kom saavidt, at han kunde faae et heelt, nyt Tag over sit Huus, naar han skulde have dagligt Brød og en Sopken til sin Mad, ryge en Pibe Tobak i sin lave Dør — og saa en skikkelig Frakke at tage paa, naar han om Søndagen gik i Aftensang, og derpaa hen og saae paa Keglespillerne i Møllerens Have. Stine vadskede for Folk, rullede og hjalp til i Slagtetiden, gik med Støvler og Skoe om paa Landet til nogle Præster og Degne, som Manden arbeidede for, og fortjente saaledes paa sin Maade lidt til Huusbehov, til Grisen i Gaarden, til lidt Tækkehalm for Huset, naar Hullerne bleve for store, til lidt Vinterbrændsel, og en og anden Smule Godt til Morten om Aftenen.

        Dette Par Folk sled sig igjennem, og var tilfreds. Et rigtigt Kjøkken-Vindue, til at lukke op, det var det eneste, som det gjorde dem saa ondt for, at de ikke kunde faae. Derpaa speculerede især Konen Dag og Nat. Ingen vidste noget at sige dem paa, andet end det: at Stine Bosses engang havde været lysten efter Brændeviin, men det var hun lykkelig og vel bleven Herre over, og havde tilsidst reent lagt af; og saa gik hun ud i Herregaards-Skoven engang imellem og samlede Brænde, og tog sommetider et Favnestykke, hvor hun kunde komme til, med imellem det Kvas, det var hende tilladt at samle. Morten kunde ikke lide det, han skjendte hvergang hun kom hjem om Aftenen, og gjorde sig til af sit Rov, som hun syntes der var ikke det allermindste ondt i. Hun sagde altid: „Aah! den Smule!“ Men det var et underligt Hang til Nærighed. Det var hendes eneste Feil. Hun var tro, flittig, reenlig, kjærlig mod sin Mand; hun var paalidelig i hvad der betroedes hende at gjøre, i de Ærinder, man gav hende at udføre. Hun løi ikke. Hun stjal ikke forresten, ikke en Pinds eller en Hvids Værdi fra Nogen, hos hvem eller med hvem hun havde noget at gjøre, men hun var lidt nærig. Hun kunde bruge alting. Hun kunde ikke see en gammel Hue hos min Moder for Exempel, hvor hun ofte kom, for at rulle Tøi, uden at sige: den kunde hun give mig, Madame Røsted. „Maa jeg have de gamle Støvler der?“ o. s. v. Fandt hun i Gaarden, i Feieskarnet en eller anden Ting af nogen Værdi, saa bragte hun den ind, men sagde altid: „faaer jeg til en Sopken til Morten“ eller „Madam Røsted kunde give mig det Madfedt, der staaer i Skabet!“ Hun havde altid Ønsker og Begjæringer. Blev hun bidt af for sin Nærighed og Paatrængenhed engang imellem, saa knurrede hun og gik lidt vred bort; men det gik over, og naar hun kom igjen, havde hun lignende Ønsker og Begjæringer paa Hjertet. Men hun var saa villig, saa flidsom, og et saa godmodigt Menneske alligevel, at hun ikke kunde undværes i de Huse, hun engang kom og gik i. Havde man taget sig af det stygge Træk hos hende i Tide, saa var hun vel bleven Herre over det saavelsom over den store Feil med Brændeviins-Drikkeriet tidligere, som hun med eet vænnede sig af med, da Mester Morten gik fra hende og blev borte i flere Dage, og lod hende sige, at han kom ikke mere hjem, førend han erfarede, at hun ikke i fjorten Dage havde smagt Brændeviin, og hun saa dernæst lovede ham, aldrig at gjøre ham den Sorg mere, der havde drevet ham ud af Huset. Fra den Tid af, da var hun 34 Aar gammel, smagte hun aldrig mere hverken Brændeviin eller nogen anden stærk Drik.

        Men hendes Hang til Nærighed, hvormed hun meente, at hun Ingen saa egentlig fornærmede eller forurettede, det tog Ingen sig alvorlig af. Manden smaaknurrede vel, naar hun kom fra Skoven med Kvas, og havde Favnestykker derimellem. Stine loe og kaldte ham en Nar. Hun syntes det var dog aldrig værdt at tale om. Mester Morten huggede Stykket itu, og stablede det sammen i Vinterforraadet, og det brændte godt, og varmede prægtig, og Stine gjorde sig ingen Samvittighed af at hente sig et Stykke imellem, naar hun kunde see sit Ram. Men hun tænkte ikke paa, at, ihvorvel det i og for sig selv var en stor Bagatel for den, hun tog det Smule Brænde fra — thi mere end en Snees Stykker hele Aaret igjennem, var det vel ikke — saa var det dog en vigtig Sag for hende selv: thi hun stjal hvergang fra sig selv et Stykke af sin Ærlighed og rolige Bevidsthed. Den blev hvergang mindre reen. Og det kostede hende derfor mindre Overvindelse at gjøre sig skyldig i den Handling, der blev hendes og Mortens Undergang.

        De to Folk levede og slede Tiden hen, og havde Fred inden Dørre, og Klæder paa Kroppen og dagligt Brød. Mester Morten og hans Kone gik til Alters en Fredag, paa hvilken de begge just fyldte deres 48de Aar. Om Eftermiddagen sad Mester Bosse paa en flad Steen i Gaarden, hvor Stine pleiede at banke Klæder paa. Stine gik og pillede Huggespaaner sammen, og bar dem ind i det lille Brændeskuur. „Stine,“ sagde Morten, „veed Du hvad! Stine“ — han standsede i det. „Hvad er det Du vil sige Morten?“ sagde Stine. „Hvad gaaer der af Dig? Herre Gud i Himlen! Hvad er det? jeg troer Du græder.“ Morten græd virkeligen. „Siig mig dog, hvad der feiler Dig?“ blev Stine ved. „Der feiler mig det,“ sagde Morten endelig, „at den gode Samvittighed, som Hr. Hammond prædikede om idag, Stine, den have vi dog ikke. Det gaaer ganske godt. Vi have det daglige Brød, og Huus over Hovedet, og skylder Ingen noget; og vi have gode Naboer; og af dem, der have meget mere end vi, ere vi jo dog godt lidte. Jeg kan Gud skee Lov komme hvor det skal være, og er æstimeret som en skikkelig Mand; men alligevel, det er jo dog sandt, Stine, Du troer det kanskee ikke; men naar ikke det Brænde var, som Du tager i Skoven, — see saa var der slet intet i Veien, ikke det Allermindste. Nu er dog det i Veien. Vi kan dog ikke sige: Vi ere fattige, vi To, men vi lade Enhver beholde Sit — er det dog ikke sandt — det kan vi ikke sige. Var ikke det Snaus Brænde, saa havde jeg ikke slaaet Øinene ned i Dag i Kirken, da Præsten sagde de Ord: „Vær ærlig, Du Fattige og Du Rige! Hav Ærefrygt for Andres Eiendom! Det være i Smaat som i Stort; lad Alt ligge som ikke er Eders. Lad det ligge! Der er ingen Velsignelse i det, som er listet fra Andre; Det sagde Han — Gud han hjælpe mig, Stine, om jeg ikke troede, at Hr. Hammond meente Os. Jeg havde nær ikke kunnet gaae op til Alteret. Mine Knæe rystede under mig, jeg troede, at naar han kom til mig med Guds hellige Legeme og Blod, saa vilde han kanskee blive staaende og sige til mig: „Morten, Du er ikke Guds Naades hellige Maaltid værd! Du stjæler. Du varmer Dig ved Brænde, som Du lader din Kone stjæle fra Andre!“

        „Herre Gud, Morten,“ sagde Stine, „er det nu noget værdt at tænke paa saadan en Smule Brænde. Hvad er nu det for Griller! Du er jo ikke klog Morten, at Du falder i Tanker over saadan en snaus Ting, som det er. Og saa veed jeg ikke, hvordan Du har det. Du synes jo dog, at der slet ikke er noget saa farligt i det, siden Du jo dog varmer Dig gjerne ved det og — er det nu værdt at præke om det.“

        Stine var ikke som Morten, ellers var hun bleven rørt af hans levende opvakte Samvittigheds Mindelser, og havde tænkt over det Onde, det Uværdige, hun havde at bebreide sig selv, det Eneste, der var at sige paa deres huuslige Livsvandel, og havde som han følt: „Der bør slet ikke være det Allermindste at sige os paa.“ Stine syntes nu, at dette Ene det var slet Intet. Hun var meget rolig. Morten havde ikke bestemt, fast, kraftig Villie til at kunne sige til Stine: „Jeg gaaer fra Dig, dersom Du nogensinde kommer i Huset mere med en eneste Pind eller Pinds Værdi, som ikke tilhører Os med Gud og Ære.“ Havde han kunnet gjøre det, saa var hun vel bleven Herre ogsaa over denne Feil.

        Om Aftenen, just den samme Dag, — Morten var allerede i Seng — da bankede der En paa Vindueskodderne.

        Stine gik ud. Morten laae og lyttede. Han hørte, at det var Johan, en Muursvend, der boede hos dem, og som laae oppe paa Loftet. Naar han ellers kom hjem, træt af Arbeide, pleiede han at gaae op ad Stigen, der stod i Forstuen, og lægge sig uden at gjøre dem videre Uro. „Hvad mon han kan ville Stine?“ tænkte Morten. De talede længe sammen derude. De slæbte derpaa noget Tungt op ad Stigen og langs hen ad Loftet. Stine kom derpaa ned og lagde sig. Da Morten spurgte, hvad det var Johan vilde, sagde hun: „Aa, det var slet Ingenting, det var bare han vilde have mig til at hjælpe sig med at faae Noget baaret op paa Loftet.“ „Hvad var det for Noget?“ „Aa det var ingen Ting, det var bare noget gammelt Skramleri af et Vindue eller saadan Noget; jeg kunde ikke engang see det rigtig.“ „Det er seent han kommer fra Arbeide i Aften.“ „Ja vist er det.“ „Det er dog løierligt, at Johan kommer saadan slæbende hjem Klokken elleve med saadan noget. Naar det saadan er Skramlerier, som Muursvendene maae tage, saa pleie de at lade Haandlangerne slæbe det hjem om Løverdagen. Det er da løierligt!“ Stine sov hen under Mortens Betragtninger. Om Morgenen tænkte Morten ikke videre derpaa.

        Om Søndag-Morgen tidlig gik han ud i Gaarden i sine rene, bare Skjorte-Ærmer, og vilde sidde lidt og sole sig paa Stenen og ryge sin Pibe. Der var Stine og Johan i fuldt Arbeide, og Stine sagde til Morten: „Aa! Du maa ikke komme herud — Du kan staae i Forstuen og ryge; vi have noget for her, som Du ikke maa see, før det er færdigt. Det skal Du blive fornøiet over, og det tilgavns! Gaa nu Din Vei! og kom ikke herud før jeg siger Dig, at Du maa.“ Johan stod og slog lidt Kalk i Gaarden. Morten tænkte: „Hvad mon det er, de have for.“ Han gik ud paa Fortoget, og stod og røg sin Pibe. Han gik ind, smed Frakken paa, og gik to Gange ned til Porten. Han kom igjen. Der kom Ingen og kaldte ham ud i Gaarden. Han tog i Kjøkkendøren. Den var ikke til at faae op. Han raabte, og bankede, og kaldte paa Stine; hun svarede: „han kunde gaae lidt omkring endnu, saa maatte han komme.“

        Det morede Morten at speculere paa, hvad der gik for sig. Henimod Middag først kom Stine ud i Forstuen, hvor Morten havde sat sig til at læse lidt i en Psalmebog. „Kom nu Morten,“ sagde Stine, „kom nu og see!“ Morten lukkede Psalme-Bogen i, gik ind, og stak den op paa Hylden. Han kom ud i Kjøkkenet, og saae Johan hvidte Væggen omkring et nyt indsat, temmeligt stort og sværtkarmet Fag Vinduer. Det havde kun 3 hele Ruder, Resten vare revnede, og Alle vare gamle, solforbrændte og uklare; men til Mortens Kjøkken var Vinduet et Stads-Vindue. Mester Morten stod og saae paa Vinduet, og saa sagde han til Johan: „Hvor er det Vindue kommet fra, Johan?“ „Aa det fik jeg heroppe paa Slottet i Forgaars. Jeg havde ondt nok med at slæbe det hjem.“ „Var det det, Han kom hjem med i Fredags Aftes?“ „Ja.“ „Herre Jesus, Johan! det er han ikke kommen rigtig til. Gud forbarme sig! Det er jo dog ikke Skramleri.“ „Aa ja! det er der ingen Hund der gjøer ad,“ sagde Johan; „Han skulde see, hvad Kristen Odensee slæbte hjem den Aften! der er slet Ingen, der bryder sig om det Snaus.“ „Ja, da var der jo dog Auction deroppe forleden paa alt saadant Noget.“ „Hør nu Mester, naar Han er bange for det, saa kan jeg tage det ud igjen, saa er det ikke mere. Der er ikke en af Svendene, som ikke tager hver Aften saadant Et eller Andet, som kan bruges og der er Ingen, der saadan bryder sig videre om det, naar vi da ikke reent ud render med det ved høi lys Dag, saa Forvalteren selv seer det.“ „Skal Du nu forspilde mig den Smule Glæde, Morten,“ sagde Stine halvvred; „nu har jeg da faaet mig et Vindue endelig, og Johan overlader mig det for fire Mark, som jeg skal betale af min Vadsk; nu var jeg saa glad. Aa, hold nu din Mund, og kom ikke med noget Grillefængeri! — Man har aldrig nogen Fornøielse, om man aldrig mener det saa godt. Er det nu ikke et rart Vindue, see hvor det gaaer op og i!“

        Mester Morten var ikke saa meget fornøiet over Vinduet. Men han kunde ikke overtale sig til at sige til Johan: „Tag det ud! Væk med det! Jeg vil ikke have det.“ — Han vidste ogsaa, at Kammerraaden oppe i Gaden i Foraaret havde kjøbt to Dørre, ogsaa af en Svend saadant under Haanden, og at det var noget, Ingen regnede det saa nøie med heroppe paa Slottet.

        Hen i Vinteren kom Johan i Klammeri med en anden Svend, og bankede ham. Johan havde kort i Forveien talt ilde om Forvalteren, fordi denne havde ladet en Muursvends Kone ride paa Træhesten i Borggaarden en heel Time, fordi hun var bleven greben, idet hun tog et stort Stykke forgyldt Tapet, som hun vilde bære hjem. Johan havde talt næsviist om Forvalteren, og sagt om ham, at han var den største Tyv, der paa Slottet o. s. v. Den bankede Svend gik op til Forvalteren, og sagde, hvad han vidste om Johan. Forvalteren fik ham fat, og snakkede venlig og aabenhjertig med ham, og Johan sagde, at han havde taget et Vindue, men som han gjerne baade kunde og vilde betale. Men Forvalteren sagde: „Aa Snak, Johan, det er ikke saa farligt, det.“

        Men Johan sad inden 8 Dage derefter arresteret i Tyvehullet paa Raadstuen, og niende Dagen, saa kom der en Raadstuebetjent om Aftenen ind til Morten Bosses, og spurgte dem, „om de havde kjøbt et Vindue af Johan Muursvend?“ De sagde: ja. „Om de havde vidst, at det var stjaalet?“ De taug.

        Om Morgenen efter skulde dette hidtil aldeles uberygtede og for skikkelige Mennesker ansete Par Folk i Forhør som Hælere. Stine var om Aftenen hos os, for at sige min Moder, at hun ikke kunde komme og vadske Dagen efter. Hun havde fortalt vor Pige hele Historien, og for min Moder græd hun bitterligen og sagde: „O Herre Gud, hvor Morten er ulyksalig og jeg ogsaa! Mit Hoved er, som om det skulde sprænges itu. Veed Hun hvad, Madam Røsted! dersom det var i den Tid, jeg drak Brændeviin, saa veed Gud, at saa vilde jeg drikke en heel Pægel og saa gjorde jeg en Ulykke paa mig selv!“ Og saa var hun gaaen ligesom i Vildelse bort.

        Morgenen efter var det en stærk Frost. Sneen laae høit overalt. Mester Morten — saaledes fortalte en gammel Svend, der arbeidede for sig selv paa Mortens Værksted — havde været tidlig oppe, men hans Kone endnu tidligere; hende havde Svenden ikke seet. Morten havde siddet længe opreist i Sengen, før han stod op, og seet lige ud for sig, ikke talt et eneste Ord, ikke spurgt efter sin Kone. Derpaa stod han op; og saa var han gaaen ud ad Kjøkkendøren. Da han blev borte, var Andreas, Svenden, gaaen ud, og havde seet ud ad Kjøkkenvinduet efter ham ud i Gaarden og ud i Haven. Der gik Morten, og saae ned paa Jorden, som han søgte noget i Sneen. Saa var da Andreas gaaen ind, havde klædt sig paa, og var gaaen hen til Præstens med et Par Støvler. Paa Gaden havde han mødt den lige over for Bosses boende Brændeviinsmands Kone, og hun havde fortalt ham, at Stine tidlig den Morgen havde været der, havde forlangt et Glas Brændeviin og drukket det paa Stedet. Da han saa kom tilbage, og Morten ikke var i Stuen, og Stine heller ikke, og Tiden lakkede mod Forhør-Timen, saa vilde han søge dem op, da han havde lovet at følge dem op paa Raadstuen. Da han kom ud i Kjøkkenet, stod Sneen og Blæsten ham lige i Ansigtet. Vinduet var brækket ud og borttaget. Han gik ud i Haven; der var Ingen af dem at see. I Sneen ned ad Gangen vare Spor af Konens Træskoe og Mandens Tofler. Andreas fulgte Sporene. De førte ham hen til en Brønd, uden Omhegn, nede i Haven ved Gjærdet. Der stod Vinduet med sin Karm op til en Steen. I Brønden laae Morten og hans Kone. Der var neppe Plads til Een; hans Hoved var klemt ned mellem hendes Legeme og Stenene, i det hans Arme omfavnede hende. Om han har villet redde hende, eller følge hende i Døden, det kunde man ikke vide. Hans Tofler stode paa Sneen; det Sindsforvirrede, der laae deri, synes at tale for det Sidste. Samme Aften sildigen begroves det Par Folk som Selvmordere og Tyvshælere. Den gamle Andreas fulgte dem til Jorden.