Nej da er det en anden Fornøjelse at omgaaes
slige Folk som Hr. Magisteren.
(Jakob v. Tybo I, VI.).
(Solo).
En sjælden Fest os byder her
I Kreds os at forene:
En Søn er født — os alle kjær —
Af Bakkus og Athene.
Ved Barnets Vugge Amor stod,
Den lille Soldemester,
Og døbte ham med Drueblod;
Ihi der var ingen Præster.
Recitativ.
Der var en Tid, da her var godt at være,
Da hundred Brødres Villie var som een, —
Da Munterhed og Vid blev holdt i Ære,
Da Glas gik rundt som Mutters Rokketeen.
Da frit man turde nyde Gaardens Glæder
Og Sommersolen — blive Sorgen kvit
Ved Sang og Passiar — da hver en Skræder
Tog Afbedrag, — da gamle Kro gav Krit!
Ej ganske var den Tid forbi, da Mester
Sit Lys lod straale ud fra sjette Gang.
Hans sjældne Sands for Brodersindets Fester
Gav snart enstemmig ham Magisterrang.
Men nu, da snart hveranden er Filister,
Blev det især idag for os en Trang,
At bringe ud en Skaal for vor Magister
Og skjenke ham et Bæger samt en Sang.
Kor.
Vi hædred ham idag med Dands
Og med Fiolens Tone.
Vi fletted om hans Lok en Krands
Af Lindens grønne Krone.
Paa vore Hænder vi ham bar
Tre Gange rundtom Træet;
Nu skal han i et Badekar
Med Puns, som ej er spæ’et.
Amor og Bakkus følge ham
Fremdeles gjennem Livet!
Han gjorde dem ej hidtil Skam,
Saa tidt det blev ham givet.
O Fryd, naar han i Hymens Baad
Blandt smaa Magistre gynger,
Mens Efevkrandsen evigvaad
Sig om hans Pande slynger!