Forleden Nat jeg drømte,
Jeg midt i Luften stod,
Og klare Skyer strømte
Som Bølger for min Fod.
Bestraalet af Aurora de vugged mig saa blødt.
Da danned der sig Skikkelser af Skyens Purpurrødt.
En dejlig Kvinde svæved midt i et Alfekor.
Mod mig et Fyldhorn bøjede hun blidt med disse Ord:
„Min Ven, drag hen, før Jorden
I Vaarens Glands staar Brud! —
I Marts, — i Sjællands Norden
En Foraarsblomst sprang ud.
Den blomstrer bly og ensom — den lille Martsfiol;
Den faar sin Duft og varmer sig ved Vaarens milde Sol!
Den svæver som en Ungmø hen paa en liden Fod; —
Du kjender den paa Hændernes det hvide Liljeblod!
”Og naar du finder hende
Hist paa den dunkle Jord,
Saa hils fra en Veninde,
Som over Skyen boer —
Og fra de smaa Luftalfer, der dandse her i Rad, —
Som tavst om hende svæve, som kun lee, naar hun er glad!
Og dette rige Fyldhorn du over hende gyd! —
Det gjemmer det tilkommendes Velsignelser og Fryd!”
Men da jeg vilde gribe
Det vidunderlige Horn,
Jeg vaagned, — tænk min Knibe,
Tomhændet som tilforn. —
Strax i den vide Verden jeg ud at lede gik;
Thi Drømmen stod saa levende, saa livsklar for mit Blik.
Gjennem de lange Gader jeg mere løb end gik;
Da blændes jeg med et af Orientens Romantik.
Men hvad jeg saa af gult og rødt,
Ret aldrig skildres kan: —
En hel Natur af lutter sødt —
Et Sukker-Trylleland.
Et Kræmmerhus jeg fyldte, ak ej med Fremtids Held!
Men Ønsker her ledsages af et jordisk Sødheds Væld.
Et Fyldhorn jeg dem bringer, — ej fra Lysalfens Slot;
Dog, tør man tro Konditoren, smager dets Indhold godt.