Hvor hun er sød! — som en kinesisk Dukke
Med Haaret opad strammet i en Dusk,
Med Panden spændt som Trommeskind paa Brusk,
Til Jordens Fryd — hun Øjet ej kan lukke!
Knap hun det — ak med gruelige Sukke —
Paa halv tilklemmer, som for Støv en Kusk,
Som Maanen, naar den skimtes bag en Busk,
Mens Medynksperler yndig det bedugge.
Da plirer det saa himmelsk; ved Opbindingen
Det som smaa Amorspile opad rettet,
Paa skraa med Spidsen farlig truer Tindingen.
Først, naar hun alt ved Aftentoalettet
Opløser, faar det Ro, det stakkels Øje,
Til — næste Dag igjen det ondt maa døje.