Her, hvor de tykke Munke fordum bygged,
Hvor bravt man flikker paa de gamle Rønner,
Her gaa nu tynde, pæne Musesønner,
Og betle Sjælemad, som først er tygget.
Naar saa et Kursus er mod Enden rykket,
(Selv om Fordøjelsen er lidt mislykket)
En ædel Stræben Fakultetet lønner,
Og Kancelliet Fliden huldt paaskjønner,
Ved Karakterens Godhed vel betrygget. —
Examen, o du Livets løste Gaade,
Dets bedste Blomst! — du Afgud værd at dyrke!
Meer værd end Troen, end en god Samvittighed!
Du gyldne Frugt af, hvad man fattig saa’de,
Du sikre Trøst i Tvivl og Tanker mørke, —
Beskæm ei den, som har — Attest for Flittighed!
Ud over Stad og Land du Fogder spreder,
Doktorer, som, mens her de selv florere,
Befolkningen i Paradis formere,
Til ikke liden Uro for St. Peder; —
Du Svedens Løn, naar man pligtskyldigst sveder,
Selv Voluntærer leder du til Sæder
Med Haab om snart at maatte kopiere;
Dog fremfor alt, hvad der kan supplicere, —
Ja fremfor alt — du Præster tilbereder. —
O „Waterproof” paa al Slags Præstedygtighed!
Du Svar til alle næsvis-frække Spørgere!
Du Modgiftsmælk mod den profane Flygtighed!
Du gjør, at vandet Snak blir kaldt opbyggelig;
Salige Land, som kun faar Sjælesørgere
Med Lavd og Havd! — du kan dig prise lykkelig! —