Der sidder han, og Knæet Armen støtter
Mens Trappestenen vugger ømt hans Kind;
Der sidder han og snorkende han lytter
Til Aanders Røst, for Gadens Tummel blind.
Ud han sig strækker langsomt, blidt bevæget,
Han søger vist, hvad han ej finde vil,
Før denne drøje Krop tilgavns er spæget,
Før Porten efter ham sig trykker til.
Der lever kun tios ham, som tout le reste,
Som Blomst af Ungdomslivets Æventyr,
Et Sagn om Hjemmets Mad og Køer og Heste,
Men Mindets Glands forsvinder mellem Skyer.
Og om hans Læbe bitre Spor sig blande
Af Sult og Sved og Prygl med Længsels Lyst,
Der kaster Vemodssløret om hans Pande;
Men Taarer ej, kun Søvnen er hans Trøst.
— Ak den var kort! — Ej meer han vegeterer
Horisontalt. — En Spore klirrer just.
Han farer op lig Stormen; saluterer,
Han drømmer ej, han aander ej et Pust.
Der staar han, og ej Knæet Armen støtter;
Ej Sjovergloser røre nu hans Sind.
Han gaar, — til Kalveskindets Røst han lytter,
Forresten — paa Kommando — døv og blind.