Er det en Blomst med sympatetisk Skin,
Som ved Beaanding løber an lig Staalet,
Som skifter Farve ved en Foraarsvind? —
En indisk Viv, lagt ved en Mand paa Baalet? —
Hvad er det? — et Fantom, et Intet; og
Dog I deraf saa stort et Væsen gjøre.
I ønske det bevart; begjærlig dog
Hver fejg Bagvasker laaner I jert Øre.
Et Skin, et Intet er det. Kunde det
Ved Skin og Intet ellers lægges øde? —
Dog ved dets Grav har mangen Lilje grædt,
Har mangen Engel græmmet sig tildøde, —
Maa Kvindens Liv, til Fordom givet hen,
Sin Ære, Lykke, Dyd, med Skændsel skifte:
Og dog I usle, som jer kalde Mænd,
Det med et Mundsvejr hjerteløst forgifte!