„Han vil det rene Væsen, maa du vide!”
Gjengangerbrevene.
Han blev Student med daarligt Havd som flere,
Tog ogsaa Filosofikum med Havd:
Ham vilde ingen Ting interessere,
Men Attestasen fik han — tænk — med Lavd.
Han havde hørt, naar blot man som en Hest
Sig vel aad ind i nogle skrevne Hæfter,
En tre Aars Tid, man kunde — helst som Præst —
Naa den Lyksalighed, han sukked efter:
En evig, uforstyrret fysisk Ro,
Samt aandig ditto, tryg for Livets Bølger,
Respekt til Husbehov, men Mad for to,
Og Embedsfedmen, som med Tienden følger.
Saa gjorde han, (og Skæbnen var ham huld)
Fik Kald, ja voved selv en Viv at kaare —
Ej blot til Lyst; nej han var ingen Daare:
Han ægted saa omtrent en Tønde Guld.
Hvordan han var som Mand, om han forsøded
Smukt hendes Liv, som hun forgyldte hans,
Derom man ej er enig; vist, han gløded
Nok ikke just for huslig Ømheds Krands.
Han ønsked kun den Ro, som Guder føle,
Som end Braminen mættet, henrykt nyder,
Hvis Religjon ham Virksomhed forbyder,
Hvem hundred Slavers Silkevifter køle.
Han leved skjønt, fik Børn, aad Steg, drak Vin,
Nød lovbefalet Agtelse som Hyrde
For tvende Flokke Faar, dog midt i sin
Livsglæde led han dybt af Kaldets Byrde.
Han bød: „Jeg vil ej præke meer som Præst,
Jeg Evne har jo til fuldstændig Magelighed!”
Han gav sin Doktor Guld for en Attest,
Fik Afsked med Pensjon paa Grund af Svagelighed.