For Cuencas Infantinde frem en ydmyg Betler gaar.
Dunkle Flammer spruder Øjet, snehvidt bølger ned hans Haar.
Og hun rækker ham en Gave, og han bøjer sig i Støvet,
Og den skjønne Mø sig sig fjærner, svinder bag Kastanieløvet.
For Cuencas Infantinde frem en rigt klædt Kjøbmand staar,
Og hun kjender dette Lueblik, som henrykt op han slaar.
Og han hvisker „Tak for Gaven,” og han aabner sine Gjemmer,
Og fremviser Guld og Perler og baldyrte Purpurbræmmer.
„O tillad, at dette Demantdiadem maa kaldes dit,
Lad det fængsles som mit Hjerte, der ej længer aander frit!
Intet som din Skjønhed straaler trindt i Spaniens lyse Dale.
Maatte, Donna, maatte den min elskovssyge Sjæl husvale!”
Og Drabanter lod hun kalde, og de bandt ham stolt og stum,
At hans Elskov kunde slukkes dybt i Fængslets vaade Rum.
Men da næste Morgen gryed, Solen saa, da den var oppe,
Den undvegne kjæk som Fuglen stige over Fjældetoppe.
Se, da monne det sig hænde silde paa en høstlig Dag,
Medens Aftensolen skjælved over Skovens gule Tag,
Med sit Følge Hjort og Raabuk jog den skjønne Infantinde,
Paa sin lette Ganger svandt hun dybt i Skovens Tykning inde.
Og det drev som dunkle Magter hende stedse længer frem,
Sent hun mærked, hun var faret vild fra Vejen til sit Hjem.
Se da traadte frem en Yngling, frem fra Skovens dunkle Stammer,
Med de sorte Lokkers Bølger, med det stolte Øjes Flammer.
Det var ham, hun havde ladet kaste dybt i Taarnets Grund,
Der at bøde for hans frække, for hans elskovssvangre Mund.
Og han rask sig monne nærme, og sin Arm han dristig hæved,
Og den gyldne Tømmestreng han greb, mens hun forvirret bæved.
„Jeg skjenker dig alle mine Skatte af Guld og skjær Diamant,
Hvis du med Fred mig forlader her, hvor du mig ene fandt.
Du dyrker den blege Maane, jeg knæler for Christi Kors,
Thi lade du mig urørt fare, og slippe mit bange Hors.”
Behold dine Ædelsten’ dyre, giv mig dit Hjertes Gunst,
Lad ej din varmeste Bejler igjen dig møde omsonst!
Ej Betler, ej Kjøbmand du skuer; Emir Abdallas Søn
Her for din Skjønheds Trone opsender en ydmyg Bøn.
Som Herre kunde jeg tale, dit Liv er i min Magt,
Som Slegfred kunde jeg vogte dig med min moriske Vagt,
Som Herre kunde jeg byde alt over dit unge Liv,
Dog spørger jeg dig med Ære, o vil du vorde min Viv? —
„Vel vil jeg vorde din Ægteviv, hvis du opfylder mit Ord:
Først skille du din Fader ved Rige og Liv, og drage saa mod Nord;
Afsværg Profeten og tro paa Christ, nedlæg din Krone for mig.
Da skal jeg uden Svig og List som Bejler annamme dig!”
Ha, ved Allah, ej for ringe Pris din Skjønhed er tilfals,
Er den fine Haand, som hviler skinnende paa Dyrets Hals.
Tavs han stirrer, men hans Blod som underjordisk Ildstrøm ruller.
Hendes flagrende Gevandter vifte mod hans Kind og Skulder.
Og han griber hastig Haanden, rører den med Læben øm,
Ej som Elskovs Pant, nej kun som Offer til en svunden Drøm.
Og han viser hende Vejen, mens han tavst og bittert smiler.
Paa den lette, stolte Ganger gjennem Skovens Nat hun iler.