I.
Et Sagn er lagt om Myrrha, den blomstrende Mø,
Som blev — ak for sin Brøde saa maatte hun dø —
I sin kjødelige Fader forelsket.
Den rige Drot Kinyras paa Kypros’ skjønne Ø.
Saa længe hun kuede den Attraa i sit Bryst,
Saa voldsomt atter trued den forfærdelige Røst.
Ej Eros lod sig tvinge. Hendes Amme
Bad Bakkhos bøje Faderen til den forbudne Lyst.
En Sal der var i Slottet, med Guld og Purpur lagt.
Der lænked Guden Kongen ved Rankens svare Magt,
Det var den favre Myrrha, han favned,
Mens Nattens Slør fordulgte hendes Yndigheds Pragt.
Men Søvnen vared længe og Natten var kort.
Bakkhos og Eros drog dem ej fra hinanden bort.
Da kasted Føbos Straaler paa Lejet;
Det var den gamle Konge, han blev af Harme sort.
Nu skalt du dø min Datter, det sværger jeg ved Styx;
Troløs saa har du krænket den ærværdige Nyx.
Han rev den blanke Glavind fra Væggen,
Og svang den højt og raabte, „snartsejler du paa Styx.”
Men Myrrhas bløde Skabning til Siden hurtig veg,
Og tæt bag hende suste den skarpe Sværde-Eg.
Saa flygted hun af Borgen, ved Stranden
Omborde i en Snekke med stor Haste hun steg.
„O Skipper, kjære Skipper, du støde brat fra Strand,
Min Fader vil mig myrde, den afsindige Mand.”
Saa fore de mod Syd over Havet,
Og landed ved Osiris’ og Isis’s Land. —
Hvor Nilos sang for Sfinx og, mens Okeanos tog
Thetys om Sølverfoden, sin stærke Harpe slog,
Hvor Havhesten prusted i Skummet,
Og Krokodillen lurende blandt Sivet omdrog:
Der fæsted liden Myrrha sin silkebløde Fod.
Den himmelsk skjønne Barm atter hæved sig med Mod.
Men fra Norden svam lynsnar en Snekke.
Hun knæled, „o Posejdon, nu være du mig god!”
Kinyras stod ved Stavnen; han sprang fra Havets Skjød,
Fra Sværdet og hans Blikke foer den blodrøde Død.
Hans Datter fløj som Hinden til Lunden:
Det var de høje Guder, de ynked hendes Nød.
Alt vakled hun, alt blegned den blussende Kind.
Hun skreg af Angesthøjt; men som Nordens kolde Vind
Sig nærmed den straffende Hævner:
Da stivned hun og svandt til en Træstamme ind.
De vidt udslagne Haar blev til Grene med Ly,
Og under Barken dækked sig Barmens Kugler bly;
Et Myrrhatræ blomstred i Lunde.
De mørkegrønne Blade sendte Duften mod Sky.
Men fraadende af Vrede som Markens vilde Kræ
Han bored dybt sit Sværd i det uskyldige Træ.
Da ramte ham fortornede Guder:
Han saa den store Pan. Død segned han i Knæ.
Men Saarets Gab sig aabned, o store Under, frem
Sprang den favreste Dreng, som paa Jorden fik Hjem.
Af Skovnymfer blev han opfostret.
Til den dejligste Ungersvend opvoxte han hos dem.
II.
Men Eros skød og ramte sin Moder; — højt han lo.
Gudindens bløde Hjerte for Adonis ej fik Ro.
Hun søgte ham i Skoven. Ved Kilden,
Der samledes hver Aften de underskjønne to.
Saa dejligt et Par var end aldrig skuet før,
Han elskovstærk som Egen, hun smægtende som et Rør.
Højt kvad hun for olympiske Guder:
„Kun Adonis vil jeg elske, for Adonis jeg døer.”
Da blev de saa nysgjerrige, da blev der en Blæst
Især iblandt Gudinderne; den arrige Hefæst
Alt smedded paa en Adamantslænke.
Syklopen maatte puste med Bælgen som en Hest.
Hun tog ved Haand Adonis. Med nedslaget Blik
Fremgik han, fast forvirret af forelskede Nik.
Hefæstos selv som lynramt holdt inde,
Blæsebælgen tav og hans Hammer slog Klik.
O Fryd, naar Afrodite nu vandrer over Jord!
Hist slynger sig Khariternes yndige Kor.
Han bærer hendes flagrende Flige,
Og Nymferne med Liste belure hans Spor.
Ved Foden næbbes Duer paa Græssets bløde Seng;
Eros paa Knæet hviler, den hjerteløse Dreng,
Og udsender evig iblinde
Sin Pil og spænder atter den elastiske Streng.
III.
Haaret var filtred, og Kinden bleg, som paa Rødme var før saa rig. —
I bitter Harm hun kaldte paa de Amoriner smaa:
„I bringe mig hid det vilde Svin, i Skoven monne gaa!
„I jage mig hid den Orne, at han sin Straf kan faa!”
Det var de smaa Eroter, de lode ad Skoven staa.
Alt med de spæde Vingers ilsomme Flugt de fandt
Den grumme Galt og Synderen de bastede og bandt.
Den ene trofast med Rebet drog Fangen frem; bagefter
Den anden løb med Buen og pisked af alle Kræfter.
Og det var Skovens Orne, gik saare ængstelig.
Gudindens Vrede han frygted alt for sin onde Svig.
Tiltalte ham Afrodite: „Du svare mig nu paa Stand,
Du fuleste blandt alle Dyr, hvi slogst du denne Mand? —
„Du ondskabsfulde Utyske, hvi bed din hvasse Tand
Det dyre Liv af Lænden paa min Elsker kjær, min Mand?”
Da svarede Skovens Orne Gudinden med stor Besked:
„Jeg sværger ved dig og din Elsker, og alt, hvad du seer os veed,
„Ved disse mine Lænker og ved dine Jægere smaa,
Ret aldrig det var min Hensigt, din dejlige Mand at slaa.
„Den Stund jeg skued hans Ynde, mig Elskovs Ild opfyldte;
Mig lysted at kysse hans hvide Krop, som Skjønheds Sol forgyldte.
„Min Hu stod til Kys paa hans nøgne Lænder, mig brændte Begjærligheds Glød:
Formedelst mine hvasse Tænder, kyssede jeg ham død. —
„Hævn dig paa disse Kypris! riv dem kun ud med Tænger!
Forbrydersk Elskov de trælled for, hvad skal jeg med dem længer?
„Og er du end ikke forsonet, du ogsaa mine Læber tag,
Som glemte frækt, at Kys er for Svin en farlig Sag!”
Da ynktes Gudinden af Hjertet, hun vinked alt med sin Haand,
Og befoel de vævre Eroter at løse Vildbassens Baand.
Men i Skoven ej meer sig dulgte den angergivne Galt;
Gudinden fra nu af han fulgte som et Husdyr overalt.
Og som Angers og Troskabs Offer gik han til Ilden paa Stand,
Og brændte der til Aske sin forlibte Huggetand.
IV.
Men vise Præster mente, det Ares var, den stærke,
Som i et Vildsvins Skabning hin mørke Daad forøved.
Og som af skinsyg Harme, alt efter gamle Vaner,
Den skjønne dødelige det søde Liv berøved.
Men Afrodite steg i sin Muslingkarm med Svaner
Forspændt, og over Floder og gjennem Myrtelunde
Og gjennem klare Skyer hun fløj op til Olympen,
Og talte: „høje Fader, du mig en Bøn forunde.
Lad Jorden mig et Minde gjengive om min Elsker!”
Zevs nikked. Og, da trøstet hun nedsteg fra hans Trone,
Udsprang i Pinieskyggen der, hvor Adonis døde,
Af Blodets friske Draaber den skjønne Anemone
Med Stænglens ranke Bygning, med Farvestraaler røde.
Naar tidt i Vaarens Nætter hun græmmer sig saa saare,
Da vandrer hun i Skoven, og leder efter Blomsten,
Og lægger den ved Barmen og vier den en Taare.