Hun sidder paa Altanen,
Den kongelige Pige,
Med Fjær af Guldfasanen,
Med Skjønhed uden Lige,
Med Øjets kydske Blidhed,
Som Hjertets Luer dølger.
Med Hudens Englehvidhed,
Med Barmens skjulte Bølger.
Han vandrer paa Terrassen,
Og skjuler sig bag Træet,
Og skiller sig fra Massen,
Og bøjer ydmygt Knæet.
Men ej fordrister Læben
Sig til med Ord at nævne
Den høje, hellige Stræben,
Som tvinger Tankens Evne.
Ved hver Turnering svinger
Hans Arm en sejrrig Landse,
Og til sin Dame bringer
Han tavs de vundne Krandse.
Fjærnt i Barbarers Klynger
Han tunge Sværdhug skifter,
Og Trubaduren synger
Begejstret hans Bedrifter.
Og, mens hans Glavind blanke
Lindorm og Trolde vejer,
Den sværmeriske Tanke
Det Haab med Andagt plejer,
At, naar ham fast har saaret,
Tildøde Livets Pile,
Maaske han bliver baaret
Til hendes Borg til Hvile.