Der ruger over Sverrig en kold, en dunkel Nat,
Og ingen venlig Stjærne paa Hvælvingen er sat;
Naar Glimt af Lyset møde
Det ængstede Syn,
Det er kun blodigrøde,
Grumt hærjende Lyn.
Hvad skrider gjennem Natten saa tavst og ilsomt hen?
— En Skare mörke Skikkelser, en fangen Ungersvend;
Skön, modig, mandig var han,
Glansfuld af Aandens Daab;
I Pandens Stolthed bar han
Et himmeldristigt Haab.
De drog over svenske Fjælde, over Dal, over Søer,
Over Sund og over Bælt og over de danske Øer.
De drog til Jyllands Vange;
Der lukker Kallø-Borg
Sig for den unge Fange,
Hans Haab, hans bitre Sorg.
Det var en Morgen aarle; i Østen Solen stod,
Saa rød, som var den vædet af Sverrigs Hjærteblod;
Det var, som Sverrig sit Öje
Af Nattens Harm og Skam
Aabned fra Østens Höje
Betydningsfuldt for ham.
Der høres lette Fodtrin henover den vaade Eng;
Fra Borgen gjennem Taagen sig lister en Bondedreng.
Med Koften op om Hage,
Med Huen i Panden ned,
Han løber hele Dage
Syd paa med rappe Fjed.
Hvor Vejen næsten skynder sig fra den danske Jord,
Der var ham nær Forfølgerne, der gætted de hans Spor,
„Nu Herre Krist, du stærke,
Du staa mig naadig bi,
Til næste Morgens Lærke
Opstiger, — saa er jeg fri!“
Da saa han i Aftensolen, med lystig Skjemt og Sang
Red en Flok tyske Prangere; did styred han sin Gang.
„I ædle Herrer, jeg beder,
Hör kærlig mit Begær:
O, tag mig op med eder,
Det gælder mit Liv og mer!“
Dem hued det vakre Aasyn; snart glad han blandt dem red;
Dem huede hans Tale og Vejen skridsomt led.
De mæled: „Er du oprunden
Af simple Bondekaar?“
Han svared med Smil ved Munden:
„Det Tiden vise faar.“
To Dage. — Vejen delte sig. — „I Horisonten fjærn
Se hvilke Spir og Taarne!“ — „Det er vor Hanses Værn,
Dronningen for Venden,
Lybek den gamle Stad.“ —
— „Holdt,“ sagde Ungersvenden,
„Her maa vi skilles ad.“
Han trykker deres Hænder og takker dem saa mildt,
Dog fast med Fyrsteminer, ej som den ringe Pilt.
De skiltes ad bedrøvet;
Til Byen vandrer han,
Og iler hed og støvet
Til Raadhuset paa Stand.
„Hvo er du Knøs i Tröje, som dristig træder frem
For os her, og ej aabner Dören engang paa Klem?“
Saa, blandt Astræas Præster
Og Merkurs — ved lange Bord —
Den lybske Borgemester
Belægger sine Ord.
„Jeg er“, saa taler han med ædel Glød,
— Og Sjælen traadte frem som af en Ramme, —
„Jeg er en svensk, og ikke bondefød,
Et Skud af Vasas gamle Adelstamme;
Mit Fødeland er stedt i bitter Nød,
Er under Fødder traadt af Voldsmænd gramme;
Jeg kommer hid med Bön for det til eder;
Forfulgt, betrængt, om Varetægt jeg beder.
Mod Ed, mod Folkeret, med Svig de tog
Mig fangen; brødefri fra Fædrelandet
De førte mig; af Lænkerne unddrog
Jeg mig, af Haab og Længsel overmandet;
Min Lid til eders frie Stad jeg slog,
Af eders Höjmod ej jeg önsker andet,
End et Asyl, et Skib, som hjem mig leder,
At hævde Landsmænds hellige Rettigheder.“
Og op sprang atter Salens vide Dör;
Ind tren Forfølgerne med vrede Blikke.
De paastaa, Gustav udleveres bör;
Et Brev fra Kongen sparer Trusler ikke.
Halv raadvild sidder Raadet end som för.
Med lang Betænkning, efter Fædres Skikke,
De love ham först Ly, saa Hjælp, — saa længe
Han viser sig det værd, — med Mænd og Penge.
Det var en yndig Majdag, da i de svenske Skær
Løb ind en Købmandsskude med stærk, skönt liden Hær;
En Hær af ét Par Arme,
Én Pande, höj og klar,
Ét Hjærte, men med en Varme,
Som ingen andre har.
Og atter gaar en Bonde i Gøtlands dunkle Skov,
Med funklende Öjne, som et Dyr paa ædelt Rov.
Ved Mælarens Kyster,
Ved Dalarnes Elv,
Opmuntrer han og trøster,
Skönt sorgnedböjet selv.
Fra Kirkegaardshöje, hvor betrængte lytte til,
Udsender han sin Tales sødtkvægende Ild;
Da spørges Stokholms Skæbne,
Hin dræbende Uvejrsnat:
„Op Brødre, jer at væbne,
Lad Staalet lyne brat!“
Der kom et andet Budskab, da græd den djærve Aand:
Hans Fader død under Øxen, hans Moder i haarde Baand.
Op raabte han da de svage:
„Nu følge mig, hvo vil!
Forsand, ej mange Dage
Skal taales det onde Spil!“
Da samles alle gæve at redde det skændte Hjem.
Som Vinterströmmen, der tør, saa stormede de frem;
Snart stod ved Dalelvs Bredder,
Ved Vesteraas igjen,
I Sejrens Straalehæder
Ung Gustav og hans Mænd.
Trindt Voldsmand veg, hvor Helten opløfted sin Haand;
Hvert Savn i hele Landet omfatter hans Aand.
Hans Navn med Bön og Ære
De nævned fjærnt og nær;
De sagde: “Du skal være
Vor Rigsforstander kær!”
Men den Gang alt var renset, og Nag ej længer kjendt,
Da sagde de: “Vær vor Konge! du har det dyrt fortjent.”
Det var i Strængnæs; klare
Solstraaler Skyen brød;
Igjennem den tætte Skare
En Glædesmumlen lød:
“Ser I den unge Konge! — i Höjeloft han staar;
Hvor vil ej Kronen klæde det bølgende Haar!”
— Jublen som Torden dundred;
Hvert Bryst var frejdig stemt.
— Af Aar der svandt trehundred;
End er den Stund ej glemt.
P. L. Møller.
