Som denne Gren Syriner,
Den hun i Aftes silde
Brød af, og bad, at jeg den
Hjem med mig tage vilde, —
Som aanded hen i Luften
Krydrede Sovedrikke,
Saa frisk og rund, og smilte
Med hundred Blomsterblikke, —
Som end i Glasset hilste,
Med Sjælens Lillarødme,
I Morges mig, og svulmed
Af Aftnens fulde Sødme, —
Men som nu brat er blegnet,
Mens Dødens Engel tvinger
Hver Blomst som syge Fugle
At hænge med Næb og Vinger:
Saaledes er min Skæbne,
Og en kun den begræder.
I Morges end den flagred
I Haabets lette Klæder.
Et Ord mit Liv har mejet,
Som gule Høstruiner,
Hvorpaa snart Vinteren træder,
Hvorover Stormen hviner, —
Som denne Gren Syriner:
Hvert Blad, som derpaa findes,
Er dræbt, og aldrig, aldrig
Kan Liv tilbage vindes.
