Forunderlige Trang,
Fast lig Sirenesang,
Som driver mig til Stedet,
Hvor ene nu min Sjæl kan vorde glædet.
Er det et Trolddomsskin,
Som daaret har mit Sind,
Saa at jeg kun hos hende,
Hos hendes Uro, Fred formaar at finde?
Ej Ungdoms favre Skær,
Ej Skönheds Glans har her
I Lænke lagt min Stræben;
Kun Ordets Ungdom ejer hun paa Læben.
Og dog, trods Tankens Strid,
I hvert Minut af Tid
Jeg fristes, kan ej glemme
Dens Toner, den forføreriske Stemme.
Forunderlige Trang! —
Ak alt saa mangen Gang,
Naar Dagens Stund var omme,
Har jeg besluttet, aldrig mer at komme.
Og dog — saa underfuld,
Som Æventyrets Guld,
Har hendes dunkle Bolig
Mig lokket, og först der jeg aander rolig.
Jeg føler, underlagt
Mit Væsen er en Magt,
Jeg ikke kan erkjende, —
Som stedse mægtig drager mig til hende.
Naar skal jeg naa til Tro
Paa en selvstændig Ro?
Hvornaar skal det dog ende?
Naar vil en Gud mig atter Frihed sende?
