I.
Forunderlige Trang,
Fast lig Sirenesang,
Som driver mig til Stedet,
Hvor ene nu min Sjæl kan vorde glædet.
Er det et Troldomsskin,
Som daaret har mit Sind,
Saa at jeg kun hos hende,
Hos hendes Uro Fred formaar at finde.
Ej Ungdoms favre Skjær,
Ej Skjønheds Glands har her
I Lænke lagt min Stræben,
Kun Ordets Ungdom ejer hun paa Læben.
Og dog trods Tankens Strid
I hvert Minut af Tid,
Jeg fristes, kan ej glemme
Dens Toner, den forføreriske Stemme.
Forunderlige Trang! —
Ak, alt saa mangen Gang,
Naar Dagens Stund var omme,
Har jeg besluttet, aldrig meer at komme.
Og dog — saa underfuld,
Som Eventyrets Guld,
Har hendes dunkle Bolig
Mig lokket, og først der jeg aander rolig.
Jeg føler, underlagt
Mit Væsen er en Magt,
Jeg ikke kan erkjende, —
Som stedse mægtig drager mig til hende.
Naar skal jeg naa til Tro
Paa en, selvstændig Ro?
Hvor naar skal det dog ende?
Naar vil en Gud mig atter Frihed sende?
II.
Naar saadan foran mig hun sidder
Og taler løst og fast iflæng,
Det er for mig, som Fuglekvidder
Jeg hørte paa en taaget Eng.
Og naar sin Sjæl hun aandrig vugger
I vild Moral og Æstetik,
Jeg Øjet uvilkaarlig lukker,
Og lytter som til sød Musik.
Du Sjæl med stærke, dybe Strømme,
Med Hjertets rige Helligdom,
Du stræber efter alt at tømme,
Og dog du ligner Barnet, som
Slaar Øjet op med Længsler ømme.
Med uerfarne Tankesving,
Og famler, ligger som i Drømme,
Og seer forundret rundt omkring.
Der er en Higen hos dig inde,
Men denne Higens Blik er blindt,
Og aldrig vil du selv dog finde
En Vej i denne Labyrint.
Og dette smukke, viltre Øje
Ej Sandhed seer, kun Illusjon;:
Thi Sindet vil sig ikke bøje
Til Kjærlighed som Religjon.