Det er forbi, det glade Foraarsfængsel
Med Hjertets østerlandske Blomsterpragt,
Den døde, denne himmelsksøde Længsel,
Da den ej længer følte Modstands Magt.
Den er ej mere, denne Stræbens Fromhed,
Og dette rastløst varmt attraaede Maal
Har, da det vundet blev, af selsom Tomhed
Som Fønixfuglen bygget selv sit Baal.
Hvad overjordisk Glæde var som Stræben,
Har ført mig til Fata Morganas Havn,
Har, da den lønnet blev med Kys paa Læben,
Forvandlet sig til Kjedsomhed og Savn.
O disse svage Traade skulle briste.
Snart atter Vingen fri skal svinge sig,
Og paa min Flugt jeg Stjernen ej skal miste,
Som til en Tid fordunkledes for mig.