Derudenfor er frisk og livl’g Færden,
Og Lyset spiller muntert gjennem Luften,
Men indenfor de fire Vægges Verden
Er dødt, og melankolsk selv Pibens Duften.
Fra Statens ubevidste store Hjærte
Slaar Blodet rask mekanisk gjennem Aaren,
Men i dit Hjærte tavst der er af Smærte,
Som om et Ungdomshaab var var lagt paa Baaren.
Det er ej saa; dog ej et Glimt af Morgen
Indtrænger her i Skumringen, den mörke.
Hvorfor? det véd du ej — dog, værst er Sorgen,
Som kjender ej sin Grund, men kun sin Styrke.
Hvad fattes dig? “Ak intet”, mat du stammer,
Ej Trang du kjender mer, ej Nag dig følger,
Og Kærlighedens fulde, varme Flammer,
Dig oversvømme, som en Stormflods Bølger.
Dig et Par hvide Arme fast omslynge,
Dig et Par røde Læber fyrig kysse,
Paa en elastisk Barm din Kind kan gynge
Og Hjærtets bitre Suk i Slummer dysse.
Og dog du spinder fra dig tavse Klager?
Og kan ej standse dette Hjærtes Bløden; —
“Ak, ved de dumme, falske Sjæles Plager
Jeg lider, fast mig synes, Martyrdøden.
Jeg hader, véd ej hvad, — mig ensom føler,
Forstaas ej, kan ej ret mig selv forklare;
Jeg elskes, men mon mest af alt ej køler
En Elskov, som man ikke kan besvare?
Der er saa fuldt, saa hedt her i mit Indre,
Og dog et Savn, som intet kan udfylde;
O, skal da intet Længselssmerten lindre?
O, kan dog intet mer mit Sind fortrylle?”
