Hvad strider gjennem Natten saa taust og ilsomt hen?
— En Skare mørke Skikkelser, en fangen Ungersvend;
Skjøn, modig, mandig var han,
Glandsfuld af Aandens Daab;
I Pandens Stolthed bar han
Et himmeldristigt Haab.
De drog over svenske Fjelde, over Dal, over Søer,
Over Sund og over Bælt, og over de danske Øer.
De drog til Jyllands Vange;
Der lukker Kallø-Borg
Sig for den unge Fange,
Hans Haab, hans bittre Sorg.
Det var en Morgen aarle; i Østen Solen stod,
Saa rød, som var den vædet af Sverrigs Hjerteblod;
Det var som Sverrig sit Øie
Af Nattens Harm og Skam
Aabned fra Østens Høie
Betydningsfuldt for ham.
Da høres lette Fodtrin henover den vaade Eng;
Fra Borgen gjennem Taagen sig lister en Bondedreng.
Med Koften op om Hage,
Med Huen i Panden ned.
Han løber hele Dage
Sydpaa med rappe Fjed.
See, hist i Aftensolen, med lystig Skjemt og Sang
Red en Flok tydske Prangere; did styred han sin Gang.
„I ædle Herrer, jeg beder,
Hør venlig mit Begjær:
O, tag mig op med eder,
Det gjælder mit Liv og meer!”
Dem hued det vakkre Aasyn; snart glad han blandt dem red;
Dem huede hans Tale og Veien stridsomt led.
De mæled: „Er du oprunden
Af simple Bondekaar?”
Han svared med Smil ved Munden:
„Det Tiden vise faaer.”
To Dage. — Veien delte sig. — „I Horizonten fjern
See hvilke Spir og Taarne!” — „Det er vor Hanses Værn,
Dronningen for Venden,
Lybek den gamle Stad.” —
— „Holdt,” sagde Ungersvenden,
Han trykker deres Hænder og takker dem saa mildt,
Dog fast med Fyrsteminer, ei som den ringe Pilt.
De skiltes ad bedrøvet;
Til Byen vandrer han,
Og iler hed og støvet
Til Raadhuset paa Stand.
„Jeg er”, saa taler han med ædel Glød,
— Og Sjælen traadte frem som af en Ramme, —
„Jeg er en Svensk, og ikke bondefød,
Et Skud af Vasas gamle Adelstamme;
Mit Fødeland er stædt i bitter Nød,
Er under Fødder traadt af Voldsmand gramme;
Jeg kommer hid med Bøn for det til eder;
Forfulgt, betrængt, om Varetægt jeg beder.
„Mod Ed, mod Folkeret, med Svig de tog
Mig fangen — brødefri fra Fædrelandet
De førte mig — af Lænkerne unddrog
Jeg mig, af Haab og Længsel overmandet;
Min Lid til eders frie Stad jeg slog,
Af eders Høimod ei jeg ønsker Andet,
End et Asyl, et Skib, som hjem mig leder,
At hævde Landsmænds hellige Rettigheder.”
Og op sprang atter Salens vide Dør;
Ind tren Forfølgerne med vrede Blikke.
De paastaae, Gustav udleveres bør;
Den danske Konge sparer Trusler ikke.
Halv raadvild sidder Raadet end som før:
Med lang Betænkning, efter Fædres Skikke,
De love ham først Ly, saa Hjelp, — saalænge
Han viser sig det værd, — med Mænd og Penge.
Det var en yndig Maidag, da i de svenske Skjær
Løb ind en Kjøbmandsskude med stærk, skjøndt liden Hær:
En Hær af eet Par Arme,
Een Pande, høi og klar,
Eet Hjerte, men med en Varme,
Som ingen andre har.
Og atter gaaer en Bonde i Gotlands dunkle Skov,
Med funklende Øine som et ædelt Dyr paa Rov.
Ved Mælarens Kyster,
Ved Dalarnes Elv,
Opmuntrer han og trøster,
Skjøndt sorgnedbøiet selv.
Fra Kirkegaardshøie, hvor Betrængte lytte til,
Udsender han sin Tales opflammende Ild;
Da spørges Stokholms Skjæbne,
Hin dræbende Uveirsnat:
„Op Brødre, jer at væbne.
Lad Staalet lyne brat!”
Der kom et andet Budskab, da Taarer han udgød:
Hans Moder i Baand, hans Fader var under Øxen død.
Op raabte han da de Svage:
„Nu følge mig, hvo vil:
Forsand, ei mange Dage
Skal taales det onde Spil!”
Da samledes alle Gjæve, at redde det skjændte Hjem.
Som Vinterstrømmen, der tøer, saa stormede de frem;
Snart stod ved Dalelvs Bredder,
Ved Vesteraas igjen,
I Seirens Straalehæder
Ung Gustav og hans Mænd.
Hver Voldsmand veg, hvor Helten opløfted sin Haand;
Hvert Savn i hele Landet omfatter hans Aand. —
Det var i Strængnæs; klare
Solstraaler Skyen brød;
Igjennem den tætte Skare
En Glædesmumlen lød:
„Seer I den unge Konge! — i Høieloft han staaer;
Hvor vil ei Kronen klæde det bølgende Haar!”
— Jublen som Torden dundred;
Hvert Bryst var freidig stemt.
— Af Aar der svandt trehundred:
End er den Stund ei glemt.