Maanen hviler, i de bløde Skyer
Trykker den sit Hoved længselsøm,
Og de lyse Lokkers Glands fremgryer
Bølgende som i en yndig Drøm.
Og de sænkes ad usynlig Vei,
Mens det bliver klarere foroven,
Ned i Sundet. Skade, at den ei
Selv kan see, hvor smuk den er, i Voven.
„See, hvor skjønt, fortryllet Alt sig viser,
Koldt dog som et Isslot, for vort Blik!”
O ja, dette Mystiske jeg priser,
Denne milde Varmes Romantik.
„De staaer nok i Tanker?” O tilgiv ...
Ja ved Gud, jeg troer, jeg stod i Tanker,
Tænkte paa et solomstraalet Liv ...
Hvor et Hjerte frit og kjærlig banker. —
Aftenen er skjøn! nu staaer den glade
Sommer stivnet i Oktobers Luft.
Nu kan Ingen see de gule Blade,
Resedaen sender end sin Duft. —
„Det er koldt.” Ja Donna, De har Ret,
Kulden dæmper Havets Orgeltoner.
Det er koldt, men hos mig brænder det
Som titusind Julirevolutioner! —