Der boed en Ugle i Skoven, hvor ud mit Vindue gik;
De skjønneste Sommernætter fordærved den med sin Musik.
De andre Fugle forstummed, naar Nattergal hæved sin Røst,
Men den forbistrede Ugle først da ret brugte sit Bryst.
„Den gamle hæslige Ugle,” saa klaged jeg mangen Gang,
„Forstyrrer min Søvn om Natten, forstyrrer vor Nattergals Sang.”
Det var min trofaste Jæger, gik ud en Aftenstund,
Og skød den gamle Ugle just som den aabned sin Mund;
Og op i et Træ den hængte for Nattevind og Træk,
Andre Ligesindede til Advarsel og til Skræk.
Men nu er Sommeren borte, og Nattergalen er stum,
Forbi er Storkens Knæbren og Biens lystige Brum.
Imellem de blottede Træer piber en Efteraarsvind,
Og vækker mig mangen Aften, naar jeg er slumret ind.
Nu tænker jeg tidt paa Uglen, naar Natten er ensom og lang,
Og ønsker den var i Live, og lod mig høre sin Sang.