Xerxes, Perserkongen, løfted harmopfyldt det brede Sværd,
Satte over Hellesponten med en talløs Krigerhær.
Og han sagde: Jeg vil tugte, knuse dette stolte Land.
Og hans tætte Myriader dækkede den græske Strand.
Som en vild Orkan det Budskab over Bjerg og Dale drog,
At det skjønne frie Hellas truedes med Slaveaag.
I Athenen og i Sparta samledes de ungs Mænd,
Kasted Buen over Skuldren, Sværdet om den stærke Lænd.
Men Cytheres By, Korinthos, dyrkede Gudinden trygt.
Og da Rygtet kom, betoges Alt af en umandig Frygt.
Kun Hetærerne, de skjønne, slog ei ned det kjække Blik,
Og til dem med Bøn om Frelse Stadens Senatorer gik.
Strax de herlige Hetærer ilede med Vingefjed
Op til Aphrodites Tempel, knælte der i Bønnen ned.
Og de reiste sig begejstret, stammende af hellig Glød,
Og til Folkets bange Skare deres klare Stemmer lød.
Høit de for Gudindens Ansigt svor ved hendes Helligdom,
At hver Yngling, som mod Fjenden drog, og hjem med Seiren kom,
Maa i deres Arme finde Glædens aabne, søde Havn,
Guder lig, og nyde mangen salig Nat i deres Favn.
Mægtig Bifaldsjublen tordned. Fyrige, med Løvefjed,
Frem af Folkets tætte Skare stolte Ungersvende stred.
Og de sloge Sværd mod Skjolde, tog de tunge Landser frem,
Og de drog i Kamp at værne om det skjønne, rige Hjem.
Mykale, Platæas Sletter, Hellas, saae dit Heltemod,
Og saa mangen herlig Yngling offred der sit Hjerteblod.
Og de persiske Legioner faldt og Resten Flugten tog.
Men en stærk formindsket Skare hjemad til Korinthen drog.
Hvor de skjalv af Fryd, da Folket jubled fra den høie Klint!
Smykt med Laurbærkrandse steg de stolt op til Akrokorinth.
Til udødelige Guder offred de med Sang og Bøn:
Men i Nattens Mulm de høsted Kampens altfor søde Løn.