Salige, glade Blomster, I, som bare
Madonna sænkt i Tanker, — bløde Troner!
I Høie, som har hørt de søde Toner,
Og Spor af hendes skjønne Fod bevare!
I ranke Træer, med Løvets grønne Skare!
Elskværdige Fioler, Anemoner!
Du dunkle Skov, hvis høie, stolte Kroner
Kneise besprængt af Solens Straaler klare!
Venligt Landskab! — Flod, din rene Vove,
Som bader hendes Kind den morgenrøde,
Og fanger Liv og Lys af Blikkets Stjerner!
Jeg jer misunder, Blomster, Bølger, Skove! —
Hos jer er ei en Sten, den jo maa gløde
Af Ild, som den, der ei fra mig sig fjerner.