Han har en Bog just skrevet,
Som ej er rent udlevet.
Hvor Fejghed ej har vejet
De stærke, varme Ord.
Strax Kragerne sig samle:
„Det er ej af det gamle
Blysukkervand, vi plejed
At taale ved vor Bord.
„Er Stilen end ulastelig,
Og Formen uforkastelig,
Saa kan vi dog vel sige,
Han skriver umoralsk.”
Og fuld af ædel Harme
Pedanterne, de arme
Et Anathema skrige,
Et ægte infernalsk.
„Han er en Sjælsfordærver,
En Gift for Folkets Nerver,
Som mod vor ufejlbare
Moral sig sætter op:”
Forfatteren den Stakkel
Kan kun ved et Mirakkel
Undgaa den gamle Fare:
Promethevsklippens Top.