De kom med vaiende Fane,
Pistoler, Dolk og Gevær.
Paa alle Barrikaderne
Fordeelte sig den lille Hær.
Men Ingen vidste, hvorfra de var,
Og Ingen vidste, hvad Navn de bar,
Og hvo dem hid havde kaldet.
Og dog — de var som hjemme
I Kampens Element.
I Calabreserhattene
Kjækt vaied Fjæren af en Glent.
I Kugleregnen fjern og nær
Stod trodsig og stolt den lille Hær,
Og sendte Kugler tilbage.
Anføreren var en yngling
Nys traadt i Livet ind,
Med klart og fyrigt Øie,
Med dunkel Lok og skjægløs Kind.
Saa rolig som en Gud han stod;
Naar Dampen svandt, sin Skare han lod
Det barske Budskab besvare.
Saa stod de Dage og Nætter,
Og ingen Hvile de fik.
Men Nabohusets Datter
Dem bragte Brød og Lædskedrik.
Til Ungersvenden hun vender sig;
„Min tappre Kriger, nu sige du mig
Dit Navn, og hvorfra du kommer!”
„Min hulde „skjønne Valkyrie”,
Han svarer med dæmpet Røst:
„Jeg bad dig om Haand og om Hjerte,
Hvis ei mig vented blodig Dyst.
Det Bedste gjerne jeg skjænked dig;
Dog Navn og Hjemstavn nævner jeg ei,
Ei den, som os monne sende. — —
„Jeg kæmper ei for at vinde
Berømt og hædret Navn;
Ei for af fjerne Slægter
At prises høit med Sang og Savn.
Mit Fødreland kun jeg frelse vil,
Mit Fædreland, — der kun er til
I Sagn og i Legender!”
„Saa er du en Tydsker”, hun svarer,
„Og jeg, jeg er din Brud.
Jeg tager din Haand og dit Hjerte
Som Gave af en naadig Gud.” —
Og da han faldt i sit unge Blod,
Paa Barrikaden hin Pige stod,
Og førte hans Dragt og hans Vaaben.
Da Bajonet og Kanoner
Nu Seiren vundet har,
Og af den ukjendte Skare
Nu næsten Alle faldne var:
Paa Barrikaden, hvor Kampen stod,
Den unge Pige laa i sit Blod,
Sin Elsker vilde hun hævne.
De kastedes i en Grube,
Og Jorden lukte sig til
Over de unge Hoveder
Med dunkle Drømmes urolige Ild.
Og Ingen spurgte, hvorfra de var,
Og Ingen vidste, hvad Navn de bar,
Og hvo dem hid havde kaldet.