„Das ist eins der schönsten Privilegien
des Dichters, daß er sich in die kleinlichen
Streitigkeiten des Moments nicht einzumi-
schen braucht; daß er sich sowohl im feind-
lichen, wie im freundlichen Lager für das
Schöne und Große begeistern kann.
Morgenblatt.
Den tyske Jord sig krymped
Under fremmed Gangers Hov.
Stolt hersked Frankersværdet,
Og Barbarossa sov.
Dog i den tause Stilhed
Af et betvunget Folk,
En enkelt Stemme hørtes
Som andre Tiders Tolk.
Den lød: „,Forsager ikke,
End bar du blanke Sværd!
Du Folk med dybe Drømme
Og tause Tankers Hær! —
End bar du stærke Arme
Og unge, tappre Mænd,
Og Hjerter, som for Folkets
Ære sig give hen!
„Og Eder, tydske Qvinder,
Gjælder ogsaa denne Røst:
I, som har fostret Sønner
Ved det moderlige Bryst!
Og I, Jomfruer skjære, som
Ei aabned Livets Bog, —
Hvis Hjerter harmfuldt gløde
Ved det fremmede Aag!”
Ei Qvinden staaer tilbage
I en alvorlig Stund,
Hun Mandens Mod opflammer
Med Øie og med Mund.
Hun vil ei Elskov skjænke
Til trælbundne Mænd;
Hun giver Guld og Smykker
For Fædrelandet hen.
Og Ingen blev tilbage,
Sit Bedste gav Enhver.
— Guld og dyre Stene
Blev smeltet om til Sværd.
De offred deres Skatte
Med Hjertets stille Bøn,
Og Kjærlighedens Rose
Blev gjemt som Kampens Løn.
Der var en schlesisk Ungmø: —
Scheliha Slægten hed.
Hendes Navn og hendes Skjæbne
Fast Ingen mere veed.
For Frihed — Tydsklands Frihed
Slog hendes Hjertes Glød,
Skjøndt polske Fædres Flamme
I hendes Aarer flød.
Maaskee hun død og borte
Forlængst alt Hvilen fandt.
Maaskee i dunkel Afkrog
Hun ubemærkt forsvandt.
Men Sagnet hende slutter
Dog kjærlig i Favn,
Og Saga i sit Teppe
Og fletter hendes Navn.
Ei gyldne Smykker bar hun,
Ak Intet eied hun,
At offre som de Andre
I den farefulde Stund.
Hun havde kun sin Skjønhed,
Men i dens Pragt hun stod,
Ung, frisk, med rige Lokkers
Mægtige gyldne Flod.
Ei gyldne Smykker bar hun,
Slet Intet eied hun;
Kun Hjertets rene Lue
Og Øiets klare Grund.
Men som et Lyn en Tanke
Brød frem i hendes Aand:
Sit skjønne Haar hun veier
I den melkehvide Haand.
Hun skar det af ved Roden,
Og solgte det for Guld,
Og bragte stolt sin Gave
Som en Valkyrie huld.
Sit Haars den gyldne Ager,
Det solbestraalte Hav,
Sin Skjønheds bedste Smykke —
Hun Fædrelandet gav.
Og Tydskland atter reiste
Sig af sit Fald; der stod
Saa mangen Kamp, og offret
Blev meget ædelt Blod.
Men dengang Haarets Fylde
Paa ny blomstred frem,
Bød ingen fremmed Herre
I hendes elskte Hjem.